Anmeldelse
Fars pige af Margie Orford
- Log ind for at skrive kommentarer
I det nye Sydafrika, der kæmper mod vold og korruption, bliver en politimands lille pige bortført. Barsk og ubehagelig realistisk roman fra den sydafrikanske aktivist og forfatter.
Det er ikke mange sydafrikanske krimier, der kommer på dansk, så det er forfriskende at læse denne spændende og barske roman af Margie Orford om den seje dokumentarist Clare Hart og den anarkistiske politimand Riedwaan Faizal.
Politimanden Riedwaan, der arbejder i Cape Towns bandeenhed, har fået mange fjender både i bandemiljøet og indenfor politiet - bl.a. er specialleder Salome Ndlouva, der er uddannet i det gamle USSR, ikke videre begejstret for ham. Riedwaan opererer i et sygt bandemiljø, der har forbindelser til fængsler, politi og politikere, og som udøver ekstrem vold mod kvinder, og endda mod helt små piger, som de bortfører, voldtager og dræber. De værste gangstere sidder dog i parlamentet, konstaterer Riedwaan.
Handlingen sættes i gang, da Riedwaans datter Yasmin bliver bortført efter en ballettime, hvor hun har øvet på balletten ’Persefone’. Riedwaan ligger i skilsmisse med Yasmins mor, der vil tage datteren med til Canada. Han har tidligere været nødt til at bortføre datteren for at kunne være sammen med hende, så specialleder Ndlouva vil straks og uden beviser have ham arresteret for denne bortførelse. Riedwaan henvender sig derfor til Clare Hart, der har lavet flere dokumentarprogrammer om bortførte piger, for at få hjælp til at finde Yasmin, før det er for sent. Clare og Riedwaans eftersøgning af Yasmin bringer dem rundt i bandemiljøet, hvor Graveyard de Wet, der er leder af en af de såkaldte nummerbander, og som skulle være død i fængslet, hele tiden spøger i baggrunden.
Romanen beskriver Sydafrika som en smeltedigel af hudfarver, religioner og sprog i et samfund, som godt nok har kæmpet sig til frihed, men som i det daglige kæmper mod korruption og vold – ikke mindst vold mod kvinder. Det er et samfund, der er sluppet af med sit apartheidstyre, men hvor det stadig er afgørende, på hvilken side af jernbanen man bor. ”Lovene gælder ikke for en person som mig”, som en af kvinderne siger. Margie Orford nævner på intet tidspunkt, hvilken etnicitet personerne har. Det må vi gætte os til. At Riedwaan er muslim, får vi dog at vide.
Det er Margie Orfords stærke kvindeportrætter, der står tilbage efter endt læsning. Men hun leger også med sproget og begreberne. Graveyard de Wet på afrikaan lyder sikkert ikke ubevidst som våd kirkegård på engelsk, specialleder Ndlouve hedder Salome til fornavn (det var Salome, der fik Johannes Døberens hoved serveret på et fad), balletten, de unge piger skal danse, hedder Persefone (Persefone er i den græske mytologi underverdenens gudinde), og sådan kunne jeg blive ved.
Clare Hart er Margie Orfords alter ego: en sej og handlekraftig kvinde. Margie Orford er selv gammel studenteraktivist, hun har siddet i fængsel under undtagelsestilstanden i 1985 og er nu præsident for det sydafrikanske PEN. ’Fars pige’ er nummer tre af fem krimier om Clare Hart og den første med Riedwaan Faizal, og jeg vil glæde mig til at læse mere om de to.
Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
I det nye Sydafrika, der kæmper mod vold og korruption, bliver en politimands lille pige bortført. Barsk og ubehagelig realistisk roman fra den sydafrikanske aktivist og forfatter.
Det er ikke mange sydafrikanske krimier, der kommer på dansk, så det er forfriskende at læse denne spændende og barske roman af Margie Orford om den seje dokumentarist Clare Hart og den anarkistiske politimand Riedwaan Faizal.
Politimanden Riedwaan, der arbejder i Cape Towns bandeenhed, har fået mange fjender både i bandemiljøet og indenfor politiet - bl.a. er specialleder Salome Ndlouva, der er uddannet i det gamle USSR, ikke videre begejstret for ham. Riedwaan opererer i et sygt bandemiljø, der har forbindelser til fængsler, politi og politikere, og som udøver ekstrem vold mod kvinder, og endda mod helt små piger, som de bortfører, voldtager og dræber. De værste gangstere sidder dog i parlamentet, konstaterer Riedwaan.
Handlingen sættes i gang, da Riedwaans datter Yasmin bliver bortført efter en ballettime, hvor hun har øvet på balletten ’Persefone’. Riedwaan ligger i skilsmisse med Yasmins mor, der vil tage datteren med til Canada. Han har tidligere været nødt til at bortføre datteren for at kunne være sammen med hende, så specialleder Ndlouva vil straks og uden beviser have ham arresteret for denne bortførelse. Riedwaan henvender sig derfor til Clare Hart, der har lavet flere dokumentarprogrammer om bortførte piger, for at få hjælp til at finde Yasmin, før det er for sent. Clare og Riedwaans eftersøgning af Yasmin bringer dem rundt i bandemiljøet, hvor Graveyard de Wet, der er leder af en af de såkaldte nummerbander, og som skulle være død i fængslet, hele tiden spøger i baggrunden.
Romanen beskriver Sydafrika som en smeltedigel af hudfarver, religioner og sprog i et samfund, som godt nok har kæmpet sig til frihed, men som i det daglige kæmper mod korruption og vold – ikke mindst vold mod kvinder. Det er et samfund, der er sluppet af med sit apartheidstyre, men hvor det stadig er afgørende, på hvilken side af jernbanen man bor. ”Lovene gælder ikke for en person som mig”, som en af kvinderne siger. Margie Orford nævner på intet tidspunkt, hvilken etnicitet personerne har. Det må vi gætte os til. At Riedwaan er muslim, får vi dog at vide.
Det er Margie Orfords stærke kvindeportrætter, der står tilbage efter endt læsning. Men hun leger også med sproget og begreberne. Graveyard de Wet på afrikaan lyder sikkert ikke ubevidst som våd kirkegård på engelsk, specialleder Ndlouve hedder Salome til fornavn (det var Salome, der fik Johannes Døberens hoved serveret på et fad), balletten, de unge piger skal danse, hedder Persefone (Persefone er i den græske mytologi underverdenens gudinde), og sådan kunne jeg blive ved.
Clare Hart er Margie Orfords alter ego: en sej og handlekraftig kvinde. Margie Orford er selv gammel studenteraktivist, hun har siddet i fængsel under undtagelsestilstanden i 1985 og er nu præsident for det sydafrikanske PEN. ’Fars pige’ er nummer tre af fem krimier om Clare Hart og den første med Riedwaan Faizal, og jeg vil glæde mig til at læse mere om de to.
Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer