Anmeldelse
Fanden tage dig
Årets vigtigste bog er historien om mordet på Niels Franks søster. En rå, brutal og desværre alt for almindelig fortælling.
I marts 2021 mister forfatter og digter Niels Frank sin søster Elin. Hun er 62 år gammel, bor i Horsens og arbejder til daglig som assistent på en tandlægeklinik. Det er ikke et færdselsuheld, kræft eller selvmord, der kræver hendes liv. Det er en mand. Peter. Tidligere soldat, slagteriarbejder og Elins ægtemand igennem 30 år. Han slår hende ihjel. Med et oversavet jagtgevær. Fordi hun vil skilles.
’Fanden tage dig’ er hård kost. Niels Frank skildrer med kompromisløs ærlighed tiden op til og efter mordet på sin søster. Frustrationen, smerten, vreden, sorgen. Og ikke mindst afmagten over for det monster, som Peter portrætteres som. Omdrejningspunktet er Frank selv, hans voldsomme deroute. Men også hans nevøer Christian og Søren, Elins voksne drenge, hvis indre og ydre liv fra den ene dag til den anden flås i stykker efter farens mord på moren.
Som læser mærker man familiens had og smerte hele vejen igennem, og man føler et kæmpe behov for at placere ansvar, få hævn. Men Niels Frank fortæller selv, at bogen ikke er skrevet som en hævn over Peter. Det er en kortlægning af et forløb, en mindesten over Elin og en belysning af et problem i det danske samfund, hvor der i gennemsnit hver måned begås et kvindedrab af en ægtemand. Det er samtidig refleksioner over, hvad der kunne være gjort for at stoppe det. Et spørgsmålstegn ud for politi og retsvæsen, der gang på gang stilles over for lignende sager med lignede forløb, men som på trist vis virker til ikke at kunne håndtere dem eller undgå dem på trods af gentagende og tydelige advarselssignaler.
Sproget i bogen er enkelt og ligefremt, blottet for storladne tillægsord eller pompøse vendinger. Den vil ikke drive litterær rovdrift på en tragedie, men blot fremstille virkelighedens råhed i al sin enkelhed. Derudover har man fornemmelsen af, at bogen ikke bare er skrevet til os læsere. Niels Frank har haft et tydeligt behov for at fortælle os om kvindedrab – hvor tragisk almindelige de er – men også for at komme af med historien, bruge skriften som et terapeutisk redskab:
”På en sær måde skærmede skriften mig mod hændelserne. Det gik op for mig, at jo mere jeg skrev om dem, desto mere fik jeg dem på afstand.”
Niels Frank skriver sig igennem sorgen og smerten, og alt bliver blotlagt for læseren. Han giver os ubegrænset adgang til mennesker i dyb, dyb sorg og billetter på første række til destruktionen af en familie ved en enkelt vanvittig mands hånd. ’Fanden tage dig’ er ikke opløftende læsning. Du skal være villig til at bevæge dig ind i de mørkeste dele af det menneskelig sind og samfund.
At kalde bogen årets vigtigste kan måske virke voldsomt. Men det er den. Ikke bare fordi den rører og skræmmer, men fordi den er et smukt og nødvendigt eftermæle til en kvinde, der måtte lide en ulidelig skæbne. Hun blev dræbt. På tragisk og uretfærdig vis. Bare fordi hun ville være fri af sin ægtemands psykiske undertrykkelse. Derfor må mordet på hende ikke forsvinde i glemslens tåger.
Årets vigtigste bog er historien om mordet på Niels Franks søster. En rå, brutal og desværre alt for almindelig fortælling.
I marts 2021 mister forfatter og digter Niels Frank sin søster Elin. Hun er 62 år gammel, bor i Horsens og arbejder til daglig som assistent på en tandlægeklinik. Det er ikke et færdselsuheld, kræft eller selvmord, der kræver hendes liv. Det er en mand. Peter. Tidligere soldat, slagteriarbejder og Elins ægtemand igennem 30 år. Han slår hende ihjel. Med et oversavet jagtgevær. Fordi hun vil skilles.
’Fanden tage dig’ er hård kost. Niels Frank skildrer med kompromisløs ærlighed tiden op til og efter mordet på sin søster. Frustrationen, smerten, vreden, sorgen. Og ikke mindst afmagten over for det monster, som Peter portrætteres som. Omdrejningspunktet er Frank selv, hans voldsomme deroute. Men også hans nevøer Christian og Søren, Elins voksne drenge, hvis indre og ydre liv fra den ene dag til den anden flås i stykker efter farens mord på moren.
Som læser mærker man familiens had og smerte hele vejen igennem, og man føler et kæmpe behov for at placere ansvar, få hævn. Men Niels Frank fortæller selv, at bogen ikke er skrevet som en hævn over Peter. Det er en kortlægning af et forløb, en mindesten over Elin og en belysning af et problem i det danske samfund, hvor der i gennemsnit hver måned begås et kvindedrab af en ægtemand. Det er samtidig refleksioner over, hvad der kunne være gjort for at stoppe det. Et spørgsmålstegn ud for politi og retsvæsen, der gang på gang stilles over for lignende sager med lignede forløb, men som på trist vis virker til ikke at kunne håndtere dem eller undgå dem på trods af gentagende og tydelige advarselssignaler.
Sproget i bogen er enkelt og ligefremt, blottet for storladne tillægsord eller pompøse vendinger. Den vil ikke drive litterær rovdrift på en tragedie, men blot fremstille virkelighedens råhed i al sin enkelhed. Derudover har man fornemmelsen af, at bogen ikke bare er skrevet til os læsere. Niels Frank har haft et tydeligt behov for at fortælle os om kvindedrab – hvor tragisk almindelige de er – men også for at komme af med historien, bruge skriften som et terapeutisk redskab:
”På en sær måde skærmede skriften mig mod hændelserne. Det gik op for mig, at jo mere jeg skrev om dem, desto mere fik jeg dem på afstand.”
Niels Frank skriver sig igennem sorgen og smerten, og alt bliver blotlagt for læseren. Han giver os ubegrænset adgang til mennesker i dyb, dyb sorg og billetter på første række til destruktionen af en familie ved en enkelt vanvittig mands hånd. ’Fanden tage dig’ er ikke opløftende læsning. Du skal være villig til at bevæge dig ind i de mørkeste dele af det menneskelig sind og samfund.
At kalde bogen årets vigtigste kan måske virke voldsomt. Men det er den. Ikke bare fordi den rører og skræmmer, men fordi den er et smukt og nødvendigt eftermæle til en kvinde, der måtte lide en ulidelig skæbne. Hun blev dræbt. På tragisk og uretfærdig vis. Bare fordi hun ville være fri af sin ægtemands psykiske undertrykkelse. Derfor må mordet på hende ikke forsvinde i glemslens tåger.
Kommentarer