Dette er bogen, man vil nyde, hvis man kan more sig over en beskrivelse af en farverig og lidenskabelig, italiensk familie. Bogen er fyldt med vidunderlige forviklinger, ingen har de fædre, de burde have, og alle lyver og bedrager efter bedste evne … en evne de alle ejer, i alleryderste grad.
Det hele starter, da bedstemorens fars ustyrlige trang til kvinder og spil fuldstændig ændrer den velhavende og adelige families skæbne. Han spiller nemlig hele familiens formue op, da han en aften taber i chemin de fer. Familien flytter derfor fra deres palæ, og må herefter bo på nåde og almisser hos onkel Ferdinando.
De to søstre Maria og Francesca har med farens ruin mistet deres chance for at blive gift i forhold til deres rang. Til gengæld har de hverken mistet deres slægtsstolthed eller stoltheden over at være adelige prinsesser. Francesca har allerede forelsket sig lidenskabeligt i en markis med en hvid blomst i knaphullet. Men med familiens ruin har hun mistet sin mulighed for at gifte sig standsmæssigt. Francesca får 6 børn med denne markis, og han er gift med en anden. Francesca har en beundringsværdig evne til aldrig at bøje sig for sandheden.
Romanen hedder ’Familiepassioner’, og det er en familiehistorie, der er præget af mystik og kærlighedsdrama og naturligvis handler den om familiepassioner. Passion til både kærlighed og kortspil, passion, der er så voldsom, at hovedpersonen er fuldstændig fanget af og i sine passioner, men til gengæld kan de overvinde alt.
Som læser fanges man af familiens hårdt prøvede liv og af modgangen med smerte og ulykke, men man fanges især af dens smittende livsglæde og evnen til at feste uden smålighed. Når der er fest, inviteres både ex-mænd, ex-kærester og ex-svigerforældre - alle der har elsket.
Oversat fra italiensk af Jytte Lollesgaard efter 'Passione di famiglia'. Tiderne Skifter, 1996. 173 sider.
Kommentarer