I debutant Liv Sejrbo Lidegaards digte er fælleden et sted midt imellem natur og by. Et overset sted – men også et sted ladet med betydning og plads til både forundring, overraskelse og håb.
Som titlen på Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling antyder, er naturen tæt på og nærværende i bogens tekster, men det er byen også. Mange af digtene kredser netop omkring det at bevæge sig imellem de to poler, og derfor er fælleden en meget præcis metafor for et sted, der hverken er by eller land, men noget midt imellem. En mellemzone, som tilhører ingen eller alle, ladet med muligheder og betydninger – ”et sted der får lov til at findes uden at have en funktion”, som det formuleres i en tekst i starten af samlingens andet afsnit ’Lad det gå’.
Selv midt i byen, hvor der ”snart ikke (er) en millimeter sagesløs jord tilbage”, åbnes der i glimt og intense sanseindtryk op for dimensioner, der ikke er rationelle og formålsbestemte, men peger på nye og hidtil ukendte steder, både i bevidstheden, kroppen og sproget: ”gik hjem en morgen det sneede – kåd og kuldret – store bløde fnug/ ned over halmtorvet// hvad skal der ske med de følelser i os – det sted hvor vi har sluppet/ helt – og kigger på sneen.”
Sanse- og bevidsthedsudvidende erfaringer som denne er der mange eksempler på i samlingen. Men karakteristisk og værd at lægge mærke til omfatter disse erfaringer ikke kun i eksklusiv forstand jeg’et selv, men rækker også ud imod det kollektive, fællesskabet og samhørigheden med de andre, kærester og venner, og i videre forstand også med naturen. Smukt og eksemplarisk formuleres det i bogens første afdeling ’Tæt på’, der søgende og fint registrerende trækker forbindelseslinjer mellem naturen, det individuelle og det fælles.
Liv Sejrbo Lidegaards digte lukker sig ikke omkring sig selv som små æstetiske bobler af vellyd og skønhed, men rummer altid et moment af noget etisk forpligtende. Utopiske udkast til nye måder at leve på, ”det som vi er nødt til for at overleve.”
Digtene taler medrivende, energisk, men også kritisk, eftertænksomt et sted fra, hvor der både findes ensomhed og fællesskab, hvor man kan være både taknemmelig og trist. De rummer et varmt forsvar for alt det tilsyneladende unyttige og oversete, alt ”det der sker i mellemrummene”, hvor både gadelarmen og den forsagte kat hører med:
”ikke at være andet end summen af forbindelser/ stadig ensom blandt dem/ kød og nerver/ gadelarm/ udslukt og overfyldt/ af indlært sprog/ savner jeg den forsagte kat/ vi mødte en trist dag/ det der sker i mellemrummene/ hvad siger skårene/ hvis de sagde noget ”
På det seneste er ny dansk poesi – og specielt den der bliver skrevet af kvinder – blevet beskyldt for at være ulideligt selvoptaget og navlepillende. At den karakteristik langt fra er et dækkende billede af lyrikken lige nu, er ’Fælleden’, som er én af årets allerbedste debutdigtsamlinger, et fremragende eksempel på.
Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.
Kommentarer