Anmeldelse
Fædrelandskærlighed
Skønhed og brutalitet går hånd i hånd hos kontroversiel japansk forfatter.
Japanske Yukio Mishima (1925-1970) står bag denne novelle om et ungt officerspar, som begår rituelt selvmord. Det er en på én gang betagende og foruroligende fortælling om kærlighed og pligt, som vil glæde alle med interesse for japansk kultur og historie.
Den unge premiereløjtnant Shinji Takeyama og hans hustru Reiko er hovedpersonerne i denne stramt komponerede novelle, som forløber over ganske få dage i februar 1936, hvor et mytteri bryder ud i den kejserlige japanske hær. Selvom han ikke er en del af oprøret, er Shinji gode venner med de fleste af soldaterne bag mytteriet. Da han får ordre til at lede et angreb mod oprørerne, bliver han fanget i et uløseligt dilemma, for han kan hverken forråde sine venner eller gå imod sine overordnede. Den unge løjtnant ser ingen anden udvej end at begå selvmord, seppuku, og hans hengivne hustru insisterer på at følge ham i døden.
Yukio Mishimas skildring af Shinju og Reikos selvmord er lige så intim, som den er intens, med indfølende, detaljerede beskrivelser af deres sidste timer sammen og af det blodige ritual:
”I skikkelse af hans smukke kone, der sad fuldstændig hvidklædt foran ham, som en nygift brud, så løjtnanten alt det, han elskede og opofrede sig for – kejserfamilien, nationen, flaget – i en opstemt åbenbaring. Fuldkommen som hans kone overfor iagttog disse eksistenser ham, uanset hvorfra eller hvor langt væk de var, med et rent, ufravigeligt blik. Reiko kiggede ligeledes indgående på sin mand, der var på vej i døden, og tænkte, at hun aldrig før i denne verden havde set noget så smukt. Med sine maskuline øjenbryn og sin stramt tillukkede læber udtrykte løjtnanten, der altid havde set godt ud i uniform og nu sad parat til at dø, muligvis den højeste form for mandlig skønhed.”
Den verden, som Yukio Mishima her maler frem, vil sikkert være fremmed for de fleste danske læsere. Det er en verden, hvor traditionelle idealer omkring ære, pligt og skam hersker, hvor hustruer i ét og alt underkaster sig deres mænd, og hvor kollektivt selvmord ses som en logisk og ligefrem ønskværdig løsning på et moralsk dilemma. Alt afhængig af temperament kan 'Fædrelandskærlighed' derfor læses som en fanatisk hyldest til en arkaisk, nationalistisk krigerideologi fra Japans feudale fortid eller som en følsom og stærkt idealiseret fortælling om kærlighed og selvopofrelse i en højere sags tjeneste. Begge tolkninger giver for så vidt god mening. Som læser er man under alle omstændigheder ikke i tvivl om Yukio Mishimas store beundring for sine karakterer og de idealer, de lever og dør for. Man kan heller ikke undgå at blive berørt af hans enestående og vidunderligt smukke sprog, som her i David M. Larssons flotte oversættelse virkelig kommer til sin ret.
'Fædrelandskærlighed' er fra 1960 og er den første tekst af Yukio Mishima, som udkommer på dansk direkte oversat fra japansk. Novellen er et oplagt valg hertil, fordi den så klart peger frem mod forfatterens eget spektakulære selvmord under et kupforsøg i 1970 og den ideologi, som drev ham mod hans endeligt. Den er også et godt eksempel på, at Yukio Mishima, uagtet sine radikale politiske holdninger, var en stor forfatter, som fortjener et stort publikum også i Danmark.
Skønhed og brutalitet går hånd i hånd hos kontroversiel japansk forfatter.
Japanske Yukio Mishima (1925-1970) står bag denne novelle om et ungt officerspar, som begår rituelt selvmord. Det er en på én gang betagende og foruroligende fortælling om kærlighed og pligt, som vil glæde alle med interesse for japansk kultur og historie.
Den unge premiereløjtnant Shinji Takeyama og hans hustru Reiko er hovedpersonerne i denne stramt komponerede novelle, som forløber over ganske få dage i februar 1936, hvor et mytteri bryder ud i den kejserlige japanske hær. Selvom han ikke er en del af oprøret, er Shinji gode venner med de fleste af soldaterne bag mytteriet. Da han får ordre til at lede et angreb mod oprørerne, bliver han fanget i et uløseligt dilemma, for han kan hverken forråde sine venner eller gå imod sine overordnede. Den unge løjtnant ser ingen anden udvej end at begå selvmord, seppuku, og hans hengivne hustru insisterer på at følge ham i døden.
Yukio Mishimas skildring af Shinju og Reikos selvmord er lige så intim, som den er intens, med indfølende, detaljerede beskrivelser af deres sidste timer sammen og af det blodige ritual:
”I skikkelse af hans smukke kone, der sad fuldstændig hvidklædt foran ham, som en nygift brud, så løjtnanten alt det, han elskede og opofrede sig for – kejserfamilien, nationen, flaget – i en opstemt åbenbaring. Fuldkommen som hans kone overfor iagttog disse eksistenser ham, uanset hvorfra eller hvor langt væk de var, med et rent, ufravigeligt blik. Reiko kiggede ligeledes indgående på sin mand, der var på vej i døden, og tænkte, at hun aldrig før i denne verden havde set noget så smukt. Med sine maskuline øjenbryn og sin stramt tillukkede læber udtrykte løjtnanten, der altid havde set godt ud i uniform og nu sad parat til at dø, muligvis den højeste form for mandlig skønhed.”
Den verden, som Yukio Mishima her maler frem, vil sikkert være fremmed for de fleste danske læsere. Det er en verden, hvor traditionelle idealer omkring ære, pligt og skam hersker, hvor hustruer i ét og alt underkaster sig deres mænd, og hvor kollektivt selvmord ses som en logisk og ligefrem ønskværdig løsning på et moralsk dilemma. Alt afhængig af temperament kan 'Fædrelandskærlighed' derfor læses som en fanatisk hyldest til en arkaisk, nationalistisk krigerideologi fra Japans feudale fortid eller som en følsom og stærkt idealiseret fortælling om kærlighed og selvopofrelse i en højere sags tjeneste. Begge tolkninger giver for så vidt god mening. Som læser er man under alle omstændigheder ikke i tvivl om Yukio Mishimas store beundring for sine karakterer og de idealer, de lever og dør for. Man kan heller ikke undgå at blive berørt af hans enestående og vidunderligt smukke sprog, som her i David M. Larssons flotte oversættelse virkelig kommer til sin ret.
'Fædrelandskærlighed' er fra 1960 og er den første tekst af Yukio Mishima, som udkommer på dansk direkte oversat fra japansk. Novellen er et oplagt valg hertil, fordi den så klart peger frem mod forfatterens eget spektakulære selvmord under et kupforsøg i 1970 og den ideologi, som drev ham mod hans endeligt. Den er også et godt eksempel på, at Yukio Mishima, uagtet sine radikale politiske holdninger, var en stor forfatter, som fortjener et stort publikum også i Danmark.
Kommentarer