Anmeldelse
Eurotrash
Vanvittig tour de Schweiz, hvor mor og søn nærmer sig hinanden og ser familiens nazistiske fortid i øjnene. Det er absurd, morsomt og stærkt underholdende.
Allerede på første side af Christian Krachts elegante, sorthumoristiske ’Eurotrash’ har jeg fnist tre gange og frydet mig over Krachts skarpe prosa. Romanen er skrevet i en brutalt selvironisk tone, når den udleverer sin fortæller – en forfatter ved navn Christian Kracht – som en neurotisk og udbrændt melankoliker.
Fortælleren er blevet hidkaldt af sin velhavende gamle mor, som vil tale med ham: ”Og af bar nervøsitet ved tanken havde jeg hele den forlængede weekend følt mig så utilpas, at jeg fik kraftig forstoppelse”. Mor og søn har et mildest talt udfordrende forhold. Christian holder af sin mor, men hun gør det meget svært for ham at passe hende. Moren er alkoholiker og er i mange år gledet ind og ud af psykiatriske klinikker, og hun har en uheldig vane med at spille død, når Christian kommer lidt for tæt på hende.
Ved dette besøg bliver Christian grebet af en pludselig indskydelse, og han læsser sin mor ind i en taxa med en bagage bestående af hendes psykofarmaka, hvidvin og en plastikpose med en formue i kontanter. Sammen kører de på en sidste tur rundt i landet. Det er på tide, at de åbner for familiens hemmeligheder og nazistiske tendenser, og undervejs bliver Christian klogere på, hvorfor hans mor har det så svært. Imens forsøger de at dele plastikposen med familieformuen ud til værdigt trængende, men det er lettere sagt end gjort.
Moren er en fænomenal figur, herlig i al sin krukkethed. Hun er spydig og helt urimelig det ene øjeblik, og det næste er hun en syg og skrøbelig gammel kvinde, som er helt afhængig af sin søn. Det resulterer i adskillige tragikomiske scener, hvor de bl.a. må skifte hendes stomipose i en lift halvvejs oppe ad et bjerg på jagt efter det mest schweiziske syn af alle: en edelweiss.
Det er en roman, som kræver noget af sin læser. Et hurtigt og sarkastisk replikskifte holder dig på tæerne, og der er mange omtaler af intellektuelle forfattere. Romanen er derfor sjovest at læse, hvis du har en rimelig idé om, hvem Daniel Kehlmann eller Michel Houellebecq er. Men så er den til gengæld også rigtig sjov.
Det var en større begivenhed i den tysksprogede litterære verden, da udgivelsen af ’Eurotrash’ blev annonceret. Den kan nemlig betragtes som en form for efterfølger til Krachts debutroman ’Faserland’ fra 1995, som efterhånden er en kultklassiker. ’Faserland’ er – desværre – endnu ikke oversat til dansk, og herfra skal lyde et ønske om, at et dansk forlag vil gøre os den tjeneste. Men du kan sagtens læse ’Eurotrash’ uafhængigt af den, for det er en umådeligt underholdende roman i sig selv.
Vanvittig tour de Schweiz, hvor mor og søn nærmer sig hinanden og ser familiens nazistiske fortid i øjnene. Det er absurd, morsomt og stærkt underholdende.
Allerede på første side af Christian Krachts elegante, sorthumoristiske ’Eurotrash’ har jeg fnist tre gange og frydet mig over Krachts skarpe prosa. Romanen er skrevet i en brutalt selvironisk tone, når den udleverer sin fortæller – en forfatter ved navn Christian Kracht – som en neurotisk og udbrændt melankoliker.
Fortælleren er blevet hidkaldt af sin velhavende gamle mor, som vil tale med ham: ”Og af bar nervøsitet ved tanken havde jeg hele den forlængede weekend følt mig så utilpas, at jeg fik kraftig forstoppelse”. Mor og søn har et mildest talt udfordrende forhold. Christian holder af sin mor, men hun gør det meget svært for ham at passe hende. Moren er alkoholiker og er i mange år gledet ind og ud af psykiatriske klinikker, og hun har en uheldig vane med at spille død, når Christian kommer lidt for tæt på hende.
Ved dette besøg bliver Christian grebet af en pludselig indskydelse, og han læsser sin mor ind i en taxa med en bagage bestående af hendes psykofarmaka, hvidvin og en plastikpose med en formue i kontanter. Sammen kører de på en sidste tur rundt i landet. Det er på tide, at de åbner for familiens hemmeligheder og nazistiske tendenser, og undervejs bliver Christian klogere på, hvorfor hans mor har det så svært. Imens forsøger de at dele plastikposen med familieformuen ud til værdigt trængende, men det er lettere sagt end gjort.
Moren er en fænomenal figur, herlig i al sin krukkethed. Hun er spydig og helt urimelig det ene øjeblik, og det næste er hun en syg og skrøbelig gammel kvinde, som er helt afhængig af sin søn. Det resulterer i adskillige tragikomiske scener, hvor de bl.a. må skifte hendes stomipose i en lift halvvejs oppe ad et bjerg på jagt efter det mest schweiziske syn af alle: en edelweiss.
Det er en roman, som kræver noget af sin læser. Et hurtigt og sarkastisk replikskifte holder dig på tæerne, og der er mange omtaler af intellektuelle forfattere. Romanen er derfor sjovest at læse, hvis du har en rimelig idé om, hvem Daniel Kehlmann eller Michel Houellebecq er. Men så er den til gengæld også rigtig sjov.
Det var en større begivenhed i den tysksprogede litterære verden, da udgivelsen af ’Eurotrash’ blev annonceret. Den kan nemlig betragtes som en form for efterfølger til Krachts debutroman ’Faserland’ fra 1995, som efterhånden er en kultklassiker. ’Faserland’ er – desværre – endnu ikke oversat til dansk, og herfra skal lyde et ønske om, at et dansk forlag vil gøre os den tjeneste. Men du kan sagtens læse ’Eurotrash’ uafhængigt af den, for det er en umådeligt underholdende roman i sig selv.
Kommentarer