Anmeldelse
Et juleeventyr
Det franske makkerpar har tilført julemagi og skønhed til genfortællingen af det tidløse juleeventyr.
De fleste kender historien om Ebenezer Scrooge, der lever sit triste, mørke liv uden at føle nogen glæde. Han lever af at investere og udlåne penge, og siden hans forretningspartner Jacob Marley er død nogle år forinden, er det eneste menneske, Scrooge ser, den ansatte Bob Cratchit, der altid sidder og fryser ved sit enlige stearinlys, fordi der ikke må spildes kul på at opvarme lokalet. Bob har en familie, og hans lille søn Tim er meget syg, men Scrooge kan næsten ikke holde ud, at Bob skal holde fri juledag, da det koster penge.
En aften får Scrooge besøg af Marleys genfærd, der advarer ham mod at forblive nærig og egoistisk, da han så vil ende som ham; et genfærd der ikke kan finde hvile. Scrooge er ikke overbevist, men så dukker fortidens juleånd op, efterfulgt af fremtidens juleånd og til slut den skræmmende fremtidens juleånd, der hver især viser Scrooge sandheder, som har fundet sted, finder sted eller højst sandsynligt kommer til at finde sted, og han bliver rædselsslagen.
Karakteren Scrooge er gengivet adskillige gange, og rollen som den modbydelige gamle gnier er uændret. Men hver gang jeg læser ’Et juleeventyr,’ opdager jeg alligevel noget nyt, fordi hver genfortælling tilfører nærmest umærkelige små forandringer. Som da Scrooge vågner op som et nyt menneske julemorgen og vil forære Bob og familien den store julegås, eller da han opsøger sin familie samme dag. Begge scener foregår en smule anderledes for hver gang.
Maxe L’Hermenier har kastet sig over eventyret og formidlet det i tegneserieform med stor respekt for til den oprindelige fortælling og med stort fokus på at genfortælle og bevare eventyrets centrale temaer i et kortere tekstformat. Thomas Labourot har indfanget den rette julestemning med sine lysende illustrationer og smukke indledninger, hvor rammerne ligner gamle julekort, som er tegnet med masser af juleelementer bla. kristtjørn og juleklokker, og som hver åbner tegneseriens fem kapitler. Hans akvareller er fantastisk stemningsfulde, og London er gengivet eventyrligt med den rette balance af lys og mørke.
Historien indbyder til selvransagelse og indgyder os håb om, at alle mennesker indeholder lys, indsigt og næstekærlighed, som jo er det, julen handler om.
Det franske makkerpar har tilført julemagi og skønhed til genfortællingen af det tidløse juleeventyr.
De fleste kender historien om Ebenezer Scrooge, der lever sit triste, mørke liv uden at føle nogen glæde. Han lever af at investere og udlåne penge, og siden hans forretningspartner Jacob Marley er død nogle år forinden, er det eneste menneske, Scrooge ser, den ansatte Bob Cratchit, der altid sidder og fryser ved sit enlige stearinlys, fordi der ikke må spildes kul på at opvarme lokalet. Bob har en familie, og hans lille søn Tim er meget syg, men Scrooge kan næsten ikke holde ud, at Bob skal holde fri juledag, da det koster penge.
En aften får Scrooge besøg af Marleys genfærd, der advarer ham mod at forblive nærig og egoistisk, da han så vil ende som ham; et genfærd der ikke kan finde hvile. Scrooge er ikke overbevist, men så dukker fortidens juleånd op, efterfulgt af fremtidens juleånd og til slut den skræmmende fremtidens juleånd, der hver især viser Scrooge sandheder, som har fundet sted, finder sted eller højst sandsynligt kommer til at finde sted, og han bliver rædselsslagen.
Karakteren Scrooge er gengivet adskillige gange, og rollen som den modbydelige gamle gnier er uændret. Men hver gang jeg læser ’Et juleeventyr,’ opdager jeg alligevel noget nyt, fordi hver genfortælling tilfører nærmest umærkelige små forandringer. Som da Scrooge vågner op som et nyt menneske julemorgen og vil forære Bob og familien den store julegås, eller da han opsøger sin familie samme dag. Begge scener foregår en smule anderledes for hver gang.
Maxe L’Hermenier har kastet sig over eventyret og formidlet det i tegneserieform med stor respekt for til den oprindelige fortælling og med stort fokus på at genfortælle og bevare eventyrets centrale temaer i et kortere tekstformat. Thomas Labourot har indfanget den rette julestemning med sine lysende illustrationer og smukke indledninger, hvor rammerne ligner gamle julekort, som er tegnet med masser af juleelementer bla. kristtjørn og juleklokker, og som hver åbner tegneseriens fem kapitler. Hans akvareller er fantastisk stemningsfulde, og London er gengivet eventyrligt med den rette balance af lys og mørke.
Historien indbyder til selvransagelse og indgyder os håb om, at alle mennesker indeholder lys, indsigt og næstekærlighed, som jo er det, julen handler om.
Kommentarer