Refleksion og poesi, idealisme og menneskelighed går hånd i hånd i denne enestående roman om det mørkeste kapitel i Kinas historie. Kulturrevolutionen har fået sit eftertrykkeligste mindesmærke.
På et hotelværelse i Hongkong bliver eksilfortælleren af en tysk elskerinde konfronteret med sin fortid under kulturrevolutionen i Kina tyve år efter dens afslutning. Hvad var det, der skete, og hvem var han dengang? En grum fortælling om idealistisk ekstremisme og et blakket billede af fortælleren som skiftevis iagttager, politisk medløber og offer rulles ud i en selvreflekterende dobbeltroman om fortælleren dengang og nu.
Mangt og meget er blevet sagt og skrevet om Formand Maos kulturrevolution (1966-76), så meget, at det er blevet en genre for sig selv, den såkaldte sårlitteratur. Mest kendt er utvivlsomt Vilde svaner, men Gao Xingjian er i en klasse for sig. Skiftende mellem fortælleren under og efter det groteske tiår oplever vi dels tidens interpersonelle relationer, alles kamp mod alle og den evige frygt for at blive opdaget og stukket af familie, venner eller kæreste, dels de menneskelige følger heraf. Og det på et niveau, hvor de færreste forfattere kan være med.
Efter endt læsning står fortællerens nøgterne ærlighed og selvrefleksion særligt stærkt i min erindring. Frigjort af alle ismer viser han sig nøgen for læseren og forekommer så fri, som et menneske kan blive. Han har løsrevet sig fra alle bånd, der bandt ham til Kina. Kun erindringen og sproget er tilbage. Dermed bliver romanen også en livsklog refleksion over det at være menneske, på godt og ondt. Og ensom er han, fortælleren, men tilfreds i sin ensomhed - og glad for at være i live:
”Døden er den yderste barriere. Livets skønhed ligger før. Slå dine koldbøtter og nyd det.”
Et ensomt menneskes bibel er et uovertruffent stykke bekendelses- og erkendelseslitteratur skrevet af en eksileret kineser, der har noget på hjerte, og som har erkendt, at livet, trods dets flygtighed og grusomhed, trods alt er værd at leve. En så mangesidet terning, at den næsten er rund. Jeg slugte ikke bogen råt, men tyggede omhyggeligt på hver en stavelse. Jeg er næppe før blevet så mærket af en bog. Den har sat sig som et ar på krop og sjæl.
Kommentarer