Anmeldelse
Et andet menneske, et andet liv af Sofie Jama
Sofie Jamas hæsblæsende og barske debut om flygtningeskæbner berører emner som overlevelse, identitet og seksualitet og efterlader at uudsletteligt indtryk.
Dansk-somaliske Sofie Jama debuterer med en barsk roman om tre flygningeskæbner og de menneskelige omkostninger ved et liv som flygtning. Romanen behandler vigtige emner som overlevelse, identitet og hvordan man som flygtning nødvendigvis må forandre og forvandle sig for at kunne overleve. En særlig vigtig tematik er den forbudte seksualitet hos omskårne kvinder. Romanen er ikke selvbiografisk men har nogle fællestræk med Sofie Jamas eget liv. En vidtforgrenet, voldsom læseoplevelse i tråd med Sara Omars Dødevaskeren.
Den unge pige Baraka er i 1990’erne på flugt fra borgerkrigen i Somalia med sin klan. Familien lever en nomadetilværelse, og efter et liv på flugt fuld af umenneskelige prøvelser ender hun sammen med sin mor og nogle af sine søskende i Danmark. I Somalia er Baraka blevet omskåret, og det er starten på en stærk seksuel drift, der følger hende hele livet. I Danmark må Baraka kæmpe for at finde en ny identitet og passe ind i det danske samfund, noget der lægger afstand til hendes somaliske og muslimske baggrund.
Da Baraka en dag er på biblioteket for at skrive en opgave om holocaust, møder hun den gamle enke Rosa. Et venskab spirer, og i hinanden finder de en fortrolig at spejle sig i og dele deres hemmeligheder med. Rosa fortæller Baraka sin historie, som strækker sig fra 2. verdenskrig til nutidens København, hvor Rosa i mange år har levet under falsk identitet i et proformaægteskab med en rig, homoseksuel mand ved navn Theodor. Jødiske Rosa hed førhen Esther og overlevede livet i en KZ-lejr under 2. verdenskrig som elskerinde til en tysk kommandant. Senere blev Rosa, med hjælp fra ægtemandens midler, jordejer i Palæstina og en del af den zionistiske drøm om en jødisk stat.
Efter nogle år i Danmark tager Baraka navneforandring til Maria. Hun er blevet god til at tilpasse sig de mange forskellige miljøer, hun har levet i, og hun begynder at spille teater. Det bliver starten på en skuespillerkarriere i USA, men hun vender sidenhen tilbage til Danmark i håbet om at blive accepteret af sin familie for sine valg.
Den tredje skæbneberetning introduceres også gennem Maria, som nu arbejder på et Røde Kors asylcenter. Her møder hun Umar, en dreng, der er kommet til Danmark som uledsaget flygtning fra Syrien. Men Umar forsvinder pludselig, og Maria kan ikke glemme ham. Historien om Umar er ligeledes en fortælling om at være flygtning, at miste sin familie under krigens rædsler og de veje, der har bragt ham til Danmark.
Romanen følger skiftevis Baraka/Maria, Esther/Rosa og Umars skæbneretninger. Sofie Jama beskriver nøgternt og usentimentalt historiske begivenheder og krigens rædsler vekslende mellem fortid og nutid, Danmark og de krigsplagede områder. Alle tre må afgive noget af deres identitet og genopfinde sig selv flere gange for at overleve. Det er en vidtforgrenet, dramatisk og barsk roman om tre skæbner, som til sidst bindes sammen i en overraskende slutning, som samtidig åbner for en fortsættelse.
Sofie Jama behandler i sin debutroman temaer om at være splittet mellem flere kulturer, identitetstab og kvinders seksualitet. Hun bruger omskæring som billede på de mange identiteter og roller, man er fanget i og må påtage sig for at overleve: ”Siden er jeg er blevet omskåret mange gange. Skåret i med metaforiske knive, som jeg havde mere eller mindre magt over, af hænder, der tilhørte folk, jeg nærede kærlighed eller had til. Hver gang jeg eller andre har truffet et afgørende valg, der har ændret min form, min identitet og min karakter. Vi omskæres igen og igen”. Sofie Jama slår et vigtigt slag for kvinders ret til et seksualliv. Hun løfter bogstavelig talt op i kjolen og viser, at omskårne kvinder kan føle nydelse og ikke skal skamme sig over det.
Romanen vil meget og kommer vidt omkring. Deri er det en stor mundfuld at kapere, og jeg kunne godt have undværet de dele af romanen, som omhandler Barakas/Marias skuespillerkarriere og Esthers/Rosas ”eventyr” i Palæstina, da disse dele efter min smag bliver for ”kulørte” i forhold til romanens vigtigere budskaber omkring kvinders seksualitet, overlevelse og identitet. Man kan dog ikke tage fra Sofie Jama, at det er en væsentlig debut, som berører og efterlader læseren med et uudsletteligt indtryk af, at flygtningeskæbner bærer på en, ja mange usynlige historier og ar på sjælen.
Sofie Jamas hæsblæsende og barske debut om flygtningeskæbner berører emner som overlevelse, identitet og seksualitet og efterlader at uudsletteligt indtryk.
Dansk-somaliske Sofie Jama debuterer med en barsk roman om tre flygningeskæbner og de menneskelige omkostninger ved et liv som flygtning. Romanen behandler vigtige emner som overlevelse, identitet og hvordan man som flygtning nødvendigvis må forandre og forvandle sig for at kunne overleve. En særlig vigtig tematik er den forbudte seksualitet hos omskårne kvinder. Romanen er ikke selvbiografisk men har nogle fællestræk med Sofie Jamas eget liv. En vidtforgrenet, voldsom læseoplevelse i tråd med Sara Omars Dødevaskeren.
Den unge pige Baraka er i 1990’erne på flugt fra borgerkrigen i Somalia med sin klan. Familien lever en nomadetilværelse, og efter et liv på flugt fuld af umenneskelige prøvelser ender hun sammen med sin mor og nogle af sine søskende i Danmark. I Somalia er Baraka blevet omskåret, og det er starten på en stærk seksuel drift, der følger hende hele livet. I Danmark må Baraka kæmpe for at finde en ny identitet og passe ind i det danske samfund, noget der lægger afstand til hendes somaliske og muslimske baggrund.
Da Baraka en dag er på biblioteket for at skrive en opgave om holocaust, møder hun den gamle enke Rosa. Et venskab spirer, og i hinanden finder de en fortrolig at spejle sig i og dele deres hemmeligheder med. Rosa fortæller Baraka sin historie, som strækker sig fra 2. verdenskrig til nutidens København, hvor Rosa i mange år har levet under falsk identitet i et proformaægteskab med en rig, homoseksuel mand ved navn Theodor. Jødiske Rosa hed førhen Esther og overlevede livet i en KZ-lejr under 2. verdenskrig som elskerinde til en tysk kommandant. Senere blev Rosa, med hjælp fra ægtemandens midler, jordejer i Palæstina og en del af den zionistiske drøm om en jødisk stat.
Efter nogle år i Danmark tager Baraka navneforandring til Maria. Hun er blevet god til at tilpasse sig de mange forskellige miljøer, hun har levet i, og hun begynder at spille teater. Det bliver starten på en skuespillerkarriere i USA, men hun vender sidenhen tilbage til Danmark i håbet om at blive accepteret af sin familie for sine valg.
Den tredje skæbneberetning introduceres også gennem Maria, som nu arbejder på et Røde Kors asylcenter. Her møder hun Umar, en dreng, der er kommet til Danmark som uledsaget flygtning fra Syrien. Men Umar forsvinder pludselig, og Maria kan ikke glemme ham. Historien om Umar er ligeledes en fortælling om at være flygtning, at miste sin familie under krigens rædsler og de veje, der har bragt ham til Danmark.
Romanen følger skiftevis Baraka/Maria, Esther/Rosa og Umars skæbneretninger. Sofie Jama beskriver nøgternt og usentimentalt historiske begivenheder og krigens rædsler vekslende mellem fortid og nutid, Danmark og de krigsplagede områder. Alle tre må afgive noget af deres identitet og genopfinde sig selv flere gange for at overleve. Det er en vidtforgrenet, dramatisk og barsk roman om tre skæbner, som til sidst bindes sammen i en overraskende slutning, som samtidig åbner for en fortsættelse.
Sofie Jama behandler i sin debutroman temaer om at være splittet mellem flere kulturer, identitetstab og kvinders seksualitet. Hun bruger omskæring som billede på de mange identiteter og roller, man er fanget i og må påtage sig for at overleve: ”Siden er jeg er blevet omskåret mange gange. Skåret i med metaforiske knive, som jeg havde mere eller mindre magt over, af hænder, der tilhørte folk, jeg nærede kærlighed eller had til. Hver gang jeg eller andre har truffet et afgørende valg, der har ændret min form, min identitet og min karakter. Vi omskæres igen og igen”. Sofie Jama slår et vigtigt slag for kvinders ret til et seksualliv. Hun løfter bogstavelig talt op i kjolen og viser, at omskårne kvinder kan føle nydelse og ikke skal skamme sig over det.
Romanen vil meget og kommer vidt omkring. Deri er det en stor mundfuld at kapere, og jeg kunne godt have undværet de dele af romanen, som omhandler Barakas/Marias skuespillerkarriere og Esthers/Rosas ”eventyr” i Palæstina, da disse dele efter min smag bliver for ”kulørte” i forhold til romanens vigtigere budskaber omkring kvinders seksualitet, overlevelse og identitet. Man kan dog ikke tage fra Sofie Jama, at det er en væsentlig debut, som berører og efterlader læseren med et uudsletteligt indtryk af, at flygtningeskæbner bærer på en, ja mange usynlige historier og ar på sjælen.
Kommentarer