Emigration, homoseksualitet og marokkansk-arabisk familieliv er hovedtemaer i Abdellah Taïas smukke, selvbiografiske udviklingsroman.
Marokkanske Abdellah Taïas første bog på dansk er bemærkelsesværdig både som et kompromisløst bekendelsesskrift, der ikke viger tilbage fra at tage tabuiserede emner op, og som en skildring af den drøm om et bedre liv i Europa, som mange emigranter deler, men som langt fra alle har held til at realisere.
Bogen, som er baseret på forfatterens egne erfaringer, er inddelt i tre dele. I første del skildrer Taïa sin opvækst i byen Salé i Marokko og livet sammen med sin familie i en lille lejlighed. Kun faderen og storebroderen, Abdelkébir, havde egne værelser, mens Abdellah måtte dele med sin mor, seks søstre og lillebror. Skildringen af livet i barndomshjemmet er ikke en historie om afsavn, til trods for den fattigdom familien levede under, men et levende portræt af den intimitet og sanselighed, som Taïa oplevede i det trange hjem, hvor selv forældrenes sexliv ikke kunne skjules:
”For mig er min familie tæt forbundet med en meget kraftig smag af sex. Det er, som om vi alle var hinandens partnere, hele tiden ud og ind mellem hinanden og uden nogen form for skyldfølelse. Vi lærte os, at sex, ligegyldigt hvem man har det med, ikke er noget man skal være bange for. Det er en lærdom, min mor har givet mig kraft af sit liv, sine glæder og sine tilbøjeligheder. Jeg vil aldrig glemme den, og jeg prøver indimellem ganske naivt at leve efter den. ”
Som forældrenes førstefødte har storebroderen Abdelkébir en helt særlig status i familien, også for den unge Abdellah. Taïa beskriver, hvordan han idealiserede sin storebror og med tiden udviklede en stærk følelsesmæssig og fysisk tiltrækning til ham.
Anden del af bogen, som delvist er skrevet i dagbogsform, omhandler en afgørende periode i Taïas liv, hvor han under en ferie i Tanger får vakt sin interesse for sproget og litteraturen, og samtidig må erkende sine homoseksuelle følelser over for storebroderen:
”Sammen med Abdelkébir kan livet indimellem, selv i roen og stilheden, begynde at sitre. Blive romantisk. Uforglemmeligt. Sammen med Abdelkébir vil jeg altid overgive mig, selv blandt de vantro. Jeg er ikke længere mig selv, jeg er til for hans skyld. Jeg tilhører ikke mig selv.”
I tredje del fortæller Taïa om sit møde med Europa, en verden som for alvor åbnes op for ham af den schweiziske akademiker, Jean, som han forelsker sig i og flere gange besøger i Genève. Forholdet mellem de to går dog i stykker, og da Taïa senere får et stipendium til universitetet i Genève, står han pludselig alene, uden penge eller et sted at bo. Derfor må han ty til Frelsens Hærs herberg i byen, hvor han møder andre emigranter, der hver på sin måde kæmper for at skabe sig et liv i Europa.
’Englene fra Frelsens Hær’ er hverken en lidelseshistorie eller et anklageskrift, hvad historien om den unge, homoseksuelle emigrant sagtens kunne have været. Her er ingen selvmedlidenhed og ingen moraliseren, hverken overfor den arabiske verden, hvor Taïas homoseksualitet gør ham til et nemt offer, eller overfor et Europa, der langt fra lever op til de drømme, Taïa havde for tilværelsen. Der er heller ingen løftede pegefingre over for familien eller ekskæresten Jean. Tværtimod er Abdellah Taïas fortælling fra start til slut præget af en ærlighed, åbenhed og naivitet, som også kommer til udtryk i hans følsomme og sanselige skrivestil, hvor sproget hele tiden bruges til at kaste lys indad, over forfatterens følelser, begær og drømme, og samtidig – gennem hans oplevelser – give stemme til de mennesker, som befinder sig på samfundets skyggeside. Det gør ’Englene fra Frelsens Hær’ til en virkelig smuk roman, som ærligt og fordomsfrit udforsker nogle af de emner, vi ofte har sværest ved at tale om.
Kommentarer