Anmeldelse
Engang var der ulve
Spændende og tankevækkende roman om klima, vild natur og spændinger mellem mennesker.
Den australske forfatter Charlotte McConaghy debuterede i 2020 med romanen Til verdens ende, som jeg var meget begejstret for og har anbefalet vidt og bredt lige siden. Nu er forfatteren bogaktuel med endnu en roman om klima, natur og spændingerne mellem mennesker. Forfatteren leger i begge bøger med sine forestillinger om, hvordan menneskeheden kan løse klimakrisen. Men hvor den første roman foregår i en nær fremtid, hvor dyrene på kloden er begyndt at uddø, udspiller ‘Engang var der ulve’ sig i en tid, der ligner nutiden.
I ‘Engang var der ulve’ møder vi biologen Inti Flynn, hvis job det er at genudsætte ulve i naturområder for på den måde at forsøge at “rewilde” naturen. Inti Flynn og hendes lille hold af biologer, dyrlæger og statistikeksperter er derfor ankommet til det skotske højland for at sætte ulve fri, fordi det vil drive hjortene mere rundt i naturområderne og dermed skabe et bedre økosystem. Projektet er til min store overraskelse inspireret af et virkeligt forsøg, man lavede i 1995 i Yellowstone National Park i USA, som har haft stor succes med at puste nyt liv i naturen der.
“Hjorte æder træ- og planteskud, så intet får en chance for at gro. Vi bliver løbet over ende af hjorte. Men ulve renser ud i hjortepopulationen og holder den i bevægelse, hvilket tillader en naturlig plante- og vegetationsvækst, som animerer bestøvende insekter og mindre pattedyr og gnavere til at vende tilbage, hvilket på sin side igen muliggør rovfuglenes tilbagevenden(...) Et varieret økosystem er sundt, og alting nyder godt af et sundt, naturligt økosystem”
Inti og hendes hold er blevet hyret af de skotske myndigheder til projektet, men møder som forventeligt stor modstand fra de lokale landbrugsejere og machomænd. Da en af de mænd, som har stået forrest i modstanden mod ulvene, bliver fundet myrdet, åbner der sig et drama i romanen, som både driver handlingen frem og på samme tid virker unødvendigt for bogens ellers ret interessante naturgenoprettelses-agenda.
McConaghy har ikke bevæget sig så langt væk fra det romanstof, som hun skrev frem i sin første bog. I begge bøger undersøger forfatteren menneskets løsninger, reaktioner og følelser i forhold til klimakrisen, både på et strukturelt og individuelt niveau. Dertil kommer også at begge bøger har et krimiplot, som driver dem frem, men uden at være reelle kriminalromaner. Og så har de begge en kærlighedshistorie, og hovedpersonerne må komme enden nær, før det til sidst bliver godt. Det lyder ret opskriftsagtigt, men sådan opleves det egentlig ikke, når man læser dem. Men hvor ‘Til verdens ende’ har en mere fantasifuld ramme og opbygning, byder ‘Engang var der ulve’ på en mere klassisk fortællestil.
Jeg var godt underholdt fra start til slut, men savnede lidt af den fantasifuldhed, som drev handlingen frem i McConaghys første roman. Jeg blev nysgerrig på flere aspekter, mens jeg læste den og kan derfor godt tilgive den lidt opskriftsprægede handling, selvom jeg stadig nærer et håb om at se forfatteren turde endnu mere med sin næste roman.
Spændende og tankevækkende roman om klima, vild natur og spændinger mellem mennesker.
Den australske forfatter Charlotte McConaghy debuterede i 2020 med romanen Til verdens ende, som jeg var meget begejstret for og har anbefalet vidt og bredt lige siden. Nu er forfatteren bogaktuel med endnu en roman om klima, natur og spændingerne mellem mennesker. Forfatteren leger i begge bøger med sine forestillinger om, hvordan menneskeheden kan løse klimakrisen. Men hvor den første roman foregår i en nær fremtid, hvor dyrene på kloden er begyndt at uddø, udspiller ‘Engang var der ulve’ sig i en tid, der ligner nutiden.
I ‘Engang var der ulve’ møder vi biologen Inti Flynn, hvis job det er at genudsætte ulve i naturområder for på den måde at forsøge at “rewilde” naturen. Inti Flynn og hendes lille hold af biologer, dyrlæger og statistikeksperter er derfor ankommet til det skotske højland for at sætte ulve fri, fordi det vil drive hjortene mere rundt i naturområderne og dermed skabe et bedre økosystem. Projektet er til min store overraskelse inspireret af et virkeligt forsøg, man lavede i 1995 i Yellowstone National Park i USA, som har haft stor succes med at puste nyt liv i naturen der.
“Hjorte æder træ- og planteskud, så intet får en chance for at gro. Vi bliver løbet over ende af hjorte. Men ulve renser ud i hjortepopulationen og holder den i bevægelse, hvilket tillader en naturlig plante- og vegetationsvækst, som animerer bestøvende insekter og mindre pattedyr og gnavere til at vende tilbage, hvilket på sin side igen muliggør rovfuglenes tilbagevenden(...) Et varieret økosystem er sundt, og alting nyder godt af et sundt, naturligt økosystem”
Inti og hendes hold er blevet hyret af de skotske myndigheder til projektet, men møder som forventeligt stor modstand fra de lokale landbrugsejere og machomænd. Da en af de mænd, som har stået forrest i modstanden mod ulvene, bliver fundet myrdet, åbner der sig et drama i romanen, som både driver handlingen frem og på samme tid virker unødvendigt for bogens ellers ret interessante naturgenoprettelses-agenda.
McConaghy har ikke bevæget sig så langt væk fra det romanstof, som hun skrev frem i sin første bog. I begge bøger undersøger forfatteren menneskets løsninger, reaktioner og følelser i forhold til klimakrisen, både på et strukturelt og individuelt niveau. Dertil kommer også at begge bøger har et krimiplot, som driver dem frem, men uden at være reelle kriminalromaner. Og så har de begge en kærlighedshistorie, og hovedpersonerne må komme enden nær, før det til sidst bliver godt. Det lyder ret opskriftsagtigt, men sådan opleves det egentlig ikke, når man læser dem. Men hvor ‘Til verdens ende’ har en mere fantasifuld ramme og opbygning, byder ‘Engang var der ulve’ på en mere klassisk fortællestil.
Jeg var godt underholdt fra start til slut, men savnede lidt af den fantasifuldhed, som drev handlingen frem i McConaghys første roman. Jeg blev nysgerrig på flere aspekter, mens jeg læste den og kan derfor godt tilgive den lidt opskriftsprægede handling, selvom jeg stadig nærer et håb om at se forfatteren turde endnu mere med sin næste roman.
Kommentarer