Anmeldelse
En søns historie
100 års familiehistorie fortælles let og elegant i velkomponeret roman om at være forbundet med ukendte, fortidige mennesker og begivenheder.
André har to mødre: hans biologiske mor Gabrielle, som han kun ser få uger om året, og så Hélène, som han bor hos, og som i virkeligheden er hans moster. Ingen udover Gabrielle ved, hvem hans far er, men resten af familien er egentlig også ligeglade. De har taget ham til sig som en søn og er mest bekymrede for, om Gabrielle lige pludselig kunne få lyst til at agere mor og tage André med sig langt væk til Paris, hvor hun lever sit mystiske, selvstændige kvindeliv. Trods sit lykkelige familieliv mærker André en stille længsel efter at kende sit ophav, og til hans bryllup delagtiggør Gabrielle ham i hans fars identitet. Og hvad stiller man op med den information?
Romanen fortæller i glimt om Andrés ukendte familie, de mennesker han hænger usynligt sammen med, endnu før han selv er født og efter hans død. Med titlen ’En søns historie’ peger romanen på det centrale tema, som er denne forbundethed. At være søn – af nogen. Der er mange sønner og døtre i romanen, mange efterkommere, og egentlig kunne de alle sammen være sønnen i romanens titel.
Det er smukt at se menneskeliv folde sig så levende ud på siden, og som læser kommer jeg uvægerligt til at tænke på alle de ukendte mennesker, jeg selv er forbundet med. Mennesker, jeg har arvet mit navn fra, og måske en næse, en gestik eller et ordsprog; mennesker som har levet deres almindelige og alligevel unikke liv, som nu kun huskes med nogle årstal stående på en gravsten. Der er et helt liv i bindestregen mellem de to årstal, som der står i ’En søns historie’.
Romanens slutning er meget rørende, og ved endt læsning føler jeg det samme sug i maven over det storslåede i det lille menneskeliv og i tidens gang, som jeg gjorde i mesterlige Annie Ernaux’ ’Årene’ og ’Min far & Kvinden’. Hvor Ernaux altid skriver med sit eget liv som udgangspunkt, har Marie-Hélène Lafon dog komponeret en fiktiv familiehistorie. En virkelig velkomponeret fortælling, hvor hun med sikker hånd fører læseren frem og tilbage i familiehistoriens begivenheder.
Marie-Hélène Lafon er et større og prisbelønnet navn i Frankrig, men dette er første oversættelse til dansk. Det er skønt med endnu en introduktion til et stærkt fransk forfatterskab til os læsere af bevægende og reflekterende familiefortællinger á la Annie Ernaux og Delphine de Vigan i ’Alt må vige for natten’.
100 års familiehistorie fortælles let og elegant i velkomponeret roman om at være forbundet med ukendte, fortidige mennesker og begivenheder.
André har to mødre: hans biologiske mor Gabrielle, som han kun ser få uger om året, og så Hélène, som han bor hos, og som i virkeligheden er hans moster. Ingen udover Gabrielle ved, hvem hans far er, men resten af familien er egentlig også ligeglade. De har taget ham til sig som en søn og er mest bekymrede for, om Gabrielle lige pludselig kunne få lyst til at agere mor og tage André med sig langt væk til Paris, hvor hun lever sit mystiske, selvstændige kvindeliv. Trods sit lykkelige familieliv mærker André en stille længsel efter at kende sit ophav, og til hans bryllup delagtiggør Gabrielle ham i hans fars identitet. Og hvad stiller man op med den information?
Romanen fortæller i glimt om Andrés ukendte familie, de mennesker han hænger usynligt sammen med, endnu før han selv er født og efter hans død. Med titlen ’En søns historie’ peger romanen på det centrale tema, som er denne forbundethed. At være søn – af nogen. Der er mange sønner og døtre i romanen, mange efterkommere, og egentlig kunne de alle sammen være sønnen i romanens titel.
Det er smukt at se menneskeliv folde sig så levende ud på siden, og som læser kommer jeg uvægerligt til at tænke på alle de ukendte mennesker, jeg selv er forbundet med. Mennesker, jeg har arvet mit navn fra, og måske en næse, en gestik eller et ordsprog; mennesker som har levet deres almindelige og alligevel unikke liv, som nu kun huskes med nogle årstal stående på en gravsten. Der er et helt liv i bindestregen mellem de to årstal, som der står i ’En søns historie’.
Romanens slutning er meget rørende, og ved endt læsning føler jeg det samme sug i maven over det storslåede i det lille menneskeliv og i tidens gang, som jeg gjorde i mesterlige Annie Ernaux’ ’Årene’ og ’Min far & Kvinden’. Hvor Ernaux altid skriver med sit eget liv som udgangspunkt, har Marie-Hélène Lafon dog komponeret en fiktiv familiehistorie. En virkelig velkomponeret fortælling, hvor hun med sikker hånd fører læseren frem og tilbage i familiehistoriens begivenheder.
Marie-Hélène Lafon er et større og prisbelønnet navn i Frankrig, men dette er første oversættelse til dansk. Det er skønt med endnu en introduktion til et stærkt fransk forfatterskab til os læsere af bevægende og reflekterende familiefortællinger á la Annie Ernaux og Delphine de Vigan i ’Alt må vige for natten’.
Kommentarer