Henning Jensens har skrevet en både barsk og formidabel erindringsbog om en barndom med en kærlig far og en dominerende mor med et vanskelligt sind.
Henning Jensen er opvokset som enebarn på Stevns, hvor hans far drev deres lille husmandssted, og hans mor havde uforløste drømme, der i perioder tyngede hjemmet. Hans far ville så gerne være sammen med sin søn, men det måtte han ikke, da hans mor var overbevist om, at det kunne ødelægge hendes ambitioner for ham. Hun ville have, at Henning skulle på gymnasiet, og til det sagde hans matematiklærer: ”Nu er det heldigvis sådan, at der, Gud være lovet, er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, lille Jensen”. Sådan var det at tilhøre underklassen i 1950’erne. Men Henning kom i gymnasiet.
Da moren dør dybt dement, beskriver Henning Jensen sin far som sjæleligt hjemløs. Han lægger stor vægt på at fortælle, hvordan han endelig fik lov at elske sin far, der var varm og kærlig ud over alle grænser, og som endte med at give Henning det bedste af sig selv. Henning Jensen reflekterer over, hvordan hans far i ensomhed havde gået rundt mellem sine dyr og på sin jord, mens hans mor regerede med millimeterkontrol i huset. Som voksen indser skuespilleren, at hans mor ikke troede hun var god nok ,og derfor mente, at hun var i sin gode ret til at slå fra sig.
Da Henning som voksen selv oplever både mani og depression, indser han, at det også er det, hans mor har kæmpet med, men at hun uden hjælp måtte leve med de lammende og depressive svingninger. Han fortæller om, hvor svært det har været at vokse op i "dette gnistrende spændingsfelt mellem sammenstød, bitterhed og afmagt” og særligt i feltet mellem gavmildhed og vrede hos sin mor. Det er i høj grad også en beretning om at ikke blot at overleve, men at leve.
Som voksen har alle morens restriktioner betydet, at Henning først sent i sit liv har turdet være den, han er, og at han derfor tidligere primært levede i sine roller som skuespiller. Han fortæller også om, hvordan han efter mange år med store roller, en dag ikke har mere at give og bliver sygemeldt med en dyb depression. En enorm vilje får ham dog på scenen igen som et modigere, lettere og mere eftertænksomt menneske.
Romanen er fantastisk veldrevet og reflekteret. Henning Jensens ønske om at forstå sin mor har tvunget ham til at genopdage sig selv udenfor hendes skygge. I processen fandt han desuden sin søde og taknemmelige far, og de opbyggede et stærkt og kærligt forhold.
Kommentarer