Anmeldelse
En lille plet på jorden
25 danskeres glæde over Danmark i en bog, der allerede på omslaget røber, hvor vi er henne i verden: der er valmuer, margueritter, enebærbuske og moden kornmark under en meget blå himmel ...
”Hvornår har du sidst været i Danmark?” spurgte Danmarks Turistråd i en reklame-kampagne her i foråret.
Det kunne jeg så svare positivt på: dér har jeg været så tit, altså holdt ferie i danske omgivelser, og jeg fik pludselig sådan en lyst til det igen, at opleve dufte, lys, lyde, stemninger, landskaber, vand og himmel.
For i en ferie ser du det pludselig – landet; også det landskab og de bydele, som du ellers ser mest til. For når du har tid og giver dig tid, ser du også det ukendte i det kendte, dét usete, som dog hele tiden har været der. Og på de tidspunkter er det også, der bliver åbnet til minderne, erfaringerne, hele den kultur, du er en del af, og til alle dem, der har været der før dig.
For mange af os københavnere er Jylland bare det bedste! Men min plet på jorden er nok alligevel Danmark – jeg tager det hele med!
Jeg elsker, når jeg har ferie, at komme helt derud, hvor markvejen ender, der hvor der stadig er højt til himlen, helt stille og fuldstændig mørkt om natten. Jeg elsker at forundres over, at der ikke er det sted i landet, hvor man ikke inden for en halv time kan nå ud til kysten og se havet, bæltet, sundet, fjorden.
For her er jeg afhængig: jeg må simpelthen ha’ min regelmæssige dosis hav – det giver mig ro, det stimulerer min livslyst – det er barsk, utæmmeligt, frisk, solbeskinnet, smilende.
Mine børn er blevet ”slæbt” med, nogle gange skulle vi flere år i træk ”til Danmark” på sommerferie. Det var ikke noget, der gav prestige blandt kammeraterne, og børnene mente også, at de havde set det hele før!
Men en lille sejr for konceptet var, da min 13–årige datter skulle ha’ den sidste dosis Jylland sammen med forældrene. Noget vrangvilligt gik det, bortset fra på en enkelt afstikker over grænsen til Nolde-museet og Flensborg. Så nåede vi endelig Skagen; sidste station på turen, og sjaskende i vand til midt på lårene på Skagen Odde, udbrød det søde barn spontant: det her er lige så godt som butikkerne i Flensborg! Dér var ikke et voksenøje tørt!
Og jeg må sige, det var en rigtig erindrings- og associationsbog, jeg havde fået fingre i med ”En lille plet på jorden”. Søren Vinterberg har samlet 25 danskeres (læs: forfatteres og andre skribenters) indlæg om glæde over Danmark i en bog, der allerede på omslaget røber, hvor vi er henne i verden. Der er valmuer, margueritter, enebærbuske og moden kornmark under en meget blå himmel.
Og bogen giver os så essays, noveller, digte, ja sågar en enkelt fædrelandssang, fra personer, der spænder vidt i år som i geografisk spredning. Og hver har de deres Danmark, deres yndlingssteder og –sindstilstande, for det er både et geografisk og et mentalt billede af Danmark og af dansk identitet, og den tager sit udgangspunkt i vores opvækst i dansk natur og dansk sprog.
Er det nu til at holde ud, sådan en dyrkelse af det nationale, af danske rødder? Er sådan en udgivelse ikke bare nostalgi, så det driver? Jo, måske er der vel meget ”guldalder” over foretagendet, og bogen henvender sig helt sikkert til den generation, der er vokset op med Jørgen Stein og Cleo og Lidenlund-tegneren Henning Gantriis. Men – og derfor er den alligevel til at holde ud – den bærer også moderniteten i sig, repræsenteret af forfattere som Naja Marie Aidt, Mads Brenøe, Troels Kløvedal, Bent Vinn Nielsen, Vagn Lundbye og en befriende sund skepsis fra Arthur Krasilnikoff.
Jeg må indrømme, der var indlæg, jeg ikke syntes om – for kedelige, for traditionelle; jeg savnede lidt mere humor og ”gang i den” flere steder; måske er de også lidt for ens: for meget skovbryn og især vand, for glæde over Danmark kunne jo være så meget andet, hvad med Langelandsfestivalen, en tur i Tivoli eller Asger Jorn-museet ?? Men når det er sagt, må jeg sige, det ofte gippede i min hukommelse og mine associationer, mens jeg læste.
Det kan anbefales at nyde bogen i små doser, men så kan den også bruges som inspiration til nye rejsemål og erindring om det allerede oplevede!
Nu ér det planlagt, at jeg skal til Norge til sommer, men allerede i september skal jeg ”til Danmark” igen! Og endda to gange med en uges mellemrum. Jeg glæder mig allerede!
25 danskeres glæde over Danmark i en bog, der allerede på omslaget røber, hvor vi er henne i verden: der er valmuer, margueritter, enebærbuske og moden kornmark under en meget blå himmel ...
”Hvornår har du sidst været i Danmark?” spurgte Danmarks Turistråd i en reklame-kampagne her i foråret.
Det kunne jeg så svare positivt på: dér har jeg været så tit, altså holdt ferie i danske omgivelser, og jeg fik pludselig sådan en lyst til det igen, at opleve dufte, lys, lyde, stemninger, landskaber, vand og himmel.
For i en ferie ser du det pludselig – landet; også det landskab og de bydele, som du ellers ser mest til. For når du har tid og giver dig tid, ser du også det ukendte i det kendte, dét usete, som dog hele tiden har været der. Og på de tidspunkter er det også, der bliver åbnet til minderne, erfaringerne, hele den kultur, du er en del af, og til alle dem, der har været der før dig.
For mange af os københavnere er Jylland bare det bedste! Men min plet på jorden er nok alligevel Danmark – jeg tager det hele med!
Jeg elsker, når jeg har ferie, at komme helt derud, hvor markvejen ender, der hvor der stadig er højt til himlen, helt stille og fuldstændig mørkt om natten. Jeg elsker at forundres over, at der ikke er det sted i landet, hvor man ikke inden for en halv time kan nå ud til kysten og se havet, bæltet, sundet, fjorden.
For her er jeg afhængig: jeg må simpelthen ha’ min regelmæssige dosis hav – det giver mig ro, det stimulerer min livslyst – det er barsk, utæmmeligt, frisk, solbeskinnet, smilende.
Mine børn er blevet ”slæbt” med, nogle gange skulle vi flere år i træk ”til Danmark” på sommerferie. Det var ikke noget, der gav prestige blandt kammeraterne, og børnene mente også, at de havde set det hele før!
Men en lille sejr for konceptet var, da min 13–årige datter skulle ha’ den sidste dosis Jylland sammen med forældrene. Noget vrangvilligt gik det, bortset fra på en enkelt afstikker over grænsen til Nolde-museet og Flensborg. Så nåede vi endelig Skagen; sidste station på turen, og sjaskende i vand til midt på lårene på Skagen Odde, udbrød det søde barn spontant: det her er lige så godt som butikkerne i Flensborg! Dér var ikke et voksenøje tørt!
Og jeg må sige, det var en rigtig erindrings- og associationsbog, jeg havde fået fingre i med ”En lille plet på jorden”. Søren Vinterberg har samlet 25 danskeres (læs: forfatteres og andre skribenters) indlæg om glæde over Danmark i en bog, der allerede på omslaget røber, hvor vi er henne i verden. Der er valmuer, margueritter, enebærbuske og moden kornmark under en meget blå himmel.
Og bogen giver os så essays, noveller, digte, ja sågar en enkelt fædrelandssang, fra personer, der spænder vidt i år som i geografisk spredning. Og hver har de deres Danmark, deres yndlingssteder og –sindstilstande, for det er både et geografisk og et mentalt billede af Danmark og af dansk identitet, og den tager sit udgangspunkt i vores opvækst i dansk natur og dansk sprog.
Er det nu til at holde ud, sådan en dyrkelse af det nationale, af danske rødder? Er sådan en udgivelse ikke bare nostalgi, så det driver? Jo, måske er der vel meget ”guldalder” over foretagendet, og bogen henvender sig helt sikkert til den generation, der er vokset op med Jørgen Stein og Cleo og Lidenlund-tegneren Henning Gantriis. Men – og derfor er den alligevel til at holde ud – den bærer også moderniteten i sig, repræsenteret af forfattere som Naja Marie Aidt, Mads Brenøe, Troels Kløvedal, Bent Vinn Nielsen, Vagn Lundbye og en befriende sund skepsis fra Arthur Krasilnikoff.
Jeg må indrømme, der var indlæg, jeg ikke syntes om – for kedelige, for traditionelle; jeg savnede lidt mere humor og ”gang i den” flere steder; måske er de også lidt for ens: for meget skovbryn og især vand, for glæde over Danmark kunne jo være så meget andet, hvad med Langelandsfestivalen, en tur i Tivoli eller Asger Jorn-museet ?? Men når det er sagt, må jeg sige, det ofte gippede i min hukommelse og mine associationer, mens jeg læste.
Det kan anbefales at nyde bogen i små doser, men så kan den også bruges som inspiration til nye rejsemål og erindring om det allerede oplevede!
Nu ér det planlagt, at jeg skal til Norge til sommer, men allerede i september skal jeg ”til Danmark” igen! Og endda to gange med en uges mellemrum. Jeg glæder mig allerede!
Kommentarer