Anmeldelse
En kongelig læser af Alan Bennett
Dronning Elizabeth af England opdager glæden ved at læse - engelsk satire, når den er bedst.
Storbritannien har en stærk tradition for satire, tænk bare på Jonathan Swift, Oscar Wilde og Monty Python. Den engelske kongefamilie har flere gange måttet stå for skud, bl.a. i Sue Townsends vidunderlige roman "Dronningen og mig", og nu igen i Alan Bennetts "En kongelig læser", der fortæller om, hvor gruelig galt det kan gå, når en dronning forvilder sig ind i en bogbus.
Bogbussen holder ved Buckingham Palace’s bagindgang hver onsdag, og da dronning Elizabeth II af England går ind for at undskylde sine hundes gøen, føler hun sig af høflighedsgrunde nødsaget til at låne en bog. Det skulle hun aldrig have gjort, for hun oplevede, "at den ene bog førte den anden med sig, at nye døre åbnede sig, lige meget hvor hun vendte sig hen, og at dagene ikke var lange nok til alle de bøger, hun gerne ville læse." Jo, den fornemmelse kender jeg godt.
Hendes liv ændres radikalt, og hun begynder at finde opgaver kedelige, som hun tidligere nød, f.eks. at vinke til folket fra kareten. Hun forsømmer jo sin læsning, men udvikler en teknik, der gør hende i stand til at læse og vinke samtidig. Men i længden lider hendes embedsførelse under den nye beskæftigelse: hun kommer jævnligt for sent, hun optræder i samme kjole to gange inden for en 14-dages periode (uhørt!), og - værst af alt - hun begynder at stille folk upassende spørgsmål om hvad de læser. Den franske præsident må bogstavelig talt finde en grimasse, der kan passe, da hun under en gallamiddag spørger om hans holdning til Jean Genet. "Qui?"
Hoffet er mildest talt ikke særlig begejstret for dronningens nye beskæftigelse, faktisk er man meget bekymret og gør, hvad man kan for at bringe denne unormale majestætlige tilstand til ophør.
Egentlig en bagatel af en bog, men fornøjelig og velskrevet og med mange beske bisætninger. Og så kan man jo ikke lade være med at elske en bog, der i den grad hylder litteraturen og glæden ved at læse.
Oversat af Bente Kastberg. Gyldendal, 2007. 123 sider.
Dronning Elizabeth af England opdager glæden ved at læse - engelsk satire, når den er bedst.
Storbritannien har en stærk tradition for satire, tænk bare på Jonathan Swift, Oscar Wilde og Monty Python. Den engelske kongefamilie har flere gange måttet stå for skud, bl.a. i Sue Townsends vidunderlige roman "Dronningen og mig", og nu igen i Alan Bennetts "En kongelig læser", der fortæller om, hvor gruelig galt det kan gå, når en dronning forvilder sig ind i en bogbus.
Bogbussen holder ved Buckingham Palace’s bagindgang hver onsdag, og da dronning Elizabeth II af England går ind for at undskylde sine hundes gøen, føler hun sig af høflighedsgrunde nødsaget til at låne en bog. Det skulle hun aldrig have gjort, for hun oplevede, "at den ene bog førte den anden med sig, at nye døre åbnede sig, lige meget hvor hun vendte sig hen, og at dagene ikke var lange nok til alle de bøger, hun gerne ville læse." Jo, den fornemmelse kender jeg godt.
Hendes liv ændres radikalt, og hun begynder at finde opgaver kedelige, som hun tidligere nød, f.eks. at vinke til folket fra kareten. Hun forsømmer jo sin læsning, men udvikler en teknik, der gør hende i stand til at læse og vinke samtidig. Men i længden lider hendes embedsførelse under den nye beskæftigelse: hun kommer jævnligt for sent, hun optræder i samme kjole to gange inden for en 14-dages periode (uhørt!), og - værst af alt - hun begynder at stille folk upassende spørgsmål om hvad de læser. Den franske præsident må bogstavelig talt finde en grimasse, der kan passe, da hun under en gallamiddag spørger om hans holdning til Jean Genet. "Qui?"
Hoffet er mildest talt ikke særlig begejstret for dronningens nye beskæftigelse, faktisk er man meget bekymret og gør, hvad man kan for at bringe denne unormale majestætlige tilstand til ophør.
Egentlig en bagatel af en bog, men fornøjelig og velskrevet og med mange beske bisætninger. Og så kan man jo ikke lade være med at elske en bog, der i den grad hylder litteraturen og glæden ved at læse.
Oversat af Bente Kastberg. Gyldendal, 2007. 123 sider.
Kommentarer