En fryd for foreningen : en roman om rygning, sport, kærlighed og handel

En særegen og fascinerende fortælling om umulig kærlighed i mellemkrigstidens Tyskland.

’En fryd for foreningen’ er fortællingen om en brydningstid; en tid mellem to verdenskrige og en tid, hvor forholdet mellem mand og kvinde er under forandring. Brydningerne kommer til udtryk i kærlighedsaffæren mellem Gustl og Frieda, som er så forskellige, at de aldrig vil kunne blive sammen.

Gustl er stærk og hidsig, en muskelsvulmende tobakshandler, der bruger al fritid i svømmeklubben i den bayerske by Ingolstadt. Frieda er selvstændigt tænkende og praktisk anlagt, en moderne kvinde, der forsørger sig selv og sin søster som omrejsende melsælger. Tiltrækningen mellem dem er stærk, men deres forventninger til et ægteskab er for langt fra hinanden.

Gustl er den lille bys svømmehelt, som alle ser op til, og som er fuldstændigt dedikeret til fællesskabet i svømmeklubben. Han er en fryd for foreningen og et udtryk for mellemkrigstidens fanatiske krops- og sportsdyrkelse. Han er ikke en intellektuel mand, men er på sin egen facon et charmerende brushoved, som har reddet flere medborgere fra at drukne.

Alt det er Frieda tiltrukket af, men det er også netop af de årsager, at et brud er forudbestemt. Frieda går i herretøj og har en frisk korthårsfrisure og egen bil, og hun vil ikke skifte sit frie liv ud med en hustrutilværelse, hvor hun skal være gratis arbejdskraft i Gustls tobaksforretning. Hun har sine meningers mod og er lidt en sær snegl i den lille by. På den måde er hun en virkelig interessant karakter, der ikke lader sig tromle af fællesskabet.

Udover at give et spændende indblik i tiden mellem verdenskrigene, er romanen sprogligt helt særlig. Sproget er spændstigt og gnistrende, sætningerne ofte korte, tørt konstaterende og med et strejf af ironi. Det hedder for eksempel om Gustl, at han smiler så bredt, at ”man kunne knappe munden fast til øreflippen”, og om en af Friedas kunder, at ”selv ikke en fodbold er mere læderagtigt af sind”.

Romanens stil understreger den sitrende atmosfære i den lille by, hvor aggressionerne gør luften tyk. Der er skarp konkurrence mellem mændenes sportsfællesskaber, og hele tiden er der optræk til slagsmål. Også Gustls og Friedas forhold opleves mere som en tyrefægtning. Stilmæssigt kan romanen minde om nobelpristageren Elfriede Jelineks Spillelærerinden, hvor stemningen også er sprængfarlig.

I det glimrende efterord fortæller oversætteren Selma Rosenfeldt-Olsen om Marieluise Fleißers liv, og det er med til at give perspektiv på den særegne læseoplevelse. Fleißer var en overgang nært knyttet til dramatikeren Bertolt Brecht og skrev selv flere skandaleramte teaterstykker, der førte til et skriveforbud ved nazisternes magtovertagelse. Efter et brud med Brecht og den politiske venstrefløj var hun isoleret og glemt, men efter hendes død blev hun genopdaget, særligt på grund af hendes stil.

’En fryd foreningen’ udkom i to forskellige udgaver på tysk, senest i 1972, men det er første gang, den kommer på dansk. Det er en fryd, at mikroforlaget Harpyie nu præsenterer os for denne sære og fascinerende roman.