Stemmer som kommer indefra og hele tiden fortæller dig hvad du skal gøre, de er umulige at lukke munden på med alle deres krav og forventninger. Du må adlyde.
Eli, som er hovedpersonen i denne roman, møder vi første gang da hun er i slutningen af puberteten. Eli har haft en svær start på livet, har altid været bange for at være forkert og for at fortælle om stemmerne, Erik, Emil og Eugens. Den ene sød og blid, en anden meget forsigtig og Erik, som hele tiden råber for at få hende til at være voldelig. En grim konstruktion at bære rundt på.
Selvom Eli er fanget i denne verden, hvor tvangsindlæggelser og fastspænding er en del af hverdagen, har hun heldigvis også lyspunkter. Veninden Lolo er en stor støtte for hende og hjælper hende, det hun kan. Efter at Eli begynder at skrive og blive kendt, skilles deres veje dog af og til, men alligevel fungerer Lolo som et fast holdepunkt i Elis liv.
At være psykisk syg er ingen dans på roser. Man får sjældent et så nuanceret indblik i, hvordan den syge ser og oplever sygdommen selv. Her går vi med ind i Eli og ser, hvordan det hele tiden er noget nyt der styrer hende, samtidig med at hun er plaget af angst og selvmordstanker. Det er en barsk fortælling, og man får en større forståelse for, hvad det vil sige at være skizofren og ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi.
Eli går en lang og snørklet vej igennem systemet, hvor hun møder masser af læger, socialrådgivere og pædagoger, som prøver at hjælpe hende, så hun kan få et godt liv og en hverdag, der fungerer. I perioder er hun helt overladt til sig selv, og det gør helt ondt at læse om, hvordan hun også ofte misforstås, når hun søger hjælp.
Grimsrud har gjort et fremragende stykke arbejde, selvbiografisk eller ej, så tager jeg hatten af for så megen indlevelse. Og uden at bruge en masse fagudtryk som kræver faglig indsigt.
Kommentarer