En dag ved havet

En mangestemmig beretning om en sammenkomst i anledning af stjerneregn vokser sig for lang og taber pusten mod slutningen.

Skulle det være en menneskemyldrende og associationsrig logbogsroman om en dag i venners lag på Nordsjælland nær stranden?

’En dag ved havet’ er en travl bog. Her skrifter synsvinklen mellem 14 personer, som hver især taler til forskellige ”du’er”. Her er ingen plads til afsnit. Nej, personerne er fortællelystne, tempoet er højt, og teksten står som en massiv søjle understøttende forfatterens fokus på de mange personers bevidsthedsstrømme. Det er deres umiddelbare væren – deres ønsker, minder og tvivl – sammen med de nærmeste venner og den nærmeste familie på en smuk sommerdag i Danmark, der driver værket. Ikke overraskende bliver det samværet og ikke den varslede stjerneregnen, der stjæler opmærksomheden.

For det meste lykkes forfatteren med at skifte sikkert og troværdigt mellem bogens mange personer, men mændene og den store datter i en af familierne, Mie, står svagere end resten. Mændene bliver fortegnede. Piet med sin fitness-passion og Lars, Mies far, med sin musik. Og Mie? Hun er i gang med sit speciale i sprogvidenskab og har derfor en anledning til at bruge en vifte af blærede ord, men det kammer over. Også hos andre bliver sproget af og til forkert, som når Mies mor Linda får lov til at ”ringe af”, og Mies noget yngre lillebror Bror tænker: ”I dag er der atter en dag hvor det gælder om at score et mål”.

Når selskabets yngre børn fortæller, er stemmen oftest klar. Den inviterer uimodståeligt til indlevelse, som her: ”Der sidder næsten altid en olding på trappen ved havet og børster fødderne fri for sand. I dag sad han der igen og børstede … Når jeg ser ham læne sig frem med bøjet nakke vender jeg om og spurter tilbage til huset. Jeg smider mit tøj i en rodebunke på gulvet. (…) Det er som om tiden knækker i stykker på det sted. Jeg synes han damper – som om han fordamper – der står en tåget dis over skrænten, og måske vil han pludselig (…) stirre på mig med øjne der er fulde af hav”.

Børnenes fantasiverden, deres tankerækker og årsagskæder bliver i glimt helt tindrende ’Hundehovedsk’ (Morten Ramsland) eller ’Vanillepigensk’ (Ib Michael). Men så – efter et par sider med børnene i centrum – tjekkes der igen ind hos en af de voksne i selskabet, synsvinklen skifter, og ”børneflowet” brydes desværre.

De voksne i selskabet (forsøger at) forløse(r) bogen med en stigende promille, der mod bogens slutning dulmer hverdagens karrierepres, skilsmissetanker og frygt for at gå glip af noget. De anstrøg, der i løbet af dagen har været af hverdags-utilfredshed, fortyndes pludselig til ugenkendelighed i bunden af et dessertvinglas, og den beruse(n)de, lette stemning smitter af på børnene.

De sidste sider læste jeg med et ønske om, at der havde været noget mere end det promille- og samværsbårne letsind som romanens endelige fanfare.