Anmeldelse
En barndom med alkohol
Illustreret biografi med korte, virkningsfulde tekster og ansigtsløse billeder flænser hjertet i store, ubarmhjertige lunser.
Bogen indledes med et forord, der forbereder en på de mange indtryk, der kommer til at gennemstrømme en på de følgende ca. 80 s., hvor man også får en kort beskrivelse af forfatterens barndom. Teksten er udelukkende bygget på Ene Es’ egne barndomshistorier, hvorimod illustrationerne ikke kun er hendes egne erindringer, men nogle af dem er tegnet ud fra tilsendte fotografier fra mennesker med en barndom, der ligner hendes egen.
Brugen af fortættet tekst bliver virkelig stærkt i en erindring, hvor forfatteren konstaterer, at huset er tomt, en dag hun kommer hjem. Hun ved ikke, hvor hendes mor er. Hun konstaterer et andet sted i bogen, at hun engang ikke turde sige til buschaufføren, at han skulle stoppe ved børnehaven, men heller ikke turde køre for langt. Dilemmaet udløste, at hun gemte sig bag sædet.
Forfatteren forholder sig ikke til følelserne, når hun skriver, men beskriver kort og informativt de forskellige episoder, der hver har sat dybe aftryk. En troværdig måde at gengive et barns lidt fragmenterede tanker på, når de udvikler et panser, hvori tankerne ikke kan bevæge sig i samme retning.
Teksten er som et prosadigt, der på hver eneste side rammer læseren hårdt med sin intimitet på trods af et minimalistisk sprog. De ansigtsløse mennesker, som Ene Es har tegnet, indgyder en fornemmelse af afmagt og ufuldstændighed som den, børnene på billederne har følt. Desuden fokuserer beskueren på andre elementer i tegningerne, når ansigtet er tomt. Glemte børn uden ansigt.
Ene Es gør brug af udtrykket ’at filtrere’ sin egen barndom gennem andres historier og egen fortælling, der rammer læseren, fordi der eksisterer en genkendelighed i større eller mindre grad gennem følelsen af at være glemt, bange eller uforstående overfor de voksnes handlinger. Det er en smertefuld, absurd, simpel og samtidig kompliceret fortælling, hvor netop objektiviteten giver plads til den individuelle læsers begrebsverden. Illustrationerne er stor kunst både i form og udtryk, og alle bør stifte bekendtskab med dette lille mesterværk.
Illustreret biografi med korte, virkningsfulde tekster og ansigtsløse billeder flænser hjertet i store, ubarmhjertige lunser.
Bogen indledes med et forord, der forbereder en på de mange indtryk, der kommer til at gennemstrømme en på de følgende ca. 80 s., hvor man også får en kort beskrivelse af forfatterens barndom. Teksten er udelukkende bygget på Ene Es’ egne barndomshistorier, hvorimod illustrationerne ikke kun er hendes egne erindringer, men nogle af dem er tegnet ud fra tilsendte fotografier fra mennesker med en barndom, der ligner hendes egen.
Brugen af fortættet tekst bliver virkelig stærkt i en erindring, hvor forfatteren konstaterer, at huset er tomt, en dag hun kommer hjem. Hun ved ikke, hvor hendes mor er. Hun konstaterer et andet sted i bogen, at hun engang ikke turde sige til buschaufføren, at han skulle stoppe ved børnehaven, men heller ikke turde køre for langt. Dilemmaet udløste, at hun gemte sig bag sædet.
Forfatteren forholder sig ikke til følelserne, når hun skriver, men beskriver kort og informativt de forskellige episoder, der hver har sat dybe aftryk. En troværdig måde at gengive et barns lidt fragmenterede tanker på, når de udvikler et panser, hvori tankerne ikke kan bevæge sig i samme retning.
Teksten er som et prosadigt, der på hver eneste side rammer læseren hårdt med sin intimitet på trods af et minimalistisk sprog. De ansigtsløse mennesker, som Ene Es har tegnet, indgyder en fornemmelse af afmagt og ufuldstændighed som den, børnene på billederne har følt. Desuden fokuserer beskueren på andre elementer i tegningerne, når ansigtet er tomt. Glemte børn uden ansigt.
Ene Es gør brug af udtrykket ’at filtrere’ sin egen barndom gennem andres historier og egen fortælling, der rammer læseren, fordi der eksisterer en genkendelighed i større eller mindre grad gennem følelsen af at være glemt, bange eller uforstående overfor de voksnes handlinger. Det er en smertefuld, absurd, simpel og samtidig kompliceret fortælling, hvor netop objektiviteten giver plads til den individuelle læsers begrebsverden. Illustrationerne er stor kunst både i form og udtryk, og alle bør stifte bekendtskab med dette lille mesterværk.
Kommentarer