Anmeldelse
Elin, diverse af Kristín Eiríksdóttir
Elin er scenograf i sit eget liv, men livet som dement gør virkeligheden uvirkelig for Elin og læseren af denne poetiske og udfordrende roman.
Elin er 72 år, hun er scenograf og vant til at skabe virkeligheder på scenen. Derfor er det med stor smerte, hun mister hukommelsen. Fra at være meget detaljeorienteret og præcis i sit arbejde udviskes hendes person, og som hun siger, så har hun været og er mange personer. Hun begynder at identificere sig med andre kvinder, især den unge dramatiker Ellen. Denne skæve virkelighedsopfattelse gør det svært for hende at holde fast, og alt bliver skræmmende, ensomt og meningsløst.
Hovedpersonens fragmentariske sind åbner for mange spørgsmål, som hun ikke nødvendigvis har svar på. Og da der dukker tre flyttekasser op fra fortiden med hendes navn på, genoplever hun minder, der har været fortrængt. Ting og oplevelser, hun ikke ønsker at blive husket på, dukker op, og vi får indblik i en tilværelse, der langt fra har været idyl, med svigt, tillidsbrud og overgrebshistorier. Elin er ensom og går mere og mere i opløsning.
Lad mig sige det med det samme, det var ikke en nem bog for mig at læse. 'Elin, diverse' er en dyster roman om at miste sig selv og ende i et ubehageligt og mørke uden fodfæste. Romanen er i begyndelsen lige ud ad landevejen, ikke specielt svær, men da Elin begynder at være Ellen, bliver det svært. Og til sidst har sproget også forladt den stakkels kvinde, og jeg fornemmede meget tydeligt et uhyggeligt bud på, hvordan det er at blive dement; periodevis klarhed for så at mudre rundt i identitet og dyb ensomhed.
Forfatteren Kristín Eiríksdóttir fortalte til Kristeligt Dagblad i forbindelse med nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris og et besøg i Danmark, at hendes egen mor, en kendt islandsk poet og oversætter, døde i november 2016, og at hun selv begyndte romanen 'Elin, diverse' måneden efter moderens død. Romanen blev skrevet i et forsøg på at nærme sig moderen, der gradvist var forsvundet de sidste år. Moderen led af demens. Eiríksdóttir fortalte også, at det ikke er en autobiografisk roman, at hun og moderen ikke er hverken Ellen eller Elin, men at hun ønskede at beskrive en langsom og frygtelig sygdom. Det må man sige er lykkedes.
Jeg vil anbefale romanen til læsere, der kan rumme poetiske passager med fragmenterede bevidstheder, kombineret med realistiske beskrivelser af kvindeliv. Desuden vil jeg anbefale den til læsere, der har demens og Alzheimers inde på livet. Men den er ikke nem. Som læser skal man kunne leve med, at romanen åbner mange spørgsmål, som man naturligvis ikke får svar på. Elin har intet svar. Elin er blevet en anden.
Elin er scenograf i sit eget liv, men livet som dement gør virkeligheden uvirkelig for Elin og læseren af denne poetiske og udfordrende roman.
Elin er 72 år, hun er scenograf og vant til at skabe virkeligheder på scenen. Derfor er det med stor smerte, hun mister hukommelsen. Fra at være meget detaljeorienteret og præcis i sit arbejde udviskes hendes person, og som hun siger, så har hun været og er mange personer. Hun begynder at identificere sig med andre kvinder, især den unge dramatiker Ellen. Denne skæve virkelighedsopfattelse gør det svært for hende at holde fast, og alt bliver skræmmende, ensomt og meningsløst.
Hovedpersonens fragmentariske sind åbner for mange spørgsmål, som hun ikke nødvendigvis har svar på. Og da der dukker tre flyttekasser op fra fortiden med hendes navn på, genoplever hun minder, der har været fortrængt. Ting og oplevelser, hun ikke ønsker at blive husket på, dukker op, og vi får indblik i en tilværelse, der langt fra har været idyl, med svigt, tillidsbrud og overgrebshistorier. Elin er ensom og går mere og mere i opløsning.
Lad mig sige det med det samme, det var ikke en nem bog for mig at læse. 'Elin, diverse' er en dyster roman om at miste sig selv og ende i et ubehageligt og mørke uden fodfæste. Romanen er i begyndelsen lige ud ad landevejen, ikke specielt svær, men da Elin begynder at være Ellen, bliver det svært. Og til sidst har sproget også forladt den stakkels kvinde, og jeg fornemmede meget tydeligt et uhyggeligt bud på, hvordan det er at blive dement; periodevis klarhed for så at mudre rundt i identitet og dyb ensomhed.
Forfatteren Kristín Eiríksdóttir fortalte til Kristeligt Dagblad i forbindelse med nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris og et besøg i Danmark, at hendes egen mor, en kendt islandsk poet og oversætter, døde i november 2016, og at hun selv begyndte romanen 'Elin, diverse' måneden efter moderens død. Romanen blev skrevet i et forsøg på at nærme sig moderen, der gradvist var forsvundet de sidste år. Moderen led af demens. Eiríksdóttir fortalte også, at det ikke er en autobiografisk roman, at hun og moderen ikke er hverken Ellen eller Elin, men at hun ønskede at beskrive en langsom og frygtelig sygdom. Det må man sige er lykkedes.
Jeg vil anbefale romanen til læsere, der kan rumme poetiske passager med fragmenterede bevidstheder, kombineret med realistiske beskrivelser af kvindeliv. Desuden vil jeg anbefale den til læsere, der har demens og Alzheimers inde på livet. Men den er ikke nem. Som læser skal man kunne leve med, at romanen åbner mange spørgsmål, som man naturligvis ikke får svar på. Elin har intet svar. Elin er blevet en anden.
Kommentarer