Hjerteskærende barndomsfortælling om tillid, kærlighed og omsorgssvigt er en af årets stærkeste romaner.
'Elefantsymfonien' foregår i 80’ernes Södertälje og er en forstemmende roman om børn, der er overladt til sig selv og om, hvordan disse sårbare, ensomme børn er lette ofre for voksnes manipulerende omsorg. Romanen giver et unikt og rørende indblik i børns forestillingsverden og overlevelsesmekanismer, hvor venskab og musik bliver et helle fra virkelighedens gru. En rå og uafrystelig roman med en uforglemmelig og elskelig hovedperson, som vil leve længe i læserens bevidsthed.
Agnes med taterhåret viser allerede som 2-årig et særligt talent for klaver. Meget fremmelig af sin alder kaldes hun et vidunderbarn, og hun kan tilmed huske sin egen fødsel. Agnes’ smukke mor, Anitamoren, havde selv en lovende sangkarriere foran sig, men graviditeten satte en stopper for drømmene. Anitamoren kæmper med psykisk sygdom eller en fødselsdepression og nærer nærmest hadefulde følelser for Agnes. Hun drikker og efterlader ofte Agnes til sig selv i flere dage. Agnes overlever ved at fiske madrester op af skraldespanden og finde krummer på gulvet, som hun deler med rotten i væggen. Moren under ikke Agnes at spille på klaveret i stuen, for hun kan høre, at pigen har mere talent end hende selv.
”Jeg er barnet som har ødelagt sin mors liv. Den som har taget den plads der egentlig var hendes. Hun synger jeg spiller. Hun misser tonen jeg tilpasser mig. Hvis jeg skal overleve må jeg aldrig blive bedre end hende.”
En ven af familien, musiklæreren og verdenskunstneren Frank Leide, spotter tidligt Agnes’ talent og begynder at undervise hende i klaver noget imod Anitamorens vilje. Igennem Leide møder Agnes de to drenge Kristian og Miika, som Leide også har taget under sine vinger og underviser i musik. De tre børn får et stærkt ubrydeligt venskab, og Leide danner et ensemble med dem, hvor de tager ud og optræder. Fælles for børnene er, at de kommer fra skrøbelige familiekår og klarer sig på egen hånd. Derfor bliver Leide hurtigt den primære omsorgsperson i deres tilværelse.
Romanen fortælles primært gennem børnene, men man følger også Leides perspektiv, og hvordan han på den ene side virker oprigtig interesseret i at ville hjælpe børnene og dygtiggøre dem, og på den anden side misbruger tillid og omsorg til at groome dem. De seksuelle overgreb er ikke eksplicit beskrevet, men alligevel nok til, at man ikke kan ryste de kvalmende forestillinger om, hvad der videre sker, af sig. Når det er for svært at rumme de voksnes svigt og være i ”uverden”, som Agnes kalder virkeligheden, flygter børnene ind i musikken.
”Alligevel har jeg overlevet. Overlevet gennem musikken. Overlevet ved at være i verden og nu spiller jeg for livet. For det der har været og det der venter spiller jeg for Matteus og Kristian. Miika Leide og selv for Harmløselina spiller jeg og for rotte og elefant. […] Jeg er et lille menneske som fødtes gammel. Det er næsten lykkedes hende at tage livet af mig. Ikke kun én gang. Men jeg har besluttet mig nu. Jeg er urørlig.”
Karin Smirnoff mestrer de dybe og komplekse personskildringer og overlader også en del til læserens fantasi, når børnene forstår eller fornemmer mere, end de nødvendigvis kan sætte ord på. Smirnoffs sprog er ganske unikt, næsten som talesprog i korte sætninger og uden kommaer. Det giver romanen en særlig stemning balancerende mellem barsk realisme, poetiske fantasiverdener og afvæbnende barnlig uskyld, hvilket gør det knapt så uudholdeligt at læse om disse vidunderbørns skæbner.
Det er svært at yde denne rørende og grumme barndomsfortælling retfærdighed – den er ganske enkelt blændende!
Kommentarer