Med sprogligt overskud og grovkornet sødme fortælles historien om Tom og Julie. Det er ikke lutter lagkage at være en figur i Michael Enggaards romaner.
I 1994 lavede Julie og Tom radio sammen i Århus. Dengang var de unge, mere modige end i dag og måske også forelskede – eller i gang med at blive det. Men noget skete, og deres forbindelse blev brudt. 25 år senere modtager Tom et brev fra Julie, og hvem ved, om det kan blive starten på noget nyt?
Michael Enggaard er lige så fuld af sprogligt overskud denne gang, som han var med debuten Svækling fra 2017, og min fan-status er cementeret: Jeg kan ikke få nok af rappe replikker, omsorg og overlevelsesstrategier pakket ind i grovkornet sødme og beklagelige skæbner, der er skabt til at underholde den morbide side af de læsere, der har sådan én. Og dét har jeg!
Julie arbejder i en motorvejsrestaurant i nærheden af Solrød, hvor hun bor sammen med sin psykisk syge søster Molly. Dagene går, Julie nærmer sig langsomt, men alligevel for hurtigt, de 50, og det hele er lidt trøstesløst.
På Vesterbro arbejder Tom i sin vens billardsalon og bor sammen med sin teenagesøn, der er begyndt at fatte interesse for dels en pige i røde Vans og dels de gamle spolebånd, han har fundet på loftet. På båndene ligger mange timers optagelse af de radioprogrammer, Tom og Julie lavede tilbage i 1990erne, og her findes også den ’hændelse’, som blev begyndelsen på enden for historien om Tom og Julie.
I et anfald af skrivetrang (hun er egentlig uddannet journalist) skriver Julie et brev til Tom. Ikke for noget, bare for at nedfælde nogle tanker. Men søsteren Molly tillader sig at printe brevet og sende det til Tom, og på den måde indledes en korrespondance mellem Tom og Julie, som måske ikke er helt færdige med hinanden. Eller også er de, men har bare brug for at tage livtag med dét, der skete dengang. Og hvad var så det? Ja, det er vi flere, der bliver nysgerrige på. Både Molly og jeg vil i hvert fald gerne vide, hvad det er for en ”hændelse”, der fandt sted der i 1994, og som åbenbart til stadighed hjemsøger dem.
Historien om Tom og Julie og det skønne, farverige persongalleri, der omgiver dem, fortælles i både et 1994- og i 2019-spor, der smukt flettes sammen af bl.a. musikalske referencer til Claus Hempler og hans prisvindende dansksprogede album fra 2019 (endnu en detalje jeg faldt pladask for.) Gradvist afdækkes det, hvad der skete på Radio Fri i Århus i 1994, som gjorde, at vores antihelt og ditto heltinde mistede kontakten.
Det er ved Gud ikke lutter lagkage at være en figur i Enggaards romaner, men den forsonende stemning og det spædt lysegrønne håb samt den kompetente sprogbrug gør, at jeg bjergtages af barskheden og utålmodigt vil vente på flere filmatiseringsværdige værker fra dén kant.
Kommentarer