Lovende og levende debutroman om den svære, fortærende kærlighed. Emil elsker Malou, og Malou elsker Emil. Simpelt? Nej, desværre ikke.
Allerede i bogens titel slås en usikker og ængstelig tone an: Titlen er i sig selv et spørgsmål, og parentesen om det afgørende ord ”ikke” signalerer ligeledes, at måske hører ordet hjemme her – og måske gør det ikke. Det åbenbarer sig da også hurtigt, at romanen i sig selv er et forsøg på at få hold på dette spørgsmål… måske vil det lykkes.
Romanens fortællerstemme tilhører 29-årige Emil, og han har sat sig for at skrive historien om et kompliceret kærlighedsforløb, han netop har været igennem. Flere gange undervejs fornemmes det tydeligt, at Emil, som har hang til filosofiske betragtninger og uddybende underlægningsmusik, nok mest skriver for sin egen skyld – som en slags terapi og for at finde svar på de utallige tvivlsspørgsmål, han er så fuld af, og som også titlen har afsløret.
Emil elsker Malou – og Malou elsker Emil. De har mødt hinanden på deres fælles arbejdsplads, og stille og roligt er en fortrolighed og gensidig sympati garneret med seksuel tiltrækning vokset frem imellem dem. Uheldigvis er Malou gift med Morten. og sammen har de to små børn. Ligningen går med andre ord ikke op, men Emil kender løsningen: Malou skal ”bare” lade sig skille fra Morten.
Umiddelbart kan det lyde banalt, men det er det så langt fra, for kærligheden har som bekendt mange ansigter: Den elskede/elskeren, ægtefællen, kæresten eller samleveren, børnene, forældrene og familien som et hele. Det må Emil sande, da det viser sig, at det ikke er så nemt at vriste Malou ud af kernefamiliens kløer.
Hvor meget kan man egentlig forlange og forvente af kærligheden? Alt, ville Emil nok mene i sine mest lidenskabelige øjeblikke. Intet, er måske et mere realistisk svar. I hvert fald er det svært – eller er det umuligt? – for Malou at lade sin kærlighed til Emil være det altafgørende.
Finn Janning behandler og beskriver så realistisk og ægte, at jeg selv kom til at elske… både Emil og Malou.
Kommentarer