Anmeldelse
Dronningen af Saba og andre noveller af Knut Hamsun
- Log ind for at skrive kommentarer
17 vidunderlige fortællinger supplerer Hamsuns store romaner og rummer samtidig en befriende humor.
Bredden i dette udvalg af noveller afspejler en forfatter med stor selvindsigt, der har skabt universel litteratur, som griber os den dag i dag.
Titelnovellen er et portræt af en latterlig mand, som fascineres af en kvinde på et tog. På en kro overlader hun en seng til ham. År efter får han øje på hende i et tog, og jagten går ind for at opspore hende. Han beskriver hvilke økonomiske og praktiske besværligheder, han har på jagten. Gang på gang smutter hun fra ham. Endelig møder han hende på spadseretur med en mand. Han tager kontakt, idet han tror, hun kan huske, at han har sovet i hendes seng. Og manden er i øvrigt hendes bror, mener han. Dette er naturligvis ikke tilfældet. Hans opfattelse af sig selv er både indædt og ynkelig.
Jeg vil anbefale, at man læser den introduktion, der befinder sig bagerst i bogen, og gerne inden man tager hul på novellerne. Sonny Ankjær Sahl beretter om Hamsuns liv og forfatterskab, der hænger uløseligt sammen. Selv skriver Hamsun i novellen ’Et spøgelse’: ” Jeg lærte at bide tænderne sammen og gøre mig hård”. Uden tvivl har Hamsun været krasbørstig, uforsonlig og hård. Og så kunne han skrive universelle, sagalignende fortællinger om forsmået kærlighed.
Ankjær Sahl refererer en hændelse, hvor Hamsun - i øvrigt i selskab med Johs. V. Jensen - i sjov og fuldskab kaster stole og flasker op på scenen, hvortil referenten konkluderede: ” Han var et ekstremt usympatisk menneske”.
Knut Hamsuns vej til forfatterskabet var brydsomt. Uden dannelse eller uddannelse formede han sig selv som person og forfatter, men opnåede aldrig fuld anerkendelse hos den litterære elite i Oslo.
- Log ind for at skrive kommentarer
17 vidunderlige fortællinger supplerer Hamsuns store romaner og rummer samtidig en befriende humor.
Bredden i dette udvalg af noveller afspejler en forfatter med stor selvindsigt, der har skabt universel litteratur, som griber os den dag i dag.
Titelnovellen er et portræt af en latterlig mand, som fascineres af en kvinde på et tog. På en kro overlader hun en seng til ham. År efter får han øje på hende i et tog, og jagten går ind for at opspore hende. Han beskriver hvilke økonomiske og praktiske besværligheder, han har på jagten. Gang på gang smutter hun fra ham. Endelig møder han hende på spadseretur med en mand. Han tager kontakt, idet han tror, hun kan huske, at han har sovet i hendes seng. Og manden er i øvrigt hendes bror, mener han. Dette er naturligvis ikke tilfældet. Hans opfattelse af sig selv er både indædt og ynkelig.
Jeg vil anbefale, at man læser den introduktion, der befinder sig bagerst i bogen, og gerne inden man tager hul på novellerne. Sonny Ankjær Sahl beretter om Hamsuns liv og forfatterskab, der hænger uløseligt sammen. Selv skriver Hamsun i novellen ’Et spøgelse’: ” Jeg lærte at bide tænderne sammen og gøre mig hård”. Uden tvivl har Hamsun været krasbørstig, uforsonlig og hård. Og så kunne han skrive universelle, sagalignende fortællinger om forsmået kærlighed.
Ankjær Sahl refererer en hændelse, hvor Hamsun - i øvrigt i selskab med Johs. V. Jensen - i sjov og fuldskab kaster stole og flasker op på scenen, hvortil referenten konkluderede: ” Han var et ekstremt usympatisk menneske”.
Knut Hamsuns vej til forfatterskabet var brydsomt. Uden dannelse eller uddannelse formede han sig selv som person og forfatter, men opnåede aldrig fuld anerkendelse hos den litterære elite i Oslo.
Kommentarer