Anmeldelse
Drengen fra Godhavn af Ole Tornbjerg
- Log ind for at skrive kommentarer
Omsorgssvigt, vold og overgreb flyder ud over siderne i denne vemodige og barske roman om triste drengeskæbner på et nordsjællandsk drengehjem i 1960’erne.
Ole Tornbjerg, der er journalist og dokumentarist, har primært arbejdet indenfor TV-produktion indtil han fik sit skrivegennembrud sammen med hustruen Jeanette Øbro med krimiserien om Katrine Wraa. Nu er han gået solo og har skrevet en roman, der har ligget ham på sinde i flere år. Han har været meget optaget af de sager om omsorgssvigtede børnehjemsbørn i 1950’ernes og 1960’ernes Danmark, der ramte medierne for nogle år siden. Blandt andet sagerne om Godhavnsdrengene fra det nordsjællandske drengehjem Godhavn. ’Drengen fra Godhavn’ er skrevet for at give disse drenge deres egen røst. Det betyder jo så, at bogen er baseret på virkelige hændelser, hvilket ikke er med til at gøre den mindre gruopvækkende og bevægende.
Drengen fra Godhavn hedder Kalle Skjold og er 13 år. Året er 1963, og han er en rask dreng, der gerne vil være med, hvor det sker. For at være det kan man blive nødt til at gøre nogle mindre heldige ting, såsom at rapse, slås og pjække. Dette er grunden til, at han en dag bliver taget med af to mænd fra Børneforsorgen. Han ender på Godhavn for her at blive ledet på rette spor. Men når metoderne er brutal vold, overgreb og nedgørelse, så kan man næsten regne ud, at størstedelen af disse drenge bliver afsporet på et eller andet tidspunkt i livet.
Bogen springer i tid, og man følger Kalle både som barn og som voksen. Ligeledes er der enkelte afsnit og tilbageblik på årene imellem. Bogen er velskrevet, sproget er flydende og ligetil – og nogle gange råt, hvis man er til den bornerte side. Til at starte med havde jeg lidt svært ved at komme ordentligt ind i historien, muligvis på grund af min egen manglende koncentration, og Kalles karakter virkede ofte noget endimensionel på mig – ligesom flere af de andre karakterer. Kun momentant nåede de ud til mig fra bogens sider. Men alligevel blev jeg på et tidspunkt suget ind i universet, man kan simpelthen ikke undgå at blive berørt af bogens triste drengeskæbner og ofte meningsløst spildte liv. Og da jeg erfarede, hvor tæt på realiteterne beskrivelserne var, så kunne jeg ikke sidde det overhørigt. Uanset persontegningernes dimensioner, så er der et vigtigt budskab her – en vigtig historie at få ud. Det synes jeg er hele læseoplevelsen værd, og jeg vil anbefale den til alle der ønsker et indblik i en sort plet i Danmarkshistorien.
- Log ind for at skrive kommentarer
Omsorgssvigt, vold og overgreb flyder ud over siderne i denne vemodige og barske roman om triste drengeskæbner på et nordsjællandsk drengehjem i 1960’erne.
Ole Tornbjerg, der er journalist og dokumentarist, har primært arbejdet indenfor TV-produktion indtil han fik sit skrivegennembrud sammen med hustruen Jeanette Øbro med krimiserien om Katrine Wraa. Nu er han gået solo og har skrevet en roman, der har ligget ham på sinde i flere år. Han har været meget optaget af de sager om omsorgssvigtede børnehjemsbørn i 1950’ernes og 1960’ernes Danmark, der ramte medierne for nogle år siden. Blandt andet sagerne om Godhavnsdrengene fra det nordsjællandske drengehjem Godhavn. ’Drengen fra Godhavn’ er skrevet for at give disse drenge deres egen røst. Det betyder jo så, at bogen er baseret på virkelige hændelser, hvilket ikke er med til at gøre den mindre gruopvækkende og bevægende.
Drengen fra Godhavn hedder Kalle Skjold og er 13 år. Året er 1963, og han er en rask dreng, der gerne vil være med, hvor det sker. For at være det kan man blive nødt til at gøre nogle mindre heldige ting, såsom at rapse, slås og pjække. Dette er grunden til, at han en dag bliver taget med af to mænd fra Børneforsorgen. Han ender på Godhavn for her at blive ledet på rette spor. Men når metoderne er brutal vold, overgreb og nedgørelse, så kan man næsten regne ud, at størstedelen af disse drenge bliver afsporet på et eller andet tidspunkt i livet.
Bogen springer i tid, og man følger Kalle både som barn og som voksen. Ligeledes er der enkelte afsnit og tilbageblik på årene imellem. Bogen er velskrevet, sproget er flydende og ligetil – og nogle gange råt, hvis man er til den bornerte side. Til at starte med havde jeg lidt svært ved at komme ordentligt ind i historien, muligvis på grund af min egen manglende koncentration, og Kalles karakter virkede ofte noget endimensionel på mig – ligesom flere af de andre karakterer. Kun momentant nåede de ud til mig fra bogens sider. Men alligevel blev jeg på et tidspunkt suget ind i universet, man kan simpelthen ikke undgå at blive berørt af bogens triste drengeskæbner og ofte meningsløst spildte liv. Og da jeg erfarede, hvor tæt på realiteterne beskrivelserne var, så kunne jeg ikke sidde det overhørigt. Uanset persontegningernes dimensioner, så er der et vigtigt budskab her – en vigtig historie at få ud. Det synes jeg er hele læseoplevelsen værd, og jeg vil anbefale den til alle der ønsker et indblik i en sort plet i Danmarkshistorien.
Kommentarer