Anmeldelse
Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
- Log ind for at skrive kommentarer
Mageløs, rørende og empatisk klassiker som fik skelsættende betydning i kampen mod racisme i USA.
USA's mest læste roman, "Dræb ikke en sangfugl", er solgt i over 40 mio. eksemplarer og rangerer i mange undersøgelser som nummer 2 på listen over amerikanernes mest elskede bøger, kun overgået af Bibelen. Romanen udkom i 1960 og blev skelsættende i kampen mod racisme i USA, og den var på mange måder med til at bane vejen for, at Barack Obama kunne blive præsident mange år senere. Harper Lee (f. 1926) har siden udgivelsen været kendt som en ekstremt sky forfatter, og indtil nu har man troet, at det skulle blive ved den ene roman. Derfor var det intet mindre end en litterær verdenssensation, da hun sidste år meddelte, at efterfølgeren ”Go Set a Watchman”, som er skrevet før ”Dræb ikke en sangfugl” men har ligget i dvale i et pengeskab, udkommer til sommer i år.
Mens vi med spænding venter på den nye roman, kan man jo passende læse eller genlæse sangfuglen, som adskiller sig fra mange andre bøger, jeg har læst, ved at begivenhederne ses gennem øjnene af den unge pige Jean-Louise Finch med kaldenavnet Scout. Det sætter sit tydelige præg på stilen, men efter lidt tilvænning virker det rigtig godt. Scout ser tilbage på nogle afgørende begivenheder i hendes lille by i 1930’ernes Alabama.
Bogens første del handler om Scout, der næsten er fyldt 6 år, hendes ældre bror Jem og deres ven Dill. De er meget optagede af deres tilbagetrukne nabo, Boo Radley, som de både frygter og fascineres af. I løbet af sommeren udtænker de alverdens planer for at få ham ud af huset. En aften er de ekstra modige og går helt ind på Boo’s grund for at kigge ind af vinduet men forskrækkes af en stor skygge og tager benene på nakken. Under flugten hænger Jem fast i noget pigtråd og må efterlade sine bukser i haven. Da han senere går tilbage efter bukserne, ligger de på hegnet, lappet og foldet fint sammen.
Børnene er ikke synderligt imponerede over deres far, advokaten Atticus. I deres øjne dur han ikke rigtig til noget. Det ændrer sig dog, da han i en fabelagtig western sekvens – nødtvungent – skyder en gal hund på gaden. Her går det op for børnene, at han måske alligevel har visse evner.
Et afgørende symbol i bogen er sangfuglen. Det optræder første gang, da børnene modtager et par luftgeværer i julegave. Atticus fortæller dem, at de må skyde alle de skovskader, de vil, men at det er en synd at skyde en sangfugl. Sangfuglen som billedet på en uskyldig skabning gentages flere gange i løbet af romanen og binder på fremragende vis bogens sekvenser og dele sammen.
Atticus’ diktum er, at man aldrig rigtigt lærer et menneske at kende, før man kryber ind i dets hud og ser med hans øjne, og det forsøger han på fineste vis at lære børnene. På linje med sangfugls-motivet er denne empatilære helt central i bogen, og den peger frem mod bogens anden del, der handler om retssagen mod den sorte Tom Robinson, der er anklaget for at have voldtaget den hvide pige, Mayella Ewell. Tom Robinson får umiddelbart en fair retssag, bl.a. takket være den ekstremt idealistiske Atticus, men den udprægede racisme, som hersker i samfundet og i retssalen kommer alligevel til fuldt udtryk. Her er det meget rørende at læse, børnenes langsomme erkendelse af hvordan verden virkelig hænger sammen.
Ved en hurtig gennemgang viser det sig, at der er foretaget visse ændringer i teksten i forhold til den gamle udgave fra 1960’erne. Her kunne jeg godt have ønsket mig en helt ny oversættelse, men det ændrer ikke ved, at det er godt set med en genudgivelse netop nu. Bogen bør læses af alle, unge som gamle, litteraturprofessorer, politikere og studeres i læsekredse. Og har du læst den engang i din ungdom, så læs den igen. Den er vigtig, stadig yderst aktuel, og så indeholder den et væld af både sjove, underholdende og rørende sekvenser, som man ikke kan undgå at blive grebet af.
Bogen blev filmatiseret i 1962 af Robert Mulligan.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mageløs, rørende og empatisk klassiker som fik skelsættende betydning i kampen mod racisme i USA.
USA's mest læste roman, "Dræb ikke en sangfugl", er solgt i over 40 mio. eksemplarer og rangerer i mange undersøgelser som nummer 2 på listen over amerikanernes mest elskede bøger, kun overgået af Bibelen. Romanen udkom i 1960 og blev skelsættende i kampen mod racisme i USA, og den var på mange måder med til at bane vejen for, at Barack Obama kunne blive præsident mange år senere. Harper Lee (f. 1926) har siden udgivelsen været kendt som en ekstremt sky forfatter, og indtil nu har man troet, at det skulle blive ved den ene roman. Derfor var det intet mindre end en litterær verdenssensation, da hun sidste år meddelte, at efterfølgeren ”Go Set a Watchman”, som er skrevet før ”Dræb ikke en sangfugl” men har ligget i dvale i et pengeskab, udkommer til sommer i år.
Mens vi med spænding venter på den nye roman, kan man jo passende læse eller genlæse sangfuglen, som adskiller sig fra mange andre bøger, jeg har læst, ved at begivenhederne ses gennem øjnene af den unge pige Jean-Louise Finch med kaldenavnet Scout. Det sætter sit tydelige præg på stilen, men efter lidt tilvænning virker det rigtig godt. Scout ser tilbage på nogle afgørende begivenheder i hendes lille by i 1930’ernes Alabama.
Bogens første del handler om Scout, der næsten er fyldt 6 år, hendes ældre bror Jem og deres ven Dill. De er meget optagede af deres tilbagetrukne nabo, Boo Radley, som de både frygter og fascineres af. I løbet af sommeren udtænker de alverdens planer for at få ham ud af huset. En aften er de ekstra modige og går helt ind på Boo’s grund for at kigge ind af vinduet men forskrækkes af en stor skygge og tager benene på nakken. Under flugten hænger Jem fast i noget pigtråd og må efterlade sine bukser i haven. Da han senere går tilbage efter bukserne, ligger de på hegnet, lappet og foldet fint sammen.
Børnene er ikke synderligt imponerede over deres far, advokaten Atticus. I deres øjne dur han ikke rigtig til noget. Det ændrer sig dog, da han i en fabelagtig western sekvens – nødtvungent – skyder en gal hund på gaden. Her går det op for børnene, at han måske alligevel har visse evner.
Et afgørende symbol i bogen er sangfuglen. Det optræder første gang, da børnene modtager et par luftgeværer i julegave. Atticus fortæller dem, at de må skyde alle de skovskader, de vil, men at det er en synd at skyde en sangfugl. Sangfuglen som billedet på en uskyldig skabning gentages flere gange i løbet af romanen og binder på fremragende vis bogens sekvenser og dele sammen.
Atticus’ diktum er, at man aldrig rigtigt lærer et menneske at kende, før man kryber ind i dets hud og ser med hans øjne, og det forsøger han på fineste vis at lære børnene. På linje med sangfugls-motivet er denne empatilære helt central i bogen, og den peger frem mod bogens anden del, der handler om retssagen mod den sorte Tom Robinson, der er anklaget for at have voldtaget den hvide pige, Mayella Ewell. Tom Robinson får umiddelbart en fair retssag, bl.a. takket være den ekstremt idealistiske Atticus, men den udprægede racisme, som hersker i samfundet og i retssalen kommer alligevel til fuldt udtryk. Her er det meget rørende at læse, børnenes langsomme erkendelse af hvordan verden virkelig hænger sammen.
Ved en hurtig gennemgang viser det sig, at der er foretaget visse ændringer i teksten i forhold til den gamle udgave fra 1960’erne. Her kunne jeg godt have ønsket mig en helt ny oversættelse, men det ændrer ikke ved, at det er godt set med en genudgivelse netop nu. Bogen bør læses af alle, unge som gamle, litteraturprofessorer, politikere og studeres i læsekredse. Og har du læst den engang i din ungdom, så læs den igen. Den er vigtig, stadig yderst aktuel, og så indeholder den et væld af både sjove, underholdende og rørende sekvenser, som man ikke kan undgå at blive grebet af.
Bogen blev filmatiseret i 1962 af Robert Mulligan.
Kommentarer