Anmeldelse
Doktor Glas
Hjalmar Söderbergs klassiker ‘Doktor Glas’ er en fantastisk lille perle, der stiller store og svære eksistentielle spørgsmål.
“Liv, jeg forstår dig ikke!” funderer Doktor Glas i Hjalmar Söderbergs dagbogsroman af samme navn fra 1905, og denne manglende forståelse af livet er et gennemgående tema i en fortælling, der selvom den er lille af omfang er stor i emne og gennemslagskraft.
Doktor Glas er læge i Stockholm og driver en praksis, hvor han på daglig basis bliver mødt af sine medmenneskers dårligdomme. Han er en tvær og ensom mand i midten af 30’erne, der aldrig er blevet gift, fordi han ikke vil slås sig til tåls med andet end den helt store kærlighed. Når han ikke arbejder, fordriver han tiden med at vandre rundt i Stockholm eller med at nedskrive sine tanker: “Jeg skriver for at bevæge min hånd, min tanke bevæger sig af sig selv; skriver for at slå en søvnløs time ihjel.”
Det er disse nedskrevne tanker, der udgør romanen. Vi følger doktor Glas henover en sommer, hvor han står i et etisk dilemma af dimensioner. Doktor Glas er nemlig blevet opsøgt i sin klinik af den unge og smukke Helga Gregorius, som beder om hjælp til at slippe for sine ægteskabelige pligter med sin mand, den gamle, grimme og på alle måder utiltalende Pastor Gregorius. Doktor Glas bliver indtaget af Helga og vil gøre alt, hvad han kan for at hjælpe hende.
Og det fører til romanens dilemma, for det står efterhånden klart for doktor Glas, at den eneste måde, han kan holde Pastor Gregorius fra ægtesengen er ved at slå ham ihjel. Herefter følger vi doktor Glas i hans etiske kvababbelser over, hvorvidt han kan retfærdiggøre over for sig selv at slå pastoren ihjel.
Romanen er skrevet med en stor psykologisk dybde, og den stiller nogle af livets helt store spørgsmål uden at forfalde til klicheer. Doktor Glas’ mange refleksioner over liv, død, moral og samvittighed vækker genklang af Dostojevskijs psykologiske studie i ‘Forbrydelse og straf’, men er samtidig helt sin egen.
Selvom den gode doktor derfor er lidt af en antihelt, kan man som læser ikke lade være med at give ham ret i flere af hans menneskelige betragtninger. Fx når han bemærker menneskets grådighed: “Alt vil vi have, alt vil vi være. Vi vil have lykkens glæde og lidelsens dyb. VI vil have handlingens patos og tilskuerens ro. Vi vil både have ørkenens stilhed og larmen på forum. På en og samme tid vil vi være den ensommes tanke og folkets stemme; vi vil være både melodi og akkord. På en og samme tid! Hvordan skulle det være muligt?”
Söderberg skriver med en menneskelig indsigt, der er de færreste forfattere forundt, og sproget flyder lydefrit i Karen Fastrups nye oversættelse. ‘Doktor Glas’ er den seneste udgivelse i forlaget Turbines efterhånden ret omfattende klassikerserie, og den er på alle måder en vidunderlig lille perle af en klassiker.
Hjalmar Söderbergs klassiker ‘Doktor Glas’ er en fantastisk lille perle, der stiller store og svære eksistentielle spørgsmål.
“Liv, jeg forstår dig ikke!” funderer Doktor Glas i Hjalmar Söderbergs dagbogsroman af samme navn fra 1905, og denne manglende forståelse af livet er et gennemgående tema i en fortælling, der selvom den er lille af omfang er stor i emne og gennemslagskraft.
Doktor Glas er læge i Stockholm og driver en praksis, hvor han på daglig basis bliver mødt af sine medmenneskers dårligdomme. Han er en tvær og ensom mand i midten af 30’erne, der aldrig er blevet gift, fordi han ikke vil slås sig til tåls med andet end den helt store kærlighed. Når han ikke arbejder, fordriver han tiden med at vandre rundt i Stockholm eller med at nedskrive sine tanker: “Jeg skriver for at bevæge min hånd, min tanke bevæger sig af sig selv; skriver for at slå en søvnløs time ihjel.”
Det er disse nedskrevne tanker, der udgør romanen. Vi følger doktor Glas henover en sommer, hvor han står i et etisk dilemma af dimensioner. Doktor Glas er nemlig blevet opsøgt i sin klinik af den unge og smukke Helga Gregorius, som beder om hjælp til at slippe for sine ægteskabelige pligter med sin mand, den gamle, grimme og på alle måder utiltalende Pastor Gregorius. Doktor Glas bliver indtaget af Helga og vil gøre alt, hvad han kan for at hjælpe hende.
Og det fører til romanens dilemma, for det står efterhånden klart for doktor Glas, at den eneste måde, han kan holde Pastor Gregorius fra ægtesengen er ved at slå ham ihjel. Herefter følger vi doktor Glas i hans etiske kvababbelser over, hvorvidt han kan retfærdiggøre over for sig selv at slå pastoren ihjel.
Romanen er skrevet med en stor psykologisk dybde, og den stiller nogle af livets helt store spørgsmål uden at forfalde til klicheer. Doktor Glas’ mange refleksioner over liv, død, moral og samvittighed vækker genklang af Dostojevskijs psykologiske studie i ‘Forbrydelse og straf’, men er samtidig helt sin egen.
Selvom den gode doktor derfor er lidt af en antihelt, kan man som læser ikke lade være med at give ham ret i flere af hans menneskelige betragtninger. Fx når han bemærker menneskets grådighed: “Alt vil vi have, alt vil vi være. Vi vil have lykkens glæde og lidelsens dyb. VI vil have handlingens patos og tilskuerens ro. Vi vil både have ørkenens stilhed og larmen på forum. På en og samme tid vil vi være den ensommes tanke og folkets stemme; vi vil være både melodi og akkord. På en og samme tid! Hvordan skulle det være muligt?”
Söderberg skriver med en menneskelig indsigt, der er de færreste forfattere forundt, og sproget flyder lydefrit i Karen Fastrups nye oversættelse. ‘Doktor Glas’ er den seneste udgivelse i forlaget Turbines efterhånden ret omfattende klassikerserie, og den er på alle måder en vidunderlig lille perle af en klassiker.
Kommentarer