Anmeldelse
Døden er kun et øjeblik af Lisa Holmfjord
Thriller om kvindemishandling, der foregår i alle samfundslag, er en velskrevet skildring om Esthers forsøg på at frigøre sig fra en voldelig ægtemand.
I bogens indledende scene stikker Esther af fra hjemmet, prajer en taxa, giver chaufføren 500 kr og siger kør! De kører fra whiskybæltet i Nordsjælland, gennem Østerbro – pludselig standser chaufføren bilen foran et stort hus, stiger ud og giver hende de 500 kr. tilbage. Han tjekker, at hun bliver modtaget i døren, før han kører. På krisecenterets kontor opdager hun, at hun kun har bluse og strømpebukser på og intet tørklæde. Centerets leder ser det samme som taxachaufføren: mærkerne på Esthers hals.
Esthers mand, Andreas, er ellers meget omsorgsfuld, han sørger altid for at lægge passende tøj frem til hende, højhalsede bluser med lange ærmer, så mærkerne ikke kan ses.
Andreas er en velrenommeret overlæge på et privathospital med forbindelserne i orden, ingen ville tro på hende, hvis hun fortalte, hvordan han nyder at pine hende både fysisk og psykisk. Men nu skal det være, hun flytter ind på krisecenteret og udfylder separationspapirerne. Men Andreas har ikke til sinds at give slip på sin ejendom.
Sideløbende følger vi den fallerede kriminalbetjent, David, der nu er tørlagt alkoholiker og privatdetektiv. Han får til opgave at finde ud af hvor en kvinde bor og opdager, at han kender hende. Det er en kvinde, han engang har svigtet.
Historien om Esther er uden tvivl den, der gør størst indtryk. Hvordan hun forsøger at komme igennem med værdigheden i behold, men tyr til flasken for at holde det hele ud. Hun er ikke den ideelle kollektivboer, for krisecenteret er en slags kollektiv, hvor hun skal bo sammen med og dele praktiske opgaver med en flok ukendte, meget forskellige kvinder.
Det er chokerende at læse om, hvordan hun forsøger at undgå at tirre Andreas, hun ved hvad der tænder ham af, men hele situationen tænder ham jo af, hun har ydmyget ham blot ved at foretage sig noget selvstændigt. Men facaden er på plads, den bekymrede ægtemand med den psykisk ustabile hustru.
Nu er det jo en thriller, så jeg skal ikke afsløre mere. Forfatteren ved, hvad hun skriver om, hun er uddannet socialrådgiver og direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, så hun har sikkert set flere voldsramte kvinder, end jeg tør tænke på. Hun er også en kvinde med en mission, og det kommer der sjældent stor litteratur ud af. Hun vil lidt for meget, og bogen kunne være tjent med at være strammet lidt op. Den er dog velskrevet, og spændingen er til at tage og føle på. Beskrivelsen af Esthers følelser, håb og frygt og især fornemmelsen af afmagt er meget fint beskrevet.
Forsidebilledet forestiller en kvinde, der går op ad en trappe, der ser ud til at ende i en mur – en meget sigende beskrivelse af Esthers situation. Ifølge bagsiden er bogen første bind i en serie.
Thriller om kvindemishandling, der foregår i alle samfundslag, er en velskrevet skildring om Esthers forsøg på at frigøre sig fra en voldelig ægtemand.
I bogens indledende scene stikker Esther af fra hjemmet, prajer en taxa, giver chaufføren 500 kr og siger kør! De kører fra whiskybæltet i Nordsjælland, gennem Østerbro – pludselig standser chaufføren bilen foran et stort hus, stiger ud og giver hende de 500 kr. tilbage. Han tjekker, at hun bliver modtaget i døren, før han kører. På krisecenterets kontor opdager hun, at hun kun har bluse og strømpebukser på og intet tørklæde. Centerets leder ser det samme som taxachaufføren: mærkerne på Esthers hals.
Esthers mand, Andreas, er ellers meget omsorgsfuld, han sørger altid for at lægge passende tøj frem til hende, højhalsede bluser med lange ærmer, så mærkerne ikke kan ses.
Andreas er en velrenommeret overlæge på et privathospital med forbindelserne i orden, ingen ville tro på hende, hvis hun fortalte, hvordan han nyder at pine hende både fysisk og psykisk. Men nu skal det være, hun flytter ind på krisecenteret og udfylder separationspapirerne. Men Andreas har ikke til sinds at give slip på sin ejendom.
Sideløbende følger vi den fallerede kriminalbetjent, David, der nu er tørlagt alkoholiker og privatdetektiv. Han får til opgave at finde ud af hvor en kvinde bor og opdager, at han kender hende. Det er en kvinde, han engang har svigtet.
Historien om Esther er uden tvivl den, der gør størst indtryk. Hvordan hun forsøger at komme igennem med værdigheden i behold, men tyr til flasken for at holde det hele ud. Hun er ikke den ideelle kollektivboer, for krisecenteret er en slags kollektiv, hvor hun skal bo sammen med og dele praktiske opgaver med en flok ukendte, meget forskellige kvinder.
Det er chokerende at læse om, hvordan hun forsøger at undgå at tirre Andreas, hun ved hvad der tænder ham af, men hele situationen tænder ham jo af, hun har ydmyget ham blot ved at foretage sig noget selvstændigt. Men facaden er på plads, den bekymrede ægtemand med den psykisk ustabile hustru.
Nu er det jo en thriller, så jeg skal ikke afsløre mere. Forfatteren ved, hvad hun skriver om, hun er uddannet socialrådgiver og direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, så hun har sikkert set flere voldsramte kvinder, end jeg tør tænke på. Hun er også en kvinde med en mission, og det kommer der sjældent stor litteratur ud af. Hun vil lidt for meget, og bogen kunne være tjent med at være strammet lidt op. Den er dog velskrevet, og spændingen er til at tage og føle på. Beskrivelsen af Esthers følelser, håb og frygt og især fornemmelsen af afmagt er meget fint beskrevet.
Forsidebilledet forestiller en kvinde, der går op ad en trappe, der ser ud til at ende i en mur – en meget sigende beskrivelse af Esthers situation. Ifølge bagsiden er bogen første bind i en serie.
Kommentarer