Anmeldelse
Diamantaftener
Hilde Rød-Larsen står skulder ved skulder med flere stærke også jeg-fortællere med elegant og vedkommende erindringsfiktion om en kvinde i en asymmetrisk magtrelation.
Det er et helt igennem betagende erindringsværk, Hilde Rød-Larsen skaber, når hun jagter sandheden om de fortællinger, vi former om os selv; det der bliver husket; det der gemmes væk; det der fortrænges, og det der forvrænges. #Metoo-bølgen ruller, og strømmevis af hændelser dukker frem, når flere forfattere griber det, der trænger sig på fra fortiden. En fortælling om en person, der engang befandt sig i en asymmetrisk magtrelation, der bliver ved med at ligge som en efterladt hob af skam.
I romanens begyndelse er jeget, den midaldrende Agnete, alene hjemme. Hun står foran måneders lang tid for sig selv, mens hendes mand er rejst væk for at arbejde. Hun beslutter sig for, at undtagelsestilstanden – væk fra parforholdet - skal bruges til at holde op med at vende sig væk fra, hvad der engang skete. Hun vil skrive den fortælling.
Agnete tvinger sig selv til at skue tilbage på sig selv som ung studerende i London. Den unge pige er skrøbelig og på udebane, da veninden Jennys far, der er psykolog, vil ”passe på” hende. I hans praksis bliver den glatte, sorte klient-divan med et lagen over det problematiske mødested. Forholdet og den skæve magtrelation med C. fortsætter i flere år.
I denne anden halvdel af romanen må fortællingens greb ændres. Agnete ser i sin dagbogsskrivning, at hun ofte har (om)skabt virkeligheden i skriften ved at skrive hændelsen i tredje person.
”Nej, jeg kan ikke komme ind til det, jeg vil, på denne måde, det, der gør, at jeg skriver dette jer; jeg står i vejen. ”Jeg” må væk. … lad os kalde hende Marianne, veninden Sarah og hendes far Alexander .” ”Nu er det den her historie jeg fortæller og den er også sand.”
Fiktionen i fiktionen danner et dobbelt blik, der helt genialt lader den skrivende forfatter lege med erindringens mange lag. Det mange trådede fletværk af refleksioner, minder, livsanskuelser og tvivl bliver brudt op og samlet på ny. Med stor sans for det lyriske i sproget udfolder Rød-Larsen kvindepigens fortælling, der sidder tilbage i alle kroppens celler på både kvinden og læseren.
Hilde Rød-Larsen har heldigvis skrevet den elegante også jeg -fortælling. Hvorfor skulle der gå flere årtier, før Agnete (læs: Hilde) og flere andre forfattere tør/vil og mener, at det er på sin plads at ytre et også jeg? At blive gjort til offer har ingen lyst til, men nu tager også Hilde Rød-Larsen opgøret med den skam, der hviler på offeret, når det burde være krænkeren, der fik den at føle.
Tilbage står spørgsmålet, om der kan dømmes på afstand af tid. Men sikkert er det, at krænkelserne kan sætte sig som et traume gennem et helt liv og ændre hele selvopfattelsen.
Diamantaftener lægger sig i kølvandet på flere lignende stærke erindringsfortællinger med krænkende magtforhold. Fx Annie Ernaux’ Pigen fra '58, hvor pigen har et forhold til manden H. Pigen i Pige,1983 af Linn Ullmann har et forhold til A., mens pigen i Diamantaftener har et forhold til C. De Versal-benævnte mænds tunge magtaftryk bliver nu afdækket i fiktioner, der åbner for et grumt men befriende også jeg.
Hilde Rød-Larsen står skulder ved skulder med flere stærke også jeg-fortællere med elegant og vedkommende erindringsfiktion om en kvinde i en asymmetrisk magtrelation.
Det er et helt igennem betagende erindringsværk, Hilde Rød-Larsen skaber, når hun jagter sandheden om de fortællinger, vi former om os selv; det der bliver husket; det der gemmes væk; det der fortrænges, og det der forvrænges. #Metoo-bølgen ruller, og strømmevis af hændelser dukker frem, når flere forfattere griber det, der trænger sig på fra fortiden. En fortælling om en person, der engang befandt sig i en asymmetrisk magtrelation, der bliver ved med at ligge som en efterladt hob af skam.
I romanens begyndelse er jeget, den midaldrende Agnete, alene hjemme. Hun står foran måneders lang tid for sig selv, mens hendes mand er rejst væk for at arbejde. Hun beslutter sig for, at undtagelsestilstanden – væk fra parforholdet - skal bruges til at holde op med at vende sig væk fra, hvad der engang skete. Hun vil skrive den fortælling.
Agnete tvinger sig selv til at skue tilbage på sig selv som ung studerende i London. Den unge pige er skrøbelig og på udebane, da veninden Jennys far, der er psykolog, vil ”passe på” hende. I hans praksis bliver den glatte, sorte klient-divan med et lagen over det problematiske mødested. Forholdet og den skæve magtrelation med C. fortsætter i flere år.
I denne anden halvdel af romanen må fortællingens greb ændres. Agnete ser i sin dagbogsskrivning, at hun ofte har (om)skabt virkeligheden i skriften ved at skrive hændelsen i tredje person.
”Nej, jeg kan ikke komme ind til det, jeg vil, på denne måde, det, der gør, at jeg skriver dette jer; jeg står i vejen. ”Jeg” må væk. … lad os kalde hende Marianne, veninden Sarah og hendes far Alexander .” ”Nu er det den her historie jeg fortæller og den er også sand.”
Fiktionen i fiktionen danner et dobbelt blik, der helt genialt lader den skrivende forfatter lege med erindringens mange lag. Det mange trådede fletværk af refleksioner, minder, livsanskuelser og tvivl bliver brudt op og samlet på ny. Med stor sans for det lyriske i sproget udfolder Rød-Larsen kvindepigens fortælling, der sidder tilbage i alle kroppens celler på både kvinden og læseren.
Hilde Rød-Larsen har heldigvis skrevet den elegante også jeg -fortælling. Hvorfor skulle der gå flere årtier, før Agnete (læs: Hilde) og flere andre forfattere tør/vil og mener, at det er på sin plads at ytre et også jeg? At blive gjort til offer har ingen lyst til, men nu tager også Hilde Rød-Larsen opgøret med den skam, der hviler på offeret, når det burde være krænkeren, der fik den at føle.
Tilbage står spørgsmålet, om der kan dømmes på afstand af tid. Men sikkert er det, at krænkelserne kan sætte sig som et traume gennem et helt liv og ændre hele selvopfattelsen.
Diamantaftener lægger sig i kølvandet på flere lignende stærke erindringsfortællinger med krænkende magtforhold. Fx Annie Ernaux’ Pigen fra '58, hvor pigen har et forhold til manden H. Pigen i Pige,1983 af Linn Ullmann har et forhold til A., mens pigen i Diamantaftener har et forhold til C. De Versal-benævnte mænds tunge magtaftryk bliver nu afdækket i fiktioner, der åbner for et grumt men befriende også jeg.
Kommentarer