Anmeldelse
Det var ikke planen at købe kålroer af Anders Haahr Ramussen
Sjov og spidsfindig kogebogsroman om mad som eskapisme, nydelse, flugt og identitetsmarkør. Det er en charmerende historie, der er nytænkende på en vellykket måde.
1 kg blandet kål, 1 dl linser og hvedekerner, 250 g intelligente observationer og tanker over stort og småt, 100 g observationer fra dagliglivet, 2 dl politisk korrekthed iblandet lidt upolitisk korrekthed, 4 dl humor. Smagt til med akademiske referencer.
’Det var ikke planen at købe kålroer’ er en kogebogsroman opbygget efter opskriftsbøgernes principper. Hvert kapitel er udformet som en slags opskrift. Titlen referer til retten efterfulgt af listen med ingredienser. Herefter følger beskrivelserne af Amanda, der laver retten, samtidig med at hun tænker og taler. Amanda taler nemlig højt for sig selv i stil med formen fra madlavnings-programmer. Her bare i en langt mere fri og privat tone. Hvis devisen om at ’du bliver, hvad du spiser’ holder stik, er Amanda mest af alt kål og linser. Det er heller ikke helt forkert, for Amandas vegetariske kost giver et fingerpeg om, hvem hun er. En lettere løbeafhængig, nogen og 30-årig vegetar med hang til kål og politisk korrekthed.
Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste, kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med søde, utrættelige Ryan eller at få skrevet den ph.d. afhandling om ’det ydre rum som politisk felt’, som hun bakser med, færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflektere over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier.
Anders Haahr Ramussen tapper direkte ind i ’vi-navngiver-segmenter-efter-mad-kulturen’. Helt i tråd med spelt-segmentet kunne man sagtens begynde at tale om et kål-linse-segmentet, som billede på den vegetariske, akademiske, yderst ressourcebevidste person. Amanda går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge. Skræller bliver til grøntsagsbouillon for at spare ressourcer, men hun køber den billige is, for at få mere for pengene. Flere steder har romanen fine dobbeltbetydninger. Som i følgende passage, hvor Amanda har købt en for stor mælk, fordi hun plejede at købe meget mælk, da hun var sammen med ekskæresten:
’Jeg må hellere se at komme i gang med den her kæmpemælk,’ siger Amanda og hælder dobbelt så meget i kaffen, som hun plejer. ’Det er sådan nogle latterlige ting, der driver mig til vanvid.’ ’Resterne.’ ’Overalt.’ ’Åndsvage steder, som er komplet meningsløse. Jeg står jo bare og køber mælk.’ Udover at mælken pirrer til Amandas skrappe krav om at undgå madspild, spiller det også på de rester af parforholdet, som Amanda ikke kan ryste af sig.
Selv de meste politisk korrekte, ressourcebevidste mennesker må indimellem smide mugne grøntsager ud eller tage valg baseret på dovenskab. Sådan er det også med Amanda. I byen fråser hun med pengene, og selvom hun proklamerer at ’ Alle kan skrive en afhandling. Det er et spørgsmål om indstilling’ , så har hun lidt svært ved at finde den indstilling. Hun har en masse regler for, hvad der er sundt og usundt, hvad man skal gøre, hvad man må sige, og hvordan man skal behandle andre, men paradoksalt nok har hun svært ved at overholde dem selv.
’ […] da en studerende havde spurgt, hvilket stjernetegn Amanda var, hvortil hun havde svaret, at hun ikke troede på ’den slags voodoo-magi’. Nu er det bare sådan, hvilket Amanda udmærket er klar over, at voodoo er en udbredt religiøs praksis på den afrikanske vestkyst og i Haiti, så hun anså sit svar til den studerende for at være racistisk. Det undskyldte hun for. De studerende sad tavse, flere af dem med et lettere forvirret udtryk i ansigtet.’
Humoren i Anders Haahr Rasmussens debut er underfundig, ironisk og bevæger sig på flere planer. Den opstår bl.a. i Amandas indre paradokser, tonen i hendes enetale og i ping pong mellem hende og fortælleren. Indimellem er Amanda så meget en del af sit segment, at det er komisk, engang imellem er humoren en kritik. Når hun fx laver mad for at undgå madspild, ikke fordi hun er sulten eller har lyst til det, hun laver. Amanda selv er ikke bange for at komme med sin kritik af det samfund, vi lever i: ’Folk lever sådan i en verden fuld af indkøbscentre, fattig på kultur og totalt fremmedgjort over for den mad, de spiser.’
I ’Det var ikke planen at købe kålroer’ formår Anders Haahr Rasmussen at kombinere tidsbillede og samfundsdebat med den rette mængde alvor og humor igennem en helt unik linse: Amanda. Amanda viser, hvor svært det er at leve oprigtigt og politisk korrekt.
Sjov og spidsfindig kogebogsroman om mad som eskapisme, nydelse, flugt og identitetsmarkør. Det er en charmerende historie, der er nytænkende på en vellykket måde.
1 kg blandet kål, 1 dl linser og hvedekerner, 250 g intelligente observationer og tanker over stort og småt, 100 g observationer fra dagliglivet, 2 dl politisk korrekthed iblandet lidt upolitisk korrekthed, 4 dl humor. Smagt til med akademiske referencer.
’Det var ikke planen at købe kålroer’ er en kogebogsroman opbygget efter opskriftsbøgernes principper. Hvert kapitel er udformet som en slags opskrift. Titlen referer til retten efterfulgt af listen med ingredienser. Herefter følger beskrivelserne af Amanda, der laver retten, samtidig med at hun tænker og taler. Amanda taler nemlig højt for sig selv i stil med formen fra madlavnings-programmer. Her bare i en langt mere fri og privat tone. Hvis devisen om at ’du bliver, hvad du spiser’ holder stik, er Amanda mest af alt kål og linser. Det er heller ikke helt forkert, for Amandas vegetariske kost giver et fingerpeg om, hvem hun er. En lettere løbeafhængig, nogen og 30-årig vegetar med hang til kål og politisk korrekthed.
Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste, kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med søde, utrættelige Ryan eller at få skrevet den ph.d. afhandling om ’det ydre rum som politisk felt’, som hun bakser med, færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflektere over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier.
Anders Haahr Ramussen tapper direkte ind i ’vi-navngiver-segmenter-efter-mad-kulturen’. Helt i tråd med spelt-segmentet kunne man sagtens begynde at tale om et kål-linse-segmentet, som billede på den vegetariske, akademiske, yderst ressourcebevidste person. Amanda går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge. Skræller bliver til grøntsagsbouillon for at spare ressourcer, men hun køber den billige is, for at få mere for pengene. Flere steder har romanen fine dobbeltbetydninger. Som i følgende passage, hvor Amanda har købt en for stor mælk, fordi hun plejede at købe meget mælk, da hun var sammen med ekskæresten:
’Jeg må hellere se at komme i gang med den her kæmpemælk,’ siger Amanda og hælder dobbelt så meget i kaffen, som hun plejer. ’Det er sådan nogle latterlige ting, der driver mig til vanvid.’ ’Resterne.’ ’Overalt.’ ’Åndsvage steder, som er komplet meningsløse. Jeg står jo bare og køber mælk.’ Udover at mælken pirrer til Amandas skrappe krav om at undgå madspild, spiller det også på de rester af parforholdet, som Amanda ikke kan ryste af sig.
Selv de meste politisk korrekte, ressourcebevidste mennesker må indimellem smide mugne grøntsager ud eller tage valg baseret på dovenskab. Sådan er det også med Amanda. I byen fråser hun med pengene, og selvom hun proklamerer at ’ Alle kan skrive en afhandling. Det er et spørgsmål om indstilling’ , så har hun lidt svært ved at finde den indstilling. Hun har en masse regler for, hvad der er sundt og usundt, hvad man skal gøre, hvad man må sige, og hvordan man skal behandle andre, men paradoksalt nok har hun svært ved at overholde dem selv.
’ […] da en studerende havde spurgt, hvilket stjernetegn Amanda var, hvortil hun havde svaret, at hun ikke troede på ’den slags voodoo-magi’. Nu er det bare sådan, hvilket Amanda udmærket er klar over, at voodoo er en udbredt religiøs praksis på den afrikanske vestkyst og i Haiti, så hun anså sit svar til den studerende for at være racistisk. Det undskyldte hun for. De studerende sad tavse, flere af dem med et lettere forvirret udtryk i ansigtet.’
Humoren i Anders Haahr Rasmussens debut er underfundig, ironisk og bevæger sig på flere planer. Den opstår bl.a. i Amandas indre paradokser, tonen i hendes enetale og i ping pong mellem hende og fortælleren. Indimellem er Amanda så meget en del af sit segment, at det er komisk, engang imellem er humoren en kritik. Når hun fx laver mad for at undgå madspild, ikke fordi hun er sulten eller har lyst til det, hun laver. Amanda selv er ikke bange for at komme med sin kritik af det samfund, vi lever i: ’Folk lever sådan i en verden fuld af indkøbscentre, fattig på kultur og totalt fremmedgjort over for den mad, de spiser.’
I ’Det var ikke planen at købe kålroer’ formår Anders Haahr Rasmussen at kombinere tidsbillede og samfundsdebat med den rette mængde alvor og humor igennem en helt unik linse: Amanda. Amanda viser, hvor svært det er at leve oprigtigt og politisk korrekt.
Kommentarer