Anmeldelse
Det sorte får af Ascanio Celestini
Vanvittig, skæv og humoristisk fabel om det moderne Italien. ’Det sorte får’ er syret og legesyg læsning, men godtager du præmissen, er der en god oplevelse at hente.
”Jeg døde i år. Alle ville dø i år”. Sådan lægger bogen ud, og citatet her karakteriserer meget godt bogens gennemgående tone. For døden er det endelige klimaks, som fortællingen stræber efter at nå, og intet er helligt undervejs i processen. Vi bliver præsenteret for idéen om, at troen på Gud er det ultimative selvbedrag, og at Jesus er direktør i det lokale supermarked. Selvhøjtidelighed og religiøs fanatisme bliver reduceret til forsidestof på kulørte magasiner i selvsamme supermarked. Det er blandt andet denne uformelle tilgang og sorte humor, der gør bogen kuriøs og læseværdig.
Fortællingen er inddelt i tre dele. I de to første følger vi bogens to hovedpersoner, som i tredje del viser sig at være én og samme person. Først møder vi en ni-årig dreng, som bor med sin bedstemor i tressernes Italien. Bedstemoderen er leveringsdygtige i friske æg, ”så friske, at de stadig lugter af hønserøv”, og drengen er jævnligt med bedstemoderen rundt til forskellige kunder med æg, heriblandt til byens galeanstalt.
I anden del følger vi Nicola, som fortæller resten af historien frem til sin død på anstalten som 35-årig. Vi får et indblik i Nicolas opvækst, og hvordan han som dreng fejlagtigt blev indlagt på galeanstalten. Men frem for alt bliver vi som læsere hvirvlet ind i hans livlige og farverige fantasi. Herigennem får vi et vue over historiens gang med alt fra Armstrongs månelanding til pornoens revolution, og ikke mindst giver fortællingen et billede af det moderne Italien fra tresserne og frem.
På galeanstalten praktiserer man rundhåndet elektrochok-behandling på alt og alle. Idéen er, at anstaltens indlagte befinder sig i et mørke, hvor angst dominerer, og for at oplyse mørket sætter man bogstaveligt talt strøm til de stakkels individer. Det kan ikke undgås, at man flere gange undervejs i bogen har svært ved at finde ud af, hos hvem man skal placere sindssygen.
Bogen er fyldt med herlige metaforer, og stilen grænser til det magiske. Man fornemmer efter blot et par sider, at alt kan ske. Og meget gør. På en morsom og poetisk måde kommer vi omkring områder som politik, religion, kultur, hykleri og ensomhed. Og Celestini lægger ikke skjul på, hvordan verden kan synes som én stor galeanstalt. Han langer ud efter både masseforbrug og efter kirkens opstillede illusion om frelse. Den samfundskritiske tone runger højt bogen igennem.
Ascanio Celestini er multikunster og provokatør. Han har bevæget sig inden for både scenekunst, litteratur og film. ´Det sorte får´ er dog også blevet iscenesat som både film og teaterstykke. Bogen er godt hundrede siders vanvid, og den er medrivende og flot fortalt. Jeg var meget begejstret for bogen, som er hurtig læst, men som både har masser af grin undervejs og stof til eftertanke.
Vanvittig, skæv og humoristisk fabel om det moderne Italien. ’Det sorte får’ er syret og legesyg læsning, men godtager du præmissen, er der en god oplevelse at hente.
”Jeg døde i år. Alle ville dø i år”. Sådan lægger bogen ud, og citatet her karakteriserer meget godt bogens gennemgående tone. For døden er det endelige klimaks, som fortællingen stræber efter at nå, og intet er helligt undervejs i processen. Vi bliver præsenteret for idéen om, at troen på Gud er det ultimative selvbedrag, og at Jesus er direktør i det lokale supermarked. Selvhøjtidelighed og religiøs fanatisme bliver reduceret til forsidestof på kulørte magasiner i selvsamme supermarked. Det er blandt andet denne uformelle tilgang og sorte humor, der gør bogen kuriøs og læseværdig.
Fortællingen er inddelt i tre dele. I de to første følger vi bogens to hovedpersoner, som i tredje del viser sig at være én og samme person. Først møder vi en ni-årig dreng, som bor med sin bedstemor i tressernes Italien. Bedstemoderen er leveringsdygtige i friske æg, ”så friske, at de stadig lugter af hønserøv”, og drengen er jævnligt med bedstemoderen rundt til forskellige kunder med æg, heriblandt til byens galeanstalt.
I anden del følger vi Nicola, som fortæller resten af historien frem til sin død på anstalten som 35-årig. Vi får et indblik i Nicolas opvækst, og hvordan han som dreng fejlagtigt blev indlagt på galeanstalten. Men frem for alt bliver vi som læsere hvirvlet ind i hans livlige og farverige fantasi. Herigennem får vi et vue over historiens gang med alt fra Armstrongs månelanding til pornoens revolution, og ikke mindst giver fortællingen et billede af det moderne Italien fra tresserne og frem.
På galeanstalten praktiserer man rundhåndet elektrochok-behandling på alt og alle. Idéen er, at anstaltens indlagte befinder sig i et mørke, hvor angst dominerer, og for at oplyse mørket sætter man bogstaveligt talt strøm til de stakkels individer. Det kan ikke undgås, at man flere gange undervejs i bogen har svært ved at finde ud af, hos hvem man skal placere sindssygen.
Bogen er fyldt med herlige metaforer, og stilen grænser til det magiske. Man fornemmer efter blot et par sider, at alt kan ske. Og meget gør. På en morsom og poetisk måde kommer vi omkring områder som politik, religion, kultur, hykleri og ensomhed. Og Celestini lægger ikke skjul på, hvordan verden kan synes som én stor galeanstalt. Han langer ud efter både masseforbrug og efter kirkens opstillede illusion om frelse. Den samfundskritiske tone runger højt bogen igennem.
Ascanio Celestini er multikunster og provokatør. Han har bevæget sig inden for både scenekunst, litteratur og film. ´Det sorte får´ er dog også blevet iscenesat som både film og teaterstykke. Bogen er godt hundrede siders vanvid, og den er medrivende og flot fortalt. Jeg var meget begejstret for bogen, som er hurtig læst, men som både har masser af grin undervejs og stof til eftertanke.
Kommentarer