Anmeldelse
Det nye mig
Halle Butlers arbejdspladssatire er tragikomisk, absurd og alligevel genkendelig, og man bliver rørt over fortællerens afgrundsdybe ensomhed.
Bliver du nogle gange helt forpustet af alt det, du skal præstere – på arbejde og i livet? Så skal du læse Halle Butlers morsomme ’Det nye mig’. Romanen sætter ord på det selvoptimeringspres, vi lever under i dag, og en udbrændthed, som mange vil genkende.
Romanens fortæller Millie befinder sig i en opslidende cyklus af vikarjob efter vikarjob, hvor muligheden for fastansættelse er lokkende men opnåeligt forude. De midlertidige jobs er dræbende kedsommelige, demotiverende eller direkte ydmygende, men ikke desto mindre higer hun efter fastansættelsen. Uden det faste job med den dertilhørende finansielle såvel som eksistentielle tryghed er Millie fanget i et dødvande, altid på randen af bankerot.
Romanen heddder ’Det nye mig’, fordi Millie knytter en hel fantasi om det liv, hun vil leve, op på den ønskede fastansættelse. Med ansættelsen vil hun blive et helt menneske, en rigtig voksen, og så vil hun optimere sig selv på alle fronter. Hun vil blive sådan en, der snupper en løbetur inden arbejde, altid kan frembyde et ryddeligt hjem, går tidligt i seng, læser bøger og har masser af venner – ”ikke ligesom den, jeg er nu, opfarende, fuld af opkast og tanker om døden og vred hele tiden.”
Det er en særdeles underholdende roman, fordi Millies fortællerstemme er så tragikomisk. Hun simrer i ængstelighed, had og for meget mavesyre, for selvom hun brændende ønsker sig en ansættelse, så synes hun i bund og grund, at hendes vikarjob i et showroom for designermøbler er latterligt. Det kommer der mange skarpe bemærkninger ud af, og jeg morede mig kosteligt under læsningen.
Det uhyggelige ved Millies situation er dog, hvor alene hun er, og hvor meget hun internaliserer sine ydmygelser. Hendes selvhad fortæller hende, at hendes vrede nødvendigvis må skyldes, at hun er et dårligt menneske. Måske ville den gå væk, hvis hun mediterede noget mere?
Som romanens oversætter Sigrid Kraglund Adamsson peger på i sit efterord, er der en politisk pointe i Millies historie. Millies generation, der kaldes millenials (født mellem 1981 og 1996), er opvokset som ekstremt konkurrencemindede og evigt selvoptimerende individer. En generation præget af en tid med enorm usikkerhed – terrorangreb, økonomisk krise, klimakrise – og et arbejdsmarked, der i stigende grad tilbyder kortvarige projektansættelser frem for faste stillinger. De korte stillinger betyder et fravær af rettigheder som ferie, barsel og almindelige arbejdstider. Alligevel er der hundredevis af ansøgere til de fleste jobs, og der skal fremføres et toptunet CV for at komme i betragtning. Man taler ligefrem om en tilstand af ”millenial burnout”.
’Det nye mig’ er en skarp satire over det moderne arbejdsliv og et enormt selvoptimeringspres. Den kan læses som en generationsroman, men også som et opgør med den vestlige verdens tendens til at sætte lighedstegn mellem lønarbejde og et menneskes værd. Halle Butler spørger: Fortjener vi virkelig kun vores plads på jorden, hvis vi har et arbejde?
Halle Butlers arbejdspladssatire er tragikomisk, absurd og alligevel genkendelig, og man bliver rørt over fortællerens afgrundsdybe ensomhed.
Bliver du nogle gange helt forpustet af alt det, du skal præstere – på arbejde og i livet? Så skal du læse Halle Butlers morsomme ’Det nye mig’. Romanen sætter ord på det selvoptimeringspres, vi lever under i dag, og en udbrændthed, som mange vil genkende.
Romanens fortæller Millie befinder sig i en opslidende cyklus af vikarjob efter vikarjob, hvor muligheden for fastansættelse er lokkende men opnåeligt forude. De midlertidige jobs er dræbende kedsommelige, demotiverende eller direkte ydmygende, men ikke desto mindre higer hun efter fastansættelsen. Uden det faste job med den dertilhørende finansielle såvel som eksistentielle tryghed er Millie fanget i et dødvande, altid på randen af bankerot.
Romanen heddder ’Det nye mig’, fordi Millie knytter en hel fantasi om det liv, hun vil leve, op på den ønskede fastansættelse. Med ansættelsen vil hun blive et helt menneske, en rigtig voksen, og så vil hun optimere sig selv på alle fronter. Hun vil blive sådan en, der snupper en løbetur inden arbejde, altid kan frembyde et ryddeligt hjem, går tidligt i seng, læser bøger og har masser af venner – ”ikke ligesom den, jeg er nu, opfarende, fuld af opkast og tanker om døden og vred hele tiden.”
Det er en særdeles underholdende roman, fordi Millies fortællerstemme er så tragikomisk. Hun simrer i ængstelighed, had og for meget mavesyre, for selvom hun brændende ønsker sig en ansættelse, så synes hun i bund og grund, at hendes vikarjob i et showroom for designermøbler er latterligt. Det kommer der mange skarpe bemærkninger ud af, og jeg morede mig kosteligt under læsningen.
Det uhyggelige ved Millies situation er dog, hvor alene hun er, og hvor meget hun internaliserer sine ydmygelser. Hendes selvhad fortæller hende, at hendes vrede nødvendigvis må skyldes, at hun er et dårligt menneske. Måske ville den gå væk, hvis hun mediterede noget mere?
Som romanens oversætter Sigrid Kraglund Adamsson peger på i sit efterord, er der en politisk pointe i Millies historie. Millies generation, der kaldes millenials (født mellem 1981 og 1996), er opvokset som ekstremt konkurrencemindede og evigt selvoptimerende individer. En generation præget af en tid med enorm usikkerhed – terrorangreb, økonomisk krise, klimakrise – og et arbejdsmarked, der i stigende grad tilbyder kortvarige projektansættelser frem for faste stillinger. De korte stillinger betyder et fravær af rettigheder som ferie, barsel og almindelige arbejdstider. Alligevel er der hundredevis af ansøgere til de fleste jobs, og der skal fremføres et toptunet CV for at komme i betragtning. Man taler ligefrem om en tilstand af ”millenial burnout”.
’Det nye mig’ er en skarp satire over det moderne arbejdsliv og et enormt selvoptimeringspres. Den kan læses som en generationsroman, men også som et opgør med den vestlige verdens tendens til at sætte lighedstegn mellem lønarbejde og et menneskes værd. Halle Butler spørger: Fortjener vi virkelig kun vores plads på jorden, hvis vi har et arbejde?
Kommentarer