Anmeldelse
Det evige folk har ingen frygt af Shani Boianjiu
Interessant, aktuel og overraskende. ’Det evige folk har ingen frygt’ er titlen, men Israels folk har alt muligt at frygte i et land, som eksisterer i en slags permanent undtagelsestilstand.
Det er en hverdag langt fra danske teenageres, der præsenteres i romanen ’Det evige folk har ingen frygt’. Jævnlige missilnedslag i majsmarkerne omkring landsbyen, obligatorisk militærtjeneste for kvinder såvel som for mænd i henholdsvis 21 og 36 måneder, selvmordsbombere i busserne. I det hele taget er døden aldrig langt væk i bevidstheden.
Romanen følger tre piger fra en lille landsby i det nordlige Israel nær grænsen til Libanon fra de bliver indkaldt til at aftjene deres værnepligt i hæren til et par år efter, da de mødes igen. Lea kommer i det forhadte militærpoliti, vælger at gøre det ordentligt og bliver officer, selvom det forlænger hendes værnepligt. Yael træner soldater i våbenbrug, og Avishag overvåger grænsen til Egypten.
Forfatteren Shani Boianjiu har et fint blik for detaljer i hæren: De forskelligartede våbeninstruktioner, endeløs venten ved en telefon, der aldrig ringer, gabende kedsommelig overvågning af hegnet rundt om militærbasen eller af lukkede veje. Boianjiu giver et nuanceret blik på Israel/Palæstina-konflikten uden egentligt at tage stilling til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hun beskriver mange af de dagligdags situationer i området: Grænsekontrollen, hvor det en dag går galt for den lidt for familiære soldat, som hver dag stikker hovedet ind i bilerne og snakker venskabeligt med de passerende palæstinensere.
Både Shani Boianjius stil og emnevalg er langt fra den magiske realisme, man blandt andet finder i de israelske forfattere Yoram Kaniuk og Meir Shalevs værker. Hun repræsenterer naturligvis også en helt anden tid. Der bliver ikke oversat voldsomt meget skønlitteratur fra Israel. Et par forfattere har dog bidt sig godt fast: Amos Oz og David Grossmann. Af nye navne kan blandt andet nævnes Edgar Keret, Liad Shoham og Dror Mishani – de to sidstnævnte er krimiforfattere.
Oversættelsen på side tolv skurrer i mine ører. Det hebraiske ord shalom betyder ganske vist fred, men det bruges også som en dagligdags hilsen på linje med hej. Så sætningen: ”’Fred’ siger jeg og rejser mig fra mit bord” giver en anden mening, end hvis den var oversat: ”’Hej’ siger jeg og rejser mig fra mit bord”.
Jeg synes langt bedst om første del af romanen, som giver et interessant indblik i en helt anden kultur og nogle mennesker, som lever på helt andre præmisser, end vi gør i Danmark. Romanens anden del virker lidt mere sammensat af forskellige brudstykker og hænger ikke nær så godt sammen. Det rykker ikke ved, at jeg synes, det er en interessant, aktuel og overraskende roman, som man bliver klogere af at læse.
Interessant, aktuel og overraskende. ’Det evige folk har ingen frygt’ er titlen, men Israels folk har alt muligt at frygte i et land, som eksisterer i en slags permanent undtagelsestilstand.
Det er en hverdag langt fra danske teenageres, der præsenteres i romanen ’Det evige folk har ingen frygt’. Jævnlige missilnedslag i majsmarkerne omkring landsbyen, obligatorisk militærtjeneste for kvinder såvel som for mænd i henholdsvis 21 og 36 måneder, selvmordsbombere i busserne. I det hele taget er døden aldrig langt væk i bevidstheden.
Romanen følger tre piger fra en lille landsby i det nordlige Israel nær grænsen til Libanon fra de bliver indkaldt til at aftjene deres værnepligt i hæren til et par år efter, da de mødes igen. Lea kommer i det forhadte militærpoliti, vælger at gøre det ordentligt og bliver officer, selvom det forlænger hendes værnepligt. Yael træner soldater i våbenbrug, og Avishag overvåger grænsen til Egypten.
Forfatteren Shani Boianjiu har et fint blik for detaljer i hæren: De forskelligartede våbeninstruktioner, endeløs venten ved en telefon, der aldrig ringer, gabende kedsommelig overvågning af hegnet rundt om militærbasen eller af lukkede veje. Boianjiu giver et nuanceret blik på Israel/Palæstina-konflikten uden egentligt at tage stilling til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hun beskriver mange af de dagligdags situationer i området: Grænsekontrollen, hvor det en dag går galt for den lidt for familiære soldat, som hver dag stikker hovedet ind i bilerne og snakker venskabeligt med de passerende palæstinensere.
Både Shani Boianjius stil og emnevalg er langt fra den magiske realisme, man blandt andet finder i de israelske forfattere Yoram Kaniuk og Meir Shalevs værker. Hun repræsenterer naturligvis også en helt anden tid. Der bliver ikke oversat voldsomt meget skønlitteratur fra Israel. Et par forfattere har dog bidt sig godt fast: Amos Oz og David Grossmann. Af nye navne kan blandt andet nævnes Edgar Keret, Liad Shoham og Dror Mishani – de to sidstnævnte er krimiforfattere.
Oversættelsen på side tolv skurrer i mine ører. Det hebraiske ord shalom betyder ganske vist fred, men det bruges også som en dagligdags hilsen på linje med hej. Så sætningen: ”’Fred’ siger jeg og rejser mig fra mit bord” giver en anden mening, end hvis den var oversat: ”’Hej’ siger jeg og rejser mig fra mit bord”.
Jeg synes langt bedst om første del af romanen, som giver et interessant indblik i en helt anden kultur og nogle mennesker, som lever på helt andre præmisser, end vi gør i Danmark. Romanens anden del virker lidt mere sammensat af forskellige brudstykker og hænger ikke nær så godt sammen. Det rykker ikke ved, at jeg synes, det er en interessant, aktuel og overraskende roman, som man bliver klogere af at læse.
Kommentarer