En velskrevet og gribende men på ingen måde sentimental familiehistorie fra Lemvig, der præges af moderens psykiske sygdom og stigende pille- og alkoholmisbrug.
Hjerteskærende ærligt og nøgternt fortæller forfatteren om det omskiftelige og sindsoprivende liv i en fattig familie præget af moderens psykiske sygdom og menneskelige deroute. Moderens indre dæmoner fører til selvmordsforsøg og utallige indlæggelser, og som det ældste barn står forfatteren med et alt for stort ansvar. For at overleve tvinges hun til at tage afstand fra moderen, som fx da moderen betror sin dengang 12-årige datter, at hun er bange for at komme til at slå hende ihjel! Elisabeth Møller Jensen og hendes tre søskende klarer sig alle godt og får en god uddannelse, men forfatteren vil ikke have prædikatet mønsterbryder hæftet på sig. Hun vurderer selv, at hun kan takke det gryende velfærdssamfund, kvindebevægelsen og sin egen intelligens og viljestyrke for, at hun har fået et godt voksen- og kvindeliv, bl.a. som direktør for KVINFO.
Barndommen dukker af og til op i natlige mareridt, men bogen er blottet for selvmedlidenhed. Forfatteren vil mere end blot at skildre sit eget liv. Bogen er også et tidsbillede og fortæller om klasseskel og hæmmende kønsrollemønstre. Hun inddrager desuden slægten for at perspektivere faderen og moderens liv. Begge forældre er begavede men får ikke mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Faderens slægt er rundet af arbejderbevægelsen, og faderen er politisk aktiv og fagforeningsmand. Moderens slægt er præget af Indre Mission, og det forkrøbler moderens liv, at hun må slås med skyld, skam og selvbebrejdelser.
Ikke mindst portrættet af moderen står meget stærkt, trods forfatterens ambivalente følelser. Moderen var en begavet skribent og efterlod sig mange breve. Det er de mange uddrag fra hendes breve, der får hende til at fremstå så levende. Man får et tydeligt indtryk af en psykisk skrøbelig kvinde med mange talenter, der ikke passede ind i den snævre rolle som hustru og mor. Faderen derimod træder ikke så tydeligt frem, måske fordi han ikke efterlod sig ret meget skriftligt. Han var familiens faste holdepunkt og en støtte for datterens uddannelsesplaner, men efter moderens død kan datteren ikke rigtigt finde ind til mennesket bag faderen.
Forfatterens jævnaldrende, Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Gretelise Holm, har ligeledes i deres erindringer dokumenteret, at man kan overleve en dysfunktionel familie, og at man ikke behøver at gentage et uheldigt familiemønster.
Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Kommentarer