Anmeldelse
Den røde drage af Thomas Harris
En morder, der bider sine ofre; en betjent, der tænker som en psykopat; en skruppelløs journalist og en fortid, der ikke vil slippe. Topklassethriller fra manden bag ”Ondskabens øjne”.
Anbefalet af bibliotekar Jette S. F. Holst, Middelfart Bibliotek
”Den røde drage” udkom første gang i 1981. Siden er der sket meget inden for den kriminaltekniske verden, men ikke desto mindre er Thomas Harris stadig værd at læse. Han forstår nemlig at gå ind i sine personer og give et nuanceret billede af dem.
Will Graham er pensioneret FBI-agent. Han har tidligere fanget to grimme seriemordere (heriblandt den berømte og berygtede psykiater Hannibal Lecter), men det havde store personlige omkostninger, og nu lever han af at reparere bådmotorer.
En dag dukker hans tidligere chef, Jack Crawford, op. En ny morder er på spil – Manden med Gebisset. Hans speciale er at slå familier ihjel, hvor især kvinderne mishandles med bid. Crawford har brug for Grahams hjælp, for der er kun knap en måned tilbage til næste fuldmåne, og det er her, morderen plejer at slå til.
Crawford får overtalt Graham, og snart er han dybt involveret i jagten. Grahams styrke er hans store indlevelsesevne. Når han jagter en morder, formår han at sætte sig ind i morderens tankegang. Det giver ham spor – men det giver ham også grusomme mareridt og besvær med at holde sit privatliv fra sit arbejdsliv.
Det bliver tidligt i romanen afsløret for læseren, at Manden med Gebisset (eller Den Røde Drage, som han kalder sig selv) er Francis Dolarhyde. En genert og tilbageholdende mand, der arbejder i et fotolaboratorium. Han blev født med store misdannelser i ansigtet og blev som barn svigtet af sin mor og efterladt på et børnehjem. Senere fandt hans bedstemor ham, og hun tog ham hjem, hvor hun opfostrede ham. Men ikke så meget med kærlighed som med frygt og smerte.
Som voksen har Dolarhyde derfor mange sår i sjælen, og en måde at lindre dem på er at tage hævn over alle de mennesker, som griner ad ham og håner ham. I hvert fald er det sådan, Dolarhyde oplever verden.
Dolarhyde begår nogle frygtelige gerninger, men man har alligevel sympati for ham, for der er også gjort frygtelige ting mod ham. Og Graham rides af sine egne personlige mareridt, hvor ondskabens ansigt hele tiden dukker op i hans liv og gør det svært for ham at være sammen med andre.
Det er med andre ord en bog, som udover at være elementært spændende, også får læseren til at interessere sig for personerne og konflikterne bag facaden.
Jeg har læst ”Den røde drage” flere gange, og selvom Thomas Harris er mere berømt for ”Ondskabens øjne”, der kom syv år senere i 1988, så synes jeg, at ”Den røde drage” er den bedste af de to. Harris formår at beskrive de to hovedpersoner, Graham og Dolarhyde, yderst nuanceret og troværdigt. Man får en fornemmelse af, at det måske mere er tilfældigheder, at den ene er massemorder og den anden FBI-agent, end det er pga. deres personligheder.
”Den røde drage” er filmatiseret flere gange. I 1986 af Michael Mann under titlen ”Manhunter” og i 2002 som ”Red Dragon”. Begge gange var Thomas Harris selv inde over manuskriptet, og begge film er absolut seværdige.
”Den røde drage” kan sagtens læses selvstændigt, men får man lyst til at læse mere om Will Graham og Hannibal Lecter, så følger ”Ondskabens øjne” og ”Hannibal” (1999) efter. Begge bøger er i øvrigt også filmatiserede.
Oversat fra amerikansk af Henning Albrechtsen efter 'Red dragon'. Erichsen, 1993. 325 sider
Links:
Litteratursidens anbefaling af Ondskabens øjne
Thomas Harris’ hjemmeside
Lån bogen på 
En morder, der bider sine ofre; en betjent, der tænker som en psykopat; en skruppelløs journalist og en fortid, der ikke vil slippe. Topklassethriller fra manden bag ”Ondskabens øjne”.
Anbefalet af bibliotekar Jette S. F. Holst, Middelfart Bibliotek
”Den røde drage” udkom første gang i 1981. Siden er der sket meget inden for den kriminaltekniske verden, men ikke desto mindre er Thomas Harris stadig værd at læse. Han forstår nemlig at gå ind i sine personer og give et nuanceret billede af dem.
Will Graham er pensioneret FBI-agent. Han har tidligere fanget to grimme seriemordere (heriblandt den berømte og berygtede psykiater Hannibal Lecter), men det havde store personlige omkostninger, og nu lever han af at reparere bådmotorer.
En dag dukker hans tidligere chef, Jack Crawford, op. En ny morder er på spil – Manden med Gebisset. Hans speciale er at slå familier ihjel, hvor især kvinderne mishandles med bid. Crawford har brug for Grahams hjælp, for der er kun knap en måned tilbage til næste fuldmåne, og det er her, morderen plejer at slå til.
Crawford får overtalt Graham, og snart er han dybt involveret i jagten. Grahams styrke er hans store indlevelsesevne. Når han jagter en morder, formår han at sætte sig ind i morderens tankegang. Det giver ham spor – men det giver ham også grusomme mareridt og besvær med at holde sit privatliv fra sit arbejdsliv.
Det bliver tidligt i romanen afsløret for læseren, at Manden med Gebisset (eller Den Røde Drage, som han kalder sig selv) er Francis Dolarhyde. En genert og tilbageholdende mand, der arbejder i et fotolaboratorium. Han blev født med store misdannelser i ansigtet og blev som barn svigtet af sin mor og efterladt på et børnehjem. Senere fandt hans bedstemor ham, og hun tog ham hjem, hvor hun opfostrede ham. Men ikke så meget med kærlighed som med frygt og smerte.
Som voksen har Dolarhyde derfor mange sår i sjælen, og en måde at lindre dem på er at tage hævn over alle de mennesker, som griner ad ham og håner ham. I hvert fald er det sådan, Dolarhyde oplever verden.
Dolarhyde begår nogle frygtelige gerninger, men man har alligevel sympati for ham, for der er også gjort frygtelige ting mod ham. Og Graham rides af sine egne personlige mareridt, hvor ondskabens ansigt hele tiden dukker op i hans liv og gør det svært for ham at være sammen med andre.
Det er med andre ord en bog, som udover at være elementært spændende, også får læseren til at interessere sig for personerne og konflikterne bag facaden.
Jeg har læst ”Den røde drage” flere gange, og selvom Thomas Harris er mere berømt for ”Ondskabens øjne”, der kom syv år senere i 1988, så synes jeg, at ”Den røde drage” er den bedste af de to. Harris formår at beskrive de to hovedpersoner, Graham og Dolarhyde, yderst nuanceret og troværdigt. Man får en fornemmelse af, at det måske mere er tilfældigheder, at den ene er massemorder og den anden FBI-agent, end det er pga. deres personligheder.
”Den røde drage” er filmatiseret flere gange. I 1986 af Michael Mann under titlen ”Manhunter” og i 2002 som ”Red Dragon”. Begge gange var Thomas Harris selv inde over manuskriptet, og begge film er absolut seværdige.
”Den røde drage” kan sagtens læses selvstændigt, men får man lyst til at læse mere om Will Graham og Hannibal Lecter, så følger ”Ondskabens øjne” og ”Hannibal” (1999) efter. Begge bøger er i øvrigt også filmatiserede.
Oversat fra amerikansk af Henning Albrechtsen efter 'Red dragon'. Erichsen, 1993. 325 sider
Links:
Litteratursidens anbefaling af Ondskabens øjne
Thomas Harris’ hjemmeside
Lån bogen på
Kommentarer