Humoristisk og varm skildring af en ældre kvindes liv i dagens Beirut, tilbagetrukket til en indre, litterær verden og alligevel påvirket af samfundets normer og konflikter.
72-årige Aaliya lever isoleret i en lejlighed i Beirut. Vi møder hende nogle vinterdage i 2010, hvor hun skal beslutte, hvilken bog hun vil oversætte i det nye år. Hendes fortælling om blåt hår, ensomhed og sorg, en stædig kamp mod alderens nedslidning og om at finde livsglæde i litteraturen er varm og selvironisk. Aaliya er et herligt bekendtskab med en interessant skæbne. Samtidig blev jeg klogere på Beiruts historie og fik lyst til at læse en masse klassisk litteratur.
Hele sit liv har Aaliya tilbragt tæt sammen med litteratur, i sit arbejde i en boghandel og hjemme med at læse og oversætte bøger. Siden hun var 22 år har hun ved hvert årsskifte begyndt på en ny oversættelse, primært for at få tiden til at gå. ”Men spørgsmålet er, om det er hele sandheden. Jeg må ikke glemme, at jeg gør det, jeg gør, fordi det indimellem gør mig lykkelig”. Aaliya oversætter til arabisk men altid bøger fra andre sprog, der allerede er oversat til både engelsk og fransk. Med denne regel mener hun, at oversættelsen er ubrugelig for andre end hende selv, og de bliver alle gemt væk – ligesom hende selv.
I tilbageblik fortælles underfundigt hele hendes livhistorie. Aaliya er en eminent iagttager, og livet i Beirut står tydeligt frem. Spids er beskrivelsen af ægtemanden, der var ”lille i vækst og i ånd”, som hun bliver bortgiftet til som 16-årig. Efter fire års ægteskab erklærer ”det lille impotente myr”, at de er skilt. Ægteskabet giver hende lejligheden, som hun forsvarer over for sin egen og svigerfamilien og bogstaveligt under borgerkrigen, hvor hun sover med en AK-47 på den fraskilte mands plads i sengen.
Tingene kommer ud af det faste mønster, da Aaliya får blåt hår. Hun er slet ikke forfængelig, mener hun, men alligevel prøver hun og bruger rigeligt af en blånende shampoo. Men Aaliya er fuld af kontraster, og selv om hun gemmer sig i lejligheden, lever hun med i opgangens andre kvinders liv ved at lytte til deres snak bag døren.
Forfattere og filosoffer er en integreret del af hendes tanker og livssyn, og med citater spejles Aaliyas oplevelser og refleksioner. Faktisk består en stor del af teksten af referencer, og det er berigende, uanset om man kender oprindelsen eller ej.
Der er noget ved gamle excentriske damer, der bruger litteraturen som brændstof, som jeg ikke kan stå for. Når du har læst ’Den overflødige kvinde’, ved du hvorfor. Har du bagefter lyst til at møde en ligesindet, skal du læse ’Kør ikke din plov over de dødes knogler’ af Olga Tokarczuk.
Originally published by Birgit Sloth, Litteratursiden.
Kommentarer