Valeria Luiselli skriver kompromisløst, kraftfuldt og poetisk. Det er som om, fortællingen flyder ud af hende. Som om romanen er hendes primærsprog.
Da jeg læste Valeria Luisellis roman De vægtløse (da. 2017), var jeg overbevist. Nu, efter ’De vildfarne børns arkiv’, er jeg helt solgt! ’De vildfarne børns arkiv’ er mange ting. Bl.a. en politisk roman om papirløse, latinamerikanske børn, der forsøger at komme ind i USA og få en fremtid dér. ’De vildfarne børns arkiv’ er også en dybt rørende historie om et ægteskab, der går i opløsning for øjnene af to børn. Om disse børns kommunikation, håb og fortvivlelse. Sidst, men ikke mindst, en eminent roman om tid, dokumentation og hukommelse.
Begyndelsen: En tiårig dreng og en femårig pige sidder på bagsædet af en bil på vej fra New York til Arizonas ”Apacheland”. Drengens biologiske far, specialist i akustik, sidder bag rattet. Pigens biologiske mor, journalisten, på passagersædet. Rejsen indeholder to på mange måder modstridende arbejdsprojekter. Mors det ene, fars det andet. Far vil således kortlægge apachernes ekkoer, mor vil bringe de papirløse børn ud i lyset og hjælpe dem.
Drengen og de to voksne véd, at familiens fremtid hænger i en tynd tråd efter denne rejse. Men kan den reddes? Kan drengen få lov til at beholde sin søster, som han ikke er biologisk forbundet med?
På rejsen lærer alle familiemedlemmer mere om hinanden og sig selv, og forældrene opdager, hvor lidt de kender deres egne børn. Luisellis portræt af børnene er varmt, livagtigt og sjovt. De får krigsnavne, som det sig hør og bør, når man går i apachernes fodspor. Drengen bliver ”Rappe Fjer”; pigen vil være ”Guitar Svømmepøl” eller ”Grace Landmemphis”. Men beslutningen falder på ”Memphis” – efterfulgt af en skarp Luisellisk præcisering: ”Hun [pigen] siger dette med samme autoritative selvsikkerhed som en bureaukrat, der lukker sit lille plasticvindue: Der er lukket for anmodninger, lukket for klager, og så putter hun tommelfingeren tilbage i munden.”.
Romanen spørger: ”Hvad sker der, når børn er helt og aldeles alene?” og inviterer læseren på en voldsom rejse i fortid og nutid og i makro- og mikro-perspektiv belyst af romaner, fagbøger, polaroidfotos og morens erfaringer med frivilligt tolk-arbejde.
Valeria Luiselli skriver til alle hjerneceller. Ind i og ud af fiktionen bevæger man sig gennemstrømmet af en stille årvågenhed bragt frem af romanens stil og form. Valeria Luiselli vil udfordre, informere og ruske i os. Når realplanet kommer til kort, tager metonymier, allegorier og (litterære) ekkoer over.
Valeria Luiselli er en force to be reckoned with.
Kommentarer