Russisk fængselsroman om seks kvinder, der er kommet på kant med systemet, kan læses som en allegori over forholdene i dagens Rusland.
De utrolige hændelser i kvindecelle 3 er fortællingen om Anja. Hun er sidst i tyverne og har deltaget i en demonstration, og derpå er hun idømt en ti dages fængselsstraf for optøjer. Det er ikke fordi, hun har været arrangør eller har gjort andet end at være til stede. Hun var heller ikke den eneste, der blev arresteret, så det virker lidt tilfældigt, at hun som den eneste fra demonstrationen har fået ti dage bag tremmer.
Historien vækker mindelser om fængselsserier som Orange is the new black eller den endnu bedre Oz – det er bare ikke en kollektiv fortælling, og den er renset for amerikansk heroisme. Vi følger Anja i de ti dage hun sidder inde for noget, der jo egentlig ikke er noget særligt. Vi mærker hendes utryghed, men det er ikke fordi, tiden i fængslet er fuld af vold, sex og intriger – nej tiden er, som hun beskriver den første dag, ”uendelig lang og underlig abrupt – snart strakte tiden sig som gummi, snart fløj den afsted som en pil.”
I fængslet deler hun celle med fem andre kvinder, der ligeledes er idømt kortere fængselsstraffe enten for at køre bil uden kørekort eller som cellekammeraten Natasja, der ligeud fortæller ”Og jeg s-svinede en s-strisser til.”
Det er i virkeligheden seks ret forskellige kvinder, og således siger deres fortællinger tilsammen noget om at være kvinde i dagens Rusland. Underlagt et system med håndfaste, mere eller mindre meningsfulde, regler og helt sikkert dybt varierende hævdelse af dem - alt afhængig af hvilken myndighedsperson, der har vagten.
Det virker som et ganske rædselsfuldt fængselsophold – selv om det er kort, ikkevoldeligt og uden egentligt drama. Det rædselsfulde er alt det uberegnelige og uforudsigelige – får jeg lov til at komme i bad i dag, får jeg min telefonsamtale, når jeg min frokost etc. Alt afhænger af, hvem der er vagthavende, og gør du indsigelser er det altid og uomtvistelig værst for dig selv. Det er måske det eneste, man helt sikkert kan regne med.
Natasja og Irka, Diana og Katja, Maja og Anja virker alle levende – personer med kvaliteter, fejl og mangler; levende i et system skabt til at understøtte den siddende magthaver og ikke folket, der skal leve i det.
Kira Jarmysj er journalist og har været talsperson for Aleksej Nervalny. Hun har skrevet sin debutroman på baggrund af sine erfaringer med kortere mere eller mindre tilfældige fængselsstraffe, og romanen kan ligesom Alexsander Solsjenitsyns Kræftafdelingen læses som en allegori over forholdene i Rusland.
Kommentarer