Ny bog sætter ansigt på nogle af de uledsagede flygtningebørn i Danmark, som har fået omfattende mediedækning, men hurtigt reduceres til en politisk diskussion eller til tal i en statistik.
I Mads Nygaards og Michael Graversens ’De uledsagedes bog’ konfronteres man med helt igennem hjerteskærende og barske vidnesbyrd fra børn, som har været alene på flugt til Danmark, været udsat for umenneskelige vilkår og som nu prøver at stabilisere et liv i skyggen af traumatiske oplevelser.
Som læser bliver man vidne til ti individuelle historier fra børn fra forskellige lande. Det giver et bredt udsnit i forhold til de forskellige situationer, de befinder sig i og grundene til, at de er flygtet fra deres hjemland som uledsaget. Bogen er med til at give kendskab til- og derved større forståelse for, hvorfor forældre vælger at sende deres børn alene på flugt eller omvendt, hvorfor nogle børn ser det som deres eneste udvej. Bogens eneste pige, Solaf, siger:
”For jeg ved med mig selv, hvor hårdt det har været at komme til Danmark alene, som pige, og leve uden mine forældre. Det tror jeg ikke, der er mange danskere, der kan forstå. Altså sådan rigtigt forstå. Helt ind i hjertet” (s. 52).
Og hun har ret. Det er ikke til at forstå helt ind i hjertet, når man ikke har oplevet noget lignende på egen krop. Men når man læser den ene historie efter den anden, bliver det tydeligt, at ingen flygter uden grund for at kaste sig i armene på menneskesmuglere, for hvem flygtninge er ren business og som til enhver tid kan udnytte deres desperate situation.
Bogen er fyldt med detaljer fra øjenvidnerne om menneskesmuglere, der er voldelige, om overfyldte lastbiler og synkefærdige både på Middelhavet, og om mennesker, der dør undervejs. Det er ikke nye fakta, og man har hørt flere af disse ting i medierne, men på en måde står det stærkere at høre det direkte fra børnene som førstehåndsvidner. Det er voldsom læsning, og det stiller én i en følelse af magtesløshed - For de ti historier er nok voldsomme at høre, men samtidig sidder man som læser med den vished i baghovedet, at der aldrig har været så mange millioner på flugt i hele verden som nu, at flere tusinder børn er forsvundet og formentlig endt i hænderne på kriminelle eller kommet i slaveforhold. - Det ikke er en selvfølge, at børnene i beretningerne er kommet sikkert til Danmark.
Ved siden af de hårde realiteter er der ind imellem steder, der giver én et smil på læben og glimt af håb. Det er f.eks. der, hvor man hører om hjælpsomme personer, børnene har mødt på deres vej, som Jwan fra Syrien, som får McDonalds-mad af to politibetjente på Aarhus Hovedbanegård, da han ankommer til Danmark. Det gør også én varm om hjertet at høre om de nye relationer, de får i Danmark, hvor flere nævner bonusforældre. Og så er der helt særlige bånd, der opstår mellem de uledsagede børn på børnecentrene. Fordi de befinder sig i samme båd, behøver de ikke forklare sig selv til hinanden.
Bogens kritik er ikke til at komme udenom, fordi der fra start af ikke bliver lagt skjul på, at bogen er en del af et velgørenhedsprojekt, hvor alle midler forbundet med udgivelsen ubeskåret går til at få familier genforenet. Det skal dog nævnes, at det er en håndsrækning til de uledsagede børn, som allerede har fået godkendt ret til familiesammenføring, men hvor den enkeltes økonomi bliver afgørende for om sammenføringen kan ske.
Alt i alt er det en bog, man kan blive klogere af og som giver et blik for nogle af dem i vores samfund, der lever som fremmede. Den giver indblik i, hvordan det er på et asylcenter, hvor stressende det er at vente og føle sig identitetsløs imens Udlændingestyrelsen behandler ens sag og hvordan børnene må agere som voksne overfor deres forældre ved familiesammenføring. Det er med til at sætte retoriske spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at en gruppe, der i forvejen har alle odds imod sig, sættes under et yderligere pres og oplever, at: ”… så kommer der et nyt bjerg, vi skal bestige.” (s.153)
Kommentarer