Frø

Mads Nygaard udøver sublim fortællekunst i denne barske, gribende og til tider endda morsomme socialrealistiske roman fra Hirtshals om tre generationers kamp mod den sociale arv.

’Frø ’er en helt fantastisk velskrevet roman. Sprogligt bragte den mig i litterært himmerige, og havde det ikke været for den mareridtsagtige handling, ville mine hænder ikke have sluppet de øvre lag endnu. Det her er godt – rigtig godt.

’Frø’ handler om den tunge sociale arv. Vi følger Solveig, som er født og opvokset i Hirtshals, hvor hun bor stadig hjemme på gården hos sine kærlige forældre, der lever livet til faste tidspunkter og aldrig viser følelser. Solveig arbejder på den lokale fiskefabrik, går på værtshus i weekenderne og er i det hele taget dødtræt af livet i Hirtshals. Samtidig følger vi Fritjof, født og opvokset i Købehavn som søn af en fransk kok, der smuttede kort efter fødslen, og en dybt alkoholiseret mor, der arbejder som tjener indtil alkoholismen tager helt over. Fritjof bliver ladt alene dagligt, moderen glemmer alt fra mad og personlig hygiejne til fødselsdage. Hun husker udelukkende at vågne af rusen sent på aftenen, tage makeup på og tage en tur rundt på byens værtshuse, for til sidst at komme hjem med forskellige fremmede mænd.

Fritjof søger ind i hæren og bliver en af de første danske frømænd, og her finder han al den ro, renlighed og regelmæssighed, han har manglet. En dag kommer han i avisen oppe i Hirtshals i forbindelse med en ’landskamp mellem danske og norske frømænd, og her får Solveig øje på ham og sætter jagten ind på den mand, hun mener kan give hende det liv, hun går og sukker efter. Fritjof og Solveig flytter hurtigt sammen i Fritjofs tjenestebolig på Sjælland, og lille Svend kommer til verden. Men Fritjof har sådan set nok i sit frømandsliv, og Solveig kan ikke magte altid at være i anden række, og hun udvikler et alkoholmisbrug. Fritjof kan godt se, at hans mors historie gentager sig, men han evner ikke at tage hul på hverken dialogen med Solveig eller at favne Svend.

Svend er et barn med store problemer, og han lukker sig hurtigt ind i sin egen verdens beskyttelse mod faderens hårdhed og fravær og moderens misbrug. Han ville nok have en diagnose som autist i dag, men da forældrene ikke ser ham, vokser han op uden at få hjælp til sine anderledes oplevelser af verden, og da han selv bliver far, begynder han både at overtage sin fars handlemåder og sin mors hang til alkohol. Gentages den sociale arv eller evner Svend at bryde den?

Frø er virkelig sublim fortællekunst, personerne er sprællevende i alle deres udstillede mangler og forcer. Udover den virkelig sørgelige historie om hvordan børn skades af deres forældres handlinger, er dette også en roman, der trækker smilet frem. Humoren træder igennem sine steder, hvilket er tragikomisk på et højt plan.  

Selv om dette er en roman, der strækker sig over tre generationer, er den på mange måder en samtidsfortælling. Der er intet nyt i virkningen af den sociale arv, men Mads Nygaard har altså skrevet en roman, der emmer af svigt, men samtidig rummer håb. Den er på alle måder en grum historie, men den indeholder en helt fantastisk dybde, der både indfanger læseren, sætter livet i perspektiv og aftvinger læserens holdninger. 

Jeg var vild med ’Frø’, både i sin formidling og i sit tema er det en roman helt i top, som fanger fra først til sidst og er efter min mening en af de bedste socialrealistiske romaner i nyere tid.

Originally published by Bognørden, Litteratursiden.