De Små Tings Gud af Arundhati Roy

En underfundig fortælling om en families tragiske skæbne i et Indien, hvor engelsk aristokrati, spirende kommunisme og kastesystemet skaber et uoverskueligt socialpolitisk kaos.

Fra de toæggede tvillinger, Rahel og Estha, får vi en beretning om, hvordan en enkelt dag blev skæbnesvanger for en hel familie; hvordan de Store Ting til sidst indhentede de Små Ting.

Sceneriet udspiller sig i byen Ayemenem, hvor familien Kochamma driver en picklesfabrik. Mammachi er huset ældste og dermed husets overhoved. Hendes mand er død, og hendes akademiske søn, Chacko, er flyttet hjem for at overtage familiens fabrik. I huset bor også Chackos søster, Baby Kochamma, som efter at have opgivet nonnekaldet, er flyttet tilbage og har opgivet at blive gift. Her har den unge, smukke Ammu, Mammachis anden datter, allernådigst fået lov af familien til at slå sig ned med sine to tvillinger efter at være blevet skilt fra sin drikfældige og voldelige mand. I sin barndomsby får hun øjnene op for manden Velutha, som hun har kendt, fra hun var barn. Han arbejder på fabrikken og er af meget lav social klasse.
Tvillingerne er meget tæt knyttet, og de følges ad i tykt og tyndt. De deler endda hinandens drømme. Sammen kommer de til at stå til ansvar for den forfærdelige skæbne, deres ferierende, engelske kusine, Sophie Mol, lider, da hun omkommer i floden.
Historien fortælles i flash backs med udgangspunkt i tvillingernes tilbagevenden mange år efter tragedien fandt sted. Efter mange års adskillelse finder den nu tavse Estha og den fraskilte Rahel sammen igen, og huset og folkene i byen bringer minderne frem om det år, da de to blev skilt fra hinanden.
Adskillelsen var en konsekvens af, at de indirekte blev beskyldt for at have ledt deres kusine i døden.

Persongalleriet i romanen er usædvanlig broget. Alle har de en fortid præget af ægteskabsbrud, vold og bristede drømme, der har ført dem sammen i huset i Ayemenem.
De higer alle efter kærlighed, og det ødelægger dem.
Tvillingerne slås for at opnå deres mors kærlighed.
Ammu tiltrækkes af den unge, velskabte Velutha, der arbejder på fabrikken.
Mammachi begærer sin egen søn, efter at han satte en stopper for faderens hustruvold gennem årtier.
Chacko elsker stadig sin fraskilte kone i England, men får sine seksuelle behov tilfredsstillet af pigerne på fabrikken, og Baby Kochamma elsker sin ungdomsflamme endnu mere, efter han er afgået ved døden.
Al denne higen efter kærlighed fremstår tydeligt i tvillingernes univers, hvor de har opbygget et kærlighedshieraki for familien.

Fortællingens univers er et sansemekka.
Arundhati Roy har arbejdet med sanserne helt ned i bogens typografi, og det har en fantastisk effekt. Hun har kombineret tvillingernes barnlige univers med lyriske passager, og børnenes ordlege får karakter af noget eksotisk og eventyragtigt samtidig med, at de bærer præg af at være gamle børnerim og remser. Digtformen er brugt til at fremhæve meget sarte, følelsesladede episoder.
Tvillingernes fiktive univers, der hjælper dem med at holde virkeligheden på afstand, giver romanen en drømmeagtig overflade, hvor bidder af den kaotiske voksenverden kun lejlighedsvis træder frem.

Små Ting og Store Ting
Modsætningsforholdet mellem Store og Små Ting arbejder på mange niveauer i romanen. Helt konkret fremhæves de som forskellen mellem voksenverden og børneverden, mellem aristokratiet og de laveste sociale klasser, og i høj grad også mellem samfund og individ. Det enkelte individs lille verden er præget af små Ting. Samfundet med dets sociale spilleregler udgør de store Ting.
Den verden, vi som læsere får indblik i, er børnenes. Her udspiller handlingen sig, og kun enkelte gange er der indblanding fra udefrakommende faktorer. Men det er ikke tilfældige Ting. Det er store Ting som politiske strømninger i 60'erne, oldgamle sociale konventioner (kastesystemet) og konsekvenserne af koloniseringen. Og det er disse, der ender med at påvirke fortællingens aktører. En indgriben andetsteds fra. Mikrokosmos bliver omfavnet af makrokosmos. Dette ligger og lurer gennem hele romanen. Gang på gang bliver det antydet, at noget, som ingen har indflydelse på, vil gribe ind og ændre tilværelsen for dem alle. De Små Tings Gud, Velutha, tvillingernes ven og Ammus' forbudte elsker, er en legemliggjort oprørsånd blandt de nederste i kastesystemet. Den magt han har, både i kraft af sin rolle i familiens firma og hans mandighed (seksuelle udstråling), viser sig afslutningsvis at have afgørende konsekvens for familiens skæbne. Den indiske overklasses afhængighed af de nederste samfundslag er frisk brænde på det kommunistiske revolutionsbål. Efter den brutale mishandling af Velutha, gør arbejderne på fabrikken oprør, og en svækket Kochamma-familie har ikke kræfter til at tage kampen op. De Små Tings Gud ender med at dø i en fængselscelle, men opnår, i hvert fald i læserens bevidsthed, status som martyr. Ikke mindst i kraft af den smukke, erotiske sidste scene i bogen, hvor fortællingens Romeo tager imod sin Julie i ly af nattens mørke.

Det er en tragisk fortælling. Det er der vist ingen tvivl om. Men det, der får undertegnede til at benytte ordet "underfundig" i denne artikels begyndelse, er den underspillede humor, der huserer i romanen. Tragikomik, som ikke efterlader læseren med en tåre i øjet, men med et lille tilfreds smil på læben. Det måtte ende, som det endte. Den banale pointe, at det lille individ er en del af den store sammenhæng og har ringe eller ingen magt over egen skæbne, bliver en uundgåelig og livsvigtig pointe.

Det er nærliggende at sende en lille tanke til Salman Rushdi, når man læser "De Små Tings Gud". Arundhati Roy besidder samme lysende fortælleglæde og mest af alt, evnen til at infiltrere historie, politik og familieliv på en fantastisk underholdende og vedkommende måde. Tragiske, obskure menneskeskæbner, der optræder i en spændende fortælling, fortalt med et glimt i øjet på et sprog, der underbygger fortællingens univers. Hvad mere kan man ønske sig? 

Anmeldelse af litteraturstuderende Tine Kristiansen