’De små ting’ er stor og vidunderligt god litteratur om en mand, der på sit dødsleje hallucinerer - om sit eget liv, om sine urværker – og om generationerne før ham selv.
I 2010 gik Pulitzerprisen til en debutant. Og selvom det ikke er første gang, dét er sket, er det trods alt ikke noget, man ser hver dag… jeg mener hvert år. Af samme grund bliver man (læs: jeg) så meget naturligt lidt nysgerrig på en sådan prisbelønnet debutroman – den skal sgu da læses!
Så langt, så godt. Jeg fik bogen i hænde, og bagsiden lovede mig ikke så lidt. Store kanoner fra ’The Times’ til forfatteren Marilynne Robinson lovpriste ’De små ting’, så mine forventninger kunne jo ikke andet end at være skyhøje. Det hele stod og faldt selvfølgelig med, om mine forventninger nu også blev indfriet. Og det KAN ikke siges tydeligt nok: Dét blev de! Jeg er vild med den – kort sagt!
Romanen dækker i real-tid omkring en uge – nærmere betegnet den sidste uge af Georg Washington Crosbys liv. Han er en ældre og meget syg herre, som ligger på sit dødsleje og dels hallucinerer, dels tænker tilbage på (især) sit fædrene ophav, som han tidligt mistede kontakten med, da faderen valgte at forlade sin familie. Det kan forekomme ulykkeligt – eller rørende - for nu at bløde lidt op på udtrykket, men sådan er det slet ikke fremstillet. Tidens og geografiens vilkår spiller deres egne helt naturlige roller: Sådan var det bare… you know.
Harding besidder den misundelsesværdige litterære egenskab, at enhver helt almindelig og banal gerning eller hændelse bliver til noget særligt og mindeværdigt, når hans ord har beskrevet den. Det er tonen, det er ordvalget, og det er det at kunne gøre store ting ud af… ja, præcis: de små ting. For i virkeligheden er det jo de små ting, vi nærer os ved.
Dette er en roman til alle, som sætter pris på god litteratur, simpelthen. Ikke mindst den mandlige del af læserskaren.
Kommentarer