Anmeldelse
De siger man kan elske uden at få børn af Camille Blomst
Bolivia er nær ved de 30, hun har gjort erfaringer med mænd og med livet, hun er nu i et utrygt parforhold. Ligesom de fleste i vennekredsen. Men så MÅ hun leve sin kærlighedsdrøm ud - hvad bliver prisen? Det handler om følelser og om at blive voksen.
Hovedpersonen i denne lige-knap-thirty-sit-com hedder Bolivia. Egentlig tror jeg ikke, denne Nikolaj og Julie-agtige beskrivelse af en gruppe venners liv, færden og forhold i brud og opbrud er tænkt som komedie. Selvom Bolivia i slutkapitlet lægger vægt på, at ironiens tidsalder er ovre, så handler dette her om, at det hele gerne må være sjovt og samtidig dybt alvorligt. Ingen dårlig kombination.
Bolivia arbejder som tjener, og det hippe bycafémiljø danner en del af kulisserne for denne historie. Blandet ind i det hele har vi stumper fra radio-musik-og-snak-programmet ’Strax’. Der bliver varmet op til noget med dén radiovært.
Bolivias drengefikserede ungdom kommer vi igennem, og hun er nu i fast parforhold med Bjørn. Alle vennerne er i samme trygge rammer, de mødes til middage og står sammen i last og brast. Det hele brister da også, de forlader hinanden på stribe. Historiens centrum er, da Bolivia kommer i kontakt med sin radiovært og bare MÅ leve drømmen ud sammen med manden med den stemme, hun har været forelsket i, siden hun var purung.
Temaet i denne underholdende og letløbende fortælling er den vilde, ansvarsløse, tankeløse forelskelse, der kan fungere som ”punktum og ny linje” mellem ungdom og voksenliv. Her fortælles med liv og sjæl, her serveres betragtninger, der til forveksling ligner klicheer. Men det gør ikke noget, betragtningerne er både indtagende og charmerende. Faktisk danner de nogle gode, præcise billeder af en generation, der har så svært ved at forlade ansvarsløsheden. Men som ved, hvad loyalitet vil sige.
Denne aldeles hudløse angst for at blive voksen er rørende. Nok er dette en ’pigebog’, men det er faktisk en af de unge mænd, der formulerer dette skrækscenarie: at komme så langt i livet, at man har en kone på 55 med brombærfarvet hår og skjortebluse. Det er hans påskud til at forelske sig vildt i en ny lækker babe. Tankevækkende.
Historien er hjertevarm, underholdende, og så ender den godt! Og den slags bøger kan vi da ikke få for mange af.
Gyldendal, 2003. 202 sider. Kr 198,-
Camille Blomsts forfatterside
Bolivia er nær ved de 30, hun har gjort erfaringer med mænd og med livet, hun er nu i et utrygt parforhold. Ligesom de fleste i vennekredsen. Men så MÅ hun leve sin kærlighedsdrøm ud - hvad bliver prisen? Det handler om følelser og om at blive voksen.
Hovedpersonen i denne lige-knap-thirty-sit-com hedder Bolivia. Egentlig tror jeg ikke, denne Nikolaj og Julie-agtige beskrivelse af en gruppe venners liv, færden og forhold i brud og opbrud er tænkt som komedie. Selvom Bolivia i slutkapitlet lægger vægt på, at ironiens tidsalder er ovre, så handler dette her om, at det hele gerne må være sjovt og samtidig dybt alvorligt. Ingen dårlig kombination.
Bolivia arbejder som tjener, og det hippe bycafémiljø danner en del af kulisserne for denne historie. Blandet ind i det hele har vi stumper fra radio-musik-og-snak-programmet ’Strax’. Der bliver varmet op til noget med dén radiovært.
Bolivias drengefikserede ungdom kommer vi igennem, og hun er nu i fast parforhold med Bjørn. Alle vennerne er i samme trygge rammer, de mødes til middage og står sammen i last og brast. Det hele brister da også, de forlader hinanden på stribe. Historiens centrum er, da Bolivia kommer i kontakt med sin radiovært og bare MÅ leve drømmen ud sammen med manden med den stemme, hun har været forelsket i, siden hun var purung.
Temaet i denne underholdende og letløbende fortælling er den vilde, ansvarsløse, tankeløse forelskelse, der kan fungere som ”punktum og ny linje” mellem ungdom og voksenliv. Her fortælles med liv og sjæl, her serveres betragtninger, der til forveksling ligner klicheer. Men det gør ikke noget, betragtningerne er både indtagende og charmerende. Faktisk danner de nogle gode, præcise billeder af en generation, der har så svært ved at forlade ansvarsløsheden. Men som ved, hvad loyalitet vil sige.
Denne aldeles hudløse angst for at blive voksen er rørende. Nok er dette en ’pigebog’, men det er faktisk en af de unge mænd, der formulerer dette skrækscenarie: at komme så langt i livet, at man har en kone på 55 med brombærfarvet hår og skjortebluse. Det er hans påskud til at forelske sig vildt i en ny lækker babe. Tankevækkende.
Historien er hjertevarm, underholdende, og så ender den godt! Og den slags bøger kan vi da ikke få for mange af.
Gyldendal, 2003. 202 sider. Kr 198,-
Camille Blomsts forfatterside
Kommentarer