Anmeldelse
De er overalt af Aleksej Slapovskij
12-årige Kiril får ved et tilfælde fat i en mappe med 10.000 dollars og nogle vigtige dokumenter. Mappens ejer, den velhavende arkitekt, Kartjin, bliver rasende og sætter gang i en hidsig jagt. Under jagten slår Kartjin ved en fejl en ældre herre ned, og politi og myndigheder bliver blandet ind i eftersøgningen af den vigtige mappe, og Ruslands vældige gab af korruption og bureaukrati åbner sig under fortællingens aktører.
”De er overalt” foregår ti år efter Sovjetunionens sammenbrud i et Rusland præget af allestedsnærværende korruption og bureaukrati. En af historiens hovedpersoner, pensionisten M.M, har svært ved at vænne sig til de nye vinde i landet. Det nye Rusland giver ingen mening for ham. Han føler sig okkuperet, men har svært ved at finde ud af, hvem okkupanterne er. Da M.M. så bliver slået ned af den ophidsede arkitekt, Kartjin, der fejlagtigt tror, at M.M. har stjålet hans mappe, bliver det for meget. M.M. beslutter sig for at tage et opgør med okkupanterne; magteliten, politiet, bureaukraterne.
12-årige Kiril bliver hurtigt hovedmistænkt i mappens forsvinden, men nægter at give sig. Kiril vil væk fra Moskva og vil bruge pengene på at købe sig et lille hus på landet, hvor han kan slappe af og passe sig selv. Men dokumenterne er vigtige, og Kartjin forsøger at alliere sig med politi og advokater for at få udleveret mappen. Det burde egentlig være en smal sag for en indflydelsesrig herre, men hele historien udvikler sig hurtigt negativt for arkitekten, som bliver viklet ind i en nærmest kafkask jungle af modstridende ønsker og ambitioner.
Okkupanten Kartjin bliver nærmest okkuperet af bureaukrati og korruption og ryger blandt andet i fængsel, hvor han og andre aktører korporligt går i flæsket på politiet! Jagten på mappen tager mange sving og drejninger og bliver hele tiden mere og mere kompliceret. Skillelinjen mellem okkupant og okkuperet smuldrer, idet Kirils familie, politiet, bureaukratiet, Kartjins advokater, pensionisten M.M. og mange andre bliver blandet ind i historien. Alle har de forskellige målsætninger og ønsker, og det hele spidser til. Endnu mere mærkeligt bliver det, da en mystisk undergrundsorganisation, PIR – Partiet for Intellektuel Racisme - kommer på banen og begynder at terrorisere mere eller mindre tilfældige okkupanter med sære happenings.
Det kunne lyde som en socialrealistisk krimi, men ”De er overalt” er gennemsyret af sort humor og tragikomiske begivenheder, og man er virkelig godt underholdt. Læseren får et billede af Rusland, som en korrupt, bureaukratisk kolos, hvor befolkningen er præget af gensidig mistro og fremmedfjendskhed, og hvor det meste kan gøres op i vennetjenester, penge under bordet og simpel vold. Den stærke har altid ret, og den svage må indordne sig. Det lyder måske trist og negativt, men Slapovskij beskriver sit land og sin by med et kærligt glimt i øjet, og som læser kan man ikke undgå at få sympati for de mange aktører og deres sisyfos- kamp mod hinanden og systemet.
Bogens originaltitel (”Oni” = personligt pronomen ”de”) henviser til en kamp mellem ”os” og ”dem”, men hvem er ”vi” og hvem er ”de”? Det er det spørgsmål, bogen stiller på en elegant og tankevækkende måde.
”De er overalt” er en skøn bog, som underholdende og spændende beskriver et moderne kapitel i Ruslands historie. Den kan varmt anbefales til læsere med interesse i vores store nabo i øst, men også til alle andre, som bare kan lide at blive underholdt af en god fortælling. Bogen har et højt tempo, mange sidehistorier og et stort persongalleri, men den er så velfortalt, at man som læser stadig kan følge med. Sproget i bogen er nøgternt med en stærkt humoristisk undertone, men Slapovskij formår også at eksperimentere med sprog og indhold, ligesom psykologiske og filosofiske emner bliver berørt, uden at bogen drukner i kunstgreb og esoteriske iagttagelser.
Det er morsomt og tankevækkende, og et tegn på, at russisk litteratur lever i bedste velgående, og ikke kun er Dostojevskij, Tolstoj og andre bedagede herrer.
12-årige Kiril får ved et tilfælde fat i en mappe med 10.000 dollars og nogle vigtige dokumenter. Mappens ejer, den velhavende arkitekt, Kartjin, bliver rasende og sætter gang i en hidsig jagt. Under jagten slår Kartjin ved en fejl en ældre herre ned, og politi og myndigheder bliver blandet ind i eftersøgningen af den vigtige mappe, og Ruslands vældige gab af korruption og bureaukrati åbner sig under fortællingens aktører.
”De er overalt” foregår ti år efter Sovjetunionens sammenbrud i et Rusland præget af allestedsnærværende korruption og bureaukrati. En af historiens hovedpersoner, pensionisten M.M, har svært ved at vænne sig til de nye vinde i landet. Det nye Rusland giver ingen mening for ham. Han føler sig okkuperet, men har svært ved at finde ud af, hvem okkupanterne er. Da M.M. så bliver slået ned af den ophidsede arkitekt, Kartjin, der fejlagtigt tror, at M.M. har stjålet hans mappe, bliver det for meget. M.M. beslutter sig for at tage et opgør med okkupanterne; magteliten, politiet, bureaukraterne.
12-årige Kiril bliver hurtigt hovedmistænkt i mappens forsvinden, men nægter at give sig. Kiril vil væk fra Moskva og vil bruge pengene på at købe sig et lille hus på landet, hvor han kan slappe af og passe sig selv. Men dokumenterne er vigtige, og Kartjin forsøger at alliere sig med politi og advokater for at få udleveret mappen. Det burde egentlig være en smal sag for en indflydelsesrig herre, men hele historien udvikler sig hurtigt negativt for arkitekten, som bliver viklet ind i en nærmest kafkask jungle af modstridende ønsker og ambitioner.
Okkupanten Kartjin bliver nærmest okkuperet af bureaukrati og korruption og ryger blandt andet i fængsel, hvor han og andre aktører korporligt går i flæsket på politiet! Jagten på mappen tager mange sving og drejninger og bliver hele tiden mere og mere kompliceret. Skillelinjen mellem okkupant og okkuperet smuldrer, idet Kirils familie, politiet, bureaukratiet, Kartjins advokater, pensionisten M.M. og mange andre bliver blandet ind i historien. Alle har de forskellige målsætninger og ønsker, og det hele spidser til. Endnu mere mærkeligt bliver det, da en mystisk undergrundsorganisation, PIR – Partiet for Intellektuel Racisme - kommer på banen og begynder at terrorisere mere eller mindre tilfældige okkupanter med sære happenings.
Det kunne lyde som en socialrealistisk krimi, men ”De er overalt” er gennemsyret af sort humor og tragikomiske begivenheder, og man er virkelig godt underholdt. Læseren får et billede af Rusland, som en korrupt, bureaukratisk kolos, hvor befolkningen er præget af gensidig mistro og fremmedfjendskhed, og hvor det meste kan gøres op i vennetjenester, penge under bordet og simpel vold. Den stærke har altid ret, og den svage må indordne sig. Det lyder måske trist og negativt, men Slapovskij beskriver sit land og sin by med et kærligt glimt i øjet, og som læser kan man ikke undgå at få sympati for de mange aktører og deres sisyfos- kamp mod hinanden og systemet.
Bogens originaltitel (”Oni” = personligt pronomen ”de”) henviser til en kamp mellem ”os” og ”dem”, men hvem er ”vi” og hvem er ”de”? Det er det spørgsmål, bogen stiller på en elegant og tankevækkende måde.
”De er overalt” er en skøn bog, som underholdende og spændende beskriver et moderne kapitel i Ruslands historie. Den kan varmt anbefales til læsere med interesse i vores store nabo i øst, men også til alle andre, som bare kan lide at blive underholdt af en god fortælling. Bogen har et højt tempo, mange sidehistorier og et stort persongalleri, men den er så velfortalt, at man som læser stadig kan følge med. Sproget i bogen er nøgternt med en stærkt humoristisk undertone, men Slapovskij formår også at eksperimentere med sprog og indhold, ligesom psykologiske og filosofiske emner bliver berørt, uden at bogen drukner i kunstgreb og esoteriske iagttagelser.
Det er morsomt og tankevækkende, og et tegn på, at russisk litteratur lever i bedste velgående, og ikke kun er Dostojevskij, Tolstoj og andre bedagede herrer.
Kommentarer