De afghanske sønner

Elin Persson blev med sin debutroman årets vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, men hendes barske portræt af asylsystemet bør læses af alle.

Rebecka har efter sin studentereksamen fået arbejde på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn, hvor hun har ansvaret for nogle unge afghanske drenge, Zaher, Hamid og Ahmed. Alle venter de svar på deres asylsager. Egentlig skulle Rebecka blot hjælpe til, hun ved intet om integration eller sagsbehandling, men der er stort behov for hænder og for mennesker, der kan arbejde efter instrukser og dobbelttjekke medicindoserne. Det kan Rebecka. Dog skal hun blive bedre til "at lade jobbet blive på jobbet". Hun skal være forberedt på alt, men undgå at lade sig påvirke af drengenes skæbner.

Rebecka ledsager Ahmed, da han skal aldersvurderes medicinsk, indskriver sig selv og institutionen som nærmeste pårørende og er god til at gøre rent: "hver dag skal sporene af mennesker fjernes". Journalerne skal opdateres, men helst ikke med observationer, der kan skabe problemer eller mere arbejde. Hun forsøger at passe rutinerne og lære drengene om svensk kultur og sprog, besvare deres spørgsmål om kvinders biologi og sørge for, de også følger med i nyhederne:

“Hvad betyder f-l-y-g-t-n-i-n-g-e-k-r-i-s-e-n? spørger han og peger på ordet i rubrikken. Jeg forklarer, at en flygtning er en person, som er rejst fra et sted, han ikke kunne blive, og at krise betyder at der er mange, som kommer, svært at håndtere. Ahmed kommer ud i køkkenet. Zaher spørger: Er jeg flygtning? Jeg siger: Ja, det kan man sige. Ahmed siger: Du er flygtning, perker, i Sverige du har mange navne.”

‘De afghanske sønner’ giver med sine korte, skarptskårne kapitler et indblik i hverdagen for de uledsagede flygtningebørn set fra den ansattes perspektiv. Som læsere kan vi derfor heller ikke komme drengenes historier nærmere, vi hører de små bidder, de giver Rebecka, og det, hun kan læse sig til i deres journaler. Der er skræmmende ar, som vidner om de rædsler, drengene har været udsat for på deres flugt og korte udvekslinger om den familie, de har efterladt. Hverdagen på asylcentret er for de ansatte et job og for drengene er den alt, hvad de har at holde fast i, mens de både frygter og drømmer om fremtiden. Det er barsk men vigtig læsning. Som læser kan det være frustrerende kun at få adgang til overfladen, men det er vilkåret, for det er sådan, det er for Rebecka og de øvrige ansatte; man kan ikke tillade sig at komme i dybden, ind bag facaden, engagere sig nærmere, tage jobbet med hjem. Og det er, hvad de uledsagede flygtningebørn er; hvert af dem er et midlertidigt job, der skal passes, så godt som muligt men med "professionel distance", indtil de kommer videre i systemet eller sendes ud af landet.

Den danske udgave af bogen skæmmes desværre af problemer med oversættelsen; den mest graverende er “Hvordan ville du reagere, hvis du åbnede døren til en ungdom, som bare hang?” Jeg måtte læse spørgsmålet og sammenhængen nogle gange, før det gik op for mig, at der på originalsproget menes en ung, som har hængt sig og ikke unge mennesker, som ‘hænger ud’. Det er rigtig ærgerligt, men måske kan netop denne sprogforvirring bruges som et konkret eksempel i en samtale omkring sprogets svære nuancer og betydningen for fx integration?

‘De afghanske sønner’ er en velskrevet og vigtig roman, der med sit skarptskårne udtryk og fokus på marginaliserede unge kan sammenlignes med Ungeenheden af Fine Gråbøl, som netop har vundet Bogforums Debutantpris.