Fremragende introduktion til den skiftende tidsånd samt nogle af de store tidsånder i dansk idédebat fra 1940 til i dag.
Nils Gunder Hansen, der er professor i litteratur og kultur på Syddansk Universitet, søger med sin bog at indkredse de holdninger, idealer og mål, som man i Danmark i særlig grad har påberåbt sig fra besættelsestiden til Muhammedtegningerne i 2005. Udgangspunktet er de to teologer og venner, Hal Koch og K.E. Løgstrup, der 1940-42 førte en brevveksling, som i dag kan ses som et intellektuelt monument over det moralske og politiske drama under besættelsen. Hvordan skulle samfundet og det enkelte menneske forholde sig til besættelsen?
Forfatteren Martin A. Hansen skrev blandt andet en række illegale artikler, hvori han tilskyndede til kamp og stikkerlikvideringer. Efter krigen opstod der ikke så underligt en ”kulturkrise”, og hovedspørgsmålet var nu, hvordan man skulle komme videre. Samfundet og kulturen måtte forandres totalt, men til hvad? I den diskussion spillede Martin A. Hansen, sammen med blandt andre kritikeren Bjørn Poulsen igen en hovedrolle, da de var bærende kræfter i tidens toneangivende tidsskrift ’Heretica’. Derefter introduceres læseren blandt andet til demokratidiskussionen, etableringen af velfærdsstaten, nyradikalismen og ungdomsoprøret i 1960’erne og slutteligt til korrespondancebogen mellem Søren Pind og Søren Krarup om systemskiftet, velfærdstaten og konservatismen i 00’erne.
Det står hurtigt klart, at Gunder Hansen har et eminent blik for de lange linjer i historien, hvilket i den grad kommer læseren til gode. Det fornemmes dog tydeligt, at han har en særlig interesse for 1950’erne og blandt andre Martin A. Hansen og Løgstrup, som han gang på gang vender tilbage til. Det er en af bogens helt store styrker, idet forskelle og ligheder mellem generationerne og tidsånderne tydeligt træder frem, og forfatteren formår derved også at skabe sammenhæng i et umiddelbart overvældende stofområde. Jeg fik derfor et længe savnet overblik over sammenhængen i dansk idédebat og et klart indtryk af, hvordan tidsånden flere gange har skiftet i perioden.
En af bogens andre store styrker er, at den næsten er renset for det, Jes Stein Pedersen for nylig i en anmeldelse kaldte for ”akapyk”, altså akademisk volapyk. Det betyder dog ikke, at bogen nødvendigvis er letlæst. Afsnittene omkring religion og kristendom skulle jeg for eksempel lige dreje en ekstra gang, men det ændrer dog ikke ved, at bogen overordnet set er formidlet og skrevet, så de fleste kan være med. Havde det modsatte været tilfældet, så kunne den ene eller anden læser måske nok føle sig fristet til en vis form for diagonallæsning, når det kom til skikkelser som Vilhelm Grønbech, H.C. Branner og Alf Ross. Det var jeg dog aldrig fristet af, tværtimod så slugte jeg hvert afsnit og følte mig efter endt læsning en hel del klogere. Kan man forlange mere?
Bogen får mine varmeste anbefalinger med på vejen, og interesserer man sig blot en smule for dansk historie og kulturdebat, er denne bog et absolut must.
Kommentarer