Anmeldelse
Damen med den bemalede hånd
Hindiuistiske guder, stjernebilleder og forestillinger om det lykkelige Arabien tørner sammen i to mænds møde på den indiske ø Elephanta i 1764 i morsom og poetisk historisk roman.
I 1764 strander den dansk-tyske Carsten Niebuhr på en lille indisk ø ud for Bombay. På øen, der hedder Elephanta, skulle der være nogle helt særlige gamle oldtidsminder. Carsten Niebuhr, der har klædt sig som en araber, er ellers på vej til Arabien. De øvrige rejsedeltagere er døde, men han fortsætter sin rejse og sit arbejde. På øen strander også den persiske astronom Musa al-Lahuri fra Jaipur, og han finder Carsten Niebuhr, der har fået et anfald af sumpsyge.
Det er en humoristisk, poetisk og smukt fortalt historisk roman om to mænds møde og om deres forskellige naturer og kulturer. I glimt får vi forhistorien om ekspeditionen til Det lykkelige Arabien, og ikke mindst bliver man tryllebundet af Musas eventyrlige fortællinger.
Carsten Niebuhr (1733 – 1815) blev født ind i en marskbondefamilie omkring Hannover og uddannede sig i Göttingen som landmåler og i astronomi. Hans lærer anbefalede ham som deltager til den danske arabiske ekspedition på trods f hans evige chikaneren af bondesønnen. Ekspeditionen varede fra 1761-67, og Carsten Niebuhr var den eneste overlevende af seks personer og kom hjem med et væld af viden, fund og resultater.
På øen, der er et vildnis, som er fyldt med geder, skrigende aber samt stinker af lort, findes der bl.a. et gammelt indisk tempel med skulpturer af guder. Den muslimske Musa finder den syge Niebuhr, plejer ham, sørger for kølighed og vand, mens han fortæller skrøner fra sit liv i den mest eventyrlige form.
Til trods for den relativt korte roman får man et levende indtryk af de to hovedpersoner og deres verdensbilleder. De er begge lidenskabeligt interesserede i naturvidenskab, opmålinger, iagttagelser og forestillingen om, hvad Arabien er. De gør sig forståelige på arabisk, som de begge har lært. ”I Arabien, sagde man, havde al mening hjemme, himlens og jordens mening, meningen med Gud og med mennesket og med alting”.
Stjernebilledet Cassiopeia, som grækerne kalder det, er ”Kvinden med den bemalede hånd” og genstand for en morsom diskussion, der elegant fortæller om kulturforskellene mellem Musa og Niebuhr, idet de ser noget forskelligt. Som en finurlighed er en af de sidste scener fra Musas hjem, hvor datteren, der er højgravid, sidder og maler sin venstre lillefinger.
Christine Wunnicke formår med sit enkle, præcise sprog at give et humoristisk og fascinerende indblik i interessante karakterer, deres verdensbilleder og tidens spørgsmål. Det kan være en fordel at have lidt forhåndskendskab til Den danske arabiske ekspedition, som bl.a. Thorkild Hansen har skrevet om i Det lykkelige Arabien. Desuden har Carsten Niebuhr skrevet den omfattende ’Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande (2003).
Christine Wunnicke, f. 1966 modtog den tyske Wilhelm Raabe-Litteraturpreis for romanen.
Hindiuistiske guder, stjernebilleder og forestillinger om det lykkelige Arabien tørner sammen i to mænds møde på den indiske ø Elephanta i 1764 i morsom og poetisk historisk roman.
I 1764 strander den dansk-tyske Carsten Niebuhr på en lille indisk ø ud for Bombay. På øen, der hedder Elephanta, skulle der være nogle helt særlige gamle oldtidsminder. Carsten Niebuhr, der har klædt sig som en araber, er ellers på vej til Arabien. De øvrige rejsedeltagere er døde, men han fortsætter sin rejse og sit arbejde. På øen strander også den persiske astronom Musa al-Lahuri fra Jaipur, og han finder Carsten Niebuhr, der har fået et anfald af sumpsyge.
Det er en humoristisk, poetisk og smukt fortalt historisk roman om to mænds møde og om deres forskellige naturer og kulturer. I glimt får vi forhistorien om ekspeditionen til Det lykkelige Arabien, og ikke mindst bliver man tryllebundet af Musas eventyrlige fortællinger.
Carsten Niebuhr (1733 – 1815) blev født ind i en marskbondefamilie omkring Hannover og uddannede sig i Göttingen som landmåler og i astronomi. Hans lærer anbefalede ham som deltager til den danske arabiske ekspedition på trods f hans evige chikaneren af bondesønnen. Ekspeditionen varede fra 1761-67, og Carsten Niebuhr var den eneste overlevende af seks personer og kom hjem med et væld af viden, fund og resultater.
På øen, der er et vildnis, som er fyldt med geder, skrigende aber samt stinker af lort, findes der bl.a. et gammelt indisk tempel med skulpturer af guder. Den muslimske Musa finder den syge Niebuhr, plejer ham, sørger for kølighed og vand, mens han fortæller skrøner fra sit liv i den mest eventyrlige form.
Til trods for den relativt korte roman får man et levende indtryk af de to hovedpersoner og deres verdensbilleder. De er begge lidenskabeligt interesserede i naturvidenskab, opmålinger, iagttagelser og forestillingen om, hvad Arabien er. De gør sig forståelige på arabisk, som de begge har lært. ”I Arabien, sagde man, havde al mening hjemme, himlens og jordens mening, meningen med Gud og med mennesket og med alting”.
Stjernebilledet Cassiopeia, som grækerne kalder det, er ”Kvinden med den bemalede hånd” og genstand for en morsom diskussion, der elegant fortæller om kulturforskellene mellem Musa og Niebuhr, idet de ser noget forskelligt. Som en finurlighed er en af de sidste scener fra Musas hjem, hvor datteren, der er højgravid, sidder og maler sin venstre lillefinger.
Christine Wunnicke formår med sit enkle, præcise sprog at give et humoristisk og fascinerende indblik i interessante karakterer, deres verdensbilleder og tidens spørgsmål. Det kan være en fordel at have lidt forhåndskendskab til Den danske arabiske ekspedition, som bl.a. Thorkild Hansen har skrevet om i Det lykkelige Arabien. Desuden har Carsten Niebuhr skrevet den omfattende ’Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande (2003).
Christine Wunnicke, f. 1966 modtog den tyske Wilhelm Raabe-Litteraturpreis for romanen.
Kommentarer