Udsøgt samling af skarpe, velskrevne og underholdende fragmenter, der behandler mangt og meget blandt de emner, der optager det moderne menneske.
Det er meget nærliggende at tro, at en bog med titlen ’Cigaretten bagefter’ er et af disse tiders utallige litterære forsøg på at få blodet til at rulle lidt raskere i læsernes årer. Og det er naturligvis også helt unødvendigt at spørge: ”Cigaretten bagefter hvad?” Selvom Horace Engdahls fragmentsamling ikke er noget decideret erotisk indslag i verdenslitteraturen, er der næppe nogen tvivl om, at han er sig helt bevidst, hvordan modtageren umiddelbart vil reagere på titlen. Så måske passer det, at sex sælger – man må bare ikke tro, at man møder en ny og mystisk Mr. Grey blandt Engdahls fragmenter. I denne anmelders optik får man dog både en større og dybere tilfredsstillelse - litterært og åndeligt set, forstås. Jeg skal vende tilbage til den utvetydige titel senere.
Horace Engdahl (1948) er en markant svensk litterat, hvis knivskarpe pen er kendt for at vække kontroverser i den litterære del af verden. Medlem af Det Svenske Akademi siden 1997 og i perioden 1999-2009 den person, der offentliggjorde nobelprismodtageren i litteratur. Det er med andre ord en sværvægter indenfor litteraturen – og måske særligt den behandlende del af den – vi har med at gøre her. Og skarpt er det da også, når Engdahl gør sig sine både små og store overvejelser om så forskellige begreber som fx fejltagelser, elitisme, venner og ironi.
’Cigaretten bagefter’ er sådan bog, man har lyst til at citere fra hele tiden. Det vrimler med aforismer og betragtninger, som ind imellem tilmed rummer en sandhed, men ikke nødvendigvis. En vis humor fornemmes også, sideløbende med at Engdahl fra tid til anden indtager rollen som ’sur, gammel mand, der fx ikke kan se fidusen ved at blogge, som en af teksterne under afsnittet ”Reaktionære betragtninger” handler om.
Bogens titel refererer til ét af fragmenterne i samlingen, hvor Engdahl har ladet sig inspirere af en ældre reklame for et tobaksprodukt, og hvor sloganet netop lød ”Cigaretten bagefter”. På reklamen sås et yngre par, der slapper af med hver en smøg efter et vellykket samleje. For som Engdahl udtrykker det: Det var i en tid, hvor ”… man både måtte ryge og kneppe uden at føle skyld…” Ja, der var meget, der var bedre i gamle dage, synes forfatteren (igen) at insinuere.
Nå, men Engdahls tanker i forbindelse med denne reklame går mere i retning af cigaretten end af den forudgående akt. En cigaret er ganske enkelt et godt punktum for mere end én ting. Engdahl nævner, at eksekutionspelotonen tilbyder den dødsdømte en sidste cigaret, ligesom man kan få en uimodståelig trang til at ryge, når man bliver rigtigt rystet over et eller andet – også selvom man ikke ryger (længere). (Dét vil denne anmelder godt skrive under på!) Og som den pointens mester Engdahl viser sig at være, lyder det til sidst i denne tekst: ”Verdens undergang ville være en helt igennem udholdelig tanke hvis bare det var muligt at tage sig en cigaret bagefter.”
Og så er der vist ryge-pause!
Kommentarer