Anmeldelse
Botai – Skyggespor
Spændende og velskrevet historisk dannelsesroman fra oldtidens stepper i Centralasien, hvor botaifolket tæmmede hesten.
I bogen møder vi tre unge mennesker på vej mod voksenlivet. De to drenge Lyez og Jalqi tilhører botaifolket og bor med deres familier på den store steppe, hvor de blandt andet fanger, avler og tæmmer heste og slagter flokke af vildheste, som de driver sammen fra hesteryg.
Flere og flere i stammen bliver syge, og mange af dem dør af sygdommen minwri, datidens pest, som alle er overbevist om, er en forbandelse. Jalqis mormor er byens kloge kone, og derfor skal han med på rejsen til Altaibjergene, hvor de skal søge efter nogle særlige sten, som mormoren skal bruge i et ritual, de mener kan bryde forbandelsen.
Lyez bor alene med sin mor, som er pottemagerske, og han vil gerne have været med på turen mod bjergene. Når Lyez spørger efter sin far, får han at vide, at han blev dræbt af en fremmed, som folkene i lejren forinden havde taget sig af. Da Jalqi tager afsted, er Lyez’ eneste glæde hesten Yalai, som han træner med, for at blive dygtig til jagt, ligesom de voksne jægere på deres heste.
Historiens tredje hovedperson er pigen Nakou. Hun tilhører nomadefolket, yamnayaerne, og hendes familie er alle døde af forbandelsen. Derfor rejser hun, sammen med resten af sin stamme, til Altaibjergene, hvor hun skal giftes bort til den ældre rige mand kaldet Snehønen, hvis brutale rygte er kendt vidt omkring.
Jalqi, Lyez og Nakous veje krydser hinanden, da Lyez sætter efter gruppen, der er rejst mod Altaibjergene, og alle møder de mere eller mindre velsete overraskelser på deres vej, ikke mindst da de finder hinanden.
Leonora van Deurs har skrevet en virkelig god historie og gjort et grundigt forarbejde. Forfatteren har researchet i botaifolket og genfortæller deres historie på fineste vis. Botaifolket tæmmede hesten, hvilket formede menneskenes fremtid. Med ét blev vi i stand til at rejse over længere afstande i et forholdsvis hurtigt tempo, og det ændrede vores muligheder for at jage. Landskabsbeskrivelserne og personkarakteristikkerne er skarpe og sproget godt. Bogen indeholder et efterskrift af professor og eventyrer Eske Willerslev og kan læses af alle fra ca. 12 år.
Kan man ikke få nok af historiske romaner er bøger som Josefine Ottesens serie om ’Danerriget’, ’Fangeskibet’ af Erik Barfoed eller måske ’Englene over København’ af Jonas Kleinschmidt gode bud.
Spændende og velskrevet historisk dannelsesroman fra oldtidens stepper i Centralasien, hvor botaifolket tæmmede hesten.
I bogen møder vi tre unge mennesker på vej mod voksenlivet. De to drenge Lyez og Jalqi tilhører botaifolket og bor med deres familier på den store steppe, hvor de blandt andet fanger, avler og tæmmer heste og slagter flokke af vildheste, som de driver sammen fra hesteryg.
Flere og flere i stammen bliver syge, og mange af dem dør af sygdommen minwri, datidens pest, som alle er overbevist om, er en forbandelse. Jalqis mormor er byens kloge kone, og derfor skal han med på rejsen til Altaibjergene, hvor de skal søge efter nogle særlige sten, som mormoren skal bruge i et ritual, de mener kan bryde forbandelsen.
Lyez bor alene med sin mor, som er pottemagerske, og han vil gerne have været med på turen mod bjergene. Når Lyez spørger efter sin far, får han at vide, at han blev dræbt af en fremmed, som folkene i lejren forinden havde taget sig af. Da Jalqi tager afsted, er Lyez’ eneste glæde hesten Yalai, som han træner med, for at blive dygtig til jagt, ligesom de voksne jægere på deres heste.
Historiens tredje hovedperson er pigen Nakou. Hun tilhører nomadefolket, yamnayaerne, og hendes familie er alle døde af forbandelsen. Derfor rejser hun, sammen med resten af sin stamme, til Altaibjergene, hvor hun skal giftes bort til den ældre rige mand kaldet Snehønen, hvis brutale rygte er kendt vidt omkring.
Jalqi, Lyez og Nakous veje krydser hinanden, da Lyez sætter efter gruppen, der er rejst mod Altaibjergene, og alle møder de mere eller mindre velsete overraskelser på deres vej, ikke mindst da de finder hinanden.
Leonora van Deurs har skrevet en virkelig god historie og gjort et grundigt forarbejde. Forfatteren har researchet i botaifolket og genfortæller deres historie på fineste vis. Botaifolket tæmmede hesten, hvilket formede menneskenes fremtid. Med ét blev vi i stand til at rejse over længere afstande i et forholdsvis hurtigt tempo, og det ændrede vores muligheder for at jage. Landskabsbeskrivelserne og personkarakteristikkerne er skarpe og sproget godt. Bogen indeholder et efterskrift af professor og eventyrer Eske Willerslev og kan læses af alle fra ca. 12 år.
Kan man ikke få nok af historiske romaner er bøger som Josefine Ottesens serie om ’Danerriget’, ’Fangeskibet’ af Erik Barfoed eller måske ’Englene over København’ af Jonas Kleinschmidt gode bud.
Kommentarer