"Når døden fortæller, skal man virkelig lytte".
'Bogtyven' er en sjælden og fin bog. Den er godt skruet sammen, personerne er levende og nærværende og historien er meget gribende. Fortælleren er noget usædvanlig, det er selve døden, der fortæller historien. Det lyder måske lidt uhyggeligt, og det er det også. Men samtidig, er det er også en roman med varme og humor.
Historien om bogtyven foregår i Tyskland under anden verdenskrig. Hovedpersonen er den 9 årige pige, Liesel. Liesel og hendes lillebror er, ved bogens start, på vej til deres nye plejefamilie. Men lillebroderen dør på turen, og Liesel og hendes mor står af toget for at få ham begravet. Det er ved broderens grav, at Liesel indleder sin karrierer som bogtyv. Hun snupper en bog, som graveren har tabt i sneen. Men Liesel kan ikke læse, så det er først senere at hun finder ud af at det er en "Håndbog for kirkegårdsgravere" hun har stjålet.
Det bliver Liesels fantastiske plejefar der lærer hende at læse. Han bliver på mange måder Liesels redning. Det er ham, der sidder hos hende om natten, når hun plages af mareridt om sin døde bror. Han er et godt og varmt menneske, og han har allerede, mod alle odds, overlevet én krig. Men det er en farlig tid at være god. Det er farligt at male ødelagte facader for jøder, det er farligt at give jødiske fanger brød, og det er farligt at gemme en jøde i sin kælder, men Hans Hubermann gør det alligevel.
Anden verdenskrig, set igennem dødens og en niårig piges øjne, er både en velkendt og en ny historie. Man ved godt, at der blev dræbt millioner, men når man er med på slagmarken og i gaskammeret sammen med ham der skal samle alle sjælene op, bliver fortællingen på sin vis ny og - om muligt - endnu mere grusom. Døden nyder ikke sit overarbejde i 1940’erne.
Romanen har gjort så stort indtryk på mig, at jeg har svært ved at yde den retfærdighed. Jeg håber, at så mange læsere som muligt, vil unde sig at læse 'Bogtyven'. Døden bliver aldrig den samme igen.
Kommentarer